Min far udgav i 1992 sine erindringer under titlen “Midt i mylderet”. Bogen handlede mest om ham selv, men det skal han ikke have kritik for. Han levede et liv, som er interessant at læse om – ikke mindst når man, som jeg, voksede op som en del af mylderet. Men i dag vil jeg benytte lejligheden til at bidrage med et par kapitler om “Mylderet i midten”.
Jeg kom til verden den 15. august 1963 som den sjette i en søskendeflok på fire.
Før mig ankom mine tre storesøstre, Gunhild, Ingrid og Solveig. Solveig, den yngste, var 17 år ældre end mig. Mellem os var der “pigen” og “drengen” – en søster og en bror født med nogle års mellemrum, men som ingen af os nåede at kende, fordi de begge døde under fødslen. Jeg ved ikke helt hvorfor. De var angiveligt sunde og raske i udgangspunktet men mistede livet under besværlige og langvarige fødsler.
Da mor så blev gravid med mig, gjorde hun sig ingen forhåbninger om et heldigt udfald. Hendes anmodning om abort blev afvist; men en behjertet overlæge på Holbæk Centralsygehus lovede, at han, når tiden var inde, ville afbryde sin ferie for at forestå et kejsersnit. Og her begynder så min historie.
Mine tidligste erindringer handler hverken om forældre eller søstre men om græs og træer og buske og blomster og bygninger. Og børn, masser af børn. Først og fremmest, naturligvis, Inge, som er tre uger yngre end mig. Inge og jeg er vel det tætteste man kommer på at være søskende uden at have samme forældre eller være vokset op under samme tag. Og dog – himlen var vores tag – både bogstaveligt og billedligt. Dengang var den i øvrigt altid blå.
I de tidlige år udgjorde “Skolen på Bakken” hele vores verden. Ud over skolens bygninger med alle dens beboere og krinkelkroge havde vi otte tønder land at boltre os på. Og hvilket land: foruden græsplænen med de store klatretræer foran skolen var der æbleplantagen, nøddealleen, kastanjealleen, boldbanen, dammen – den bundløse, som man let kunne drukne i – og køkkenhaven med kartofler, kål, ærter, jordbær, ribs, stikkelsbær, solbær osv. osv.
Så var der menneskene, skolens lærere, elever og gæster fra hele verden: Amerika, Afrika, Hvalsø, Japan, Brande og mange andre eksotiske steder. Man siger, at når noget er alles ansvar, er det ingens ansvar. Det passer ikke. Vi børn passede på hinanden (når vi ikke lige var oppe at slås), og de voksne passede på hinandens børn, uden at vi børn mærkede meget til det.
I det hele taget var vi børn stort set fri for utidig indblanding fra de voksne. Jeg skal anstrenge mig for at huske episoder, hvor de voksne lagde hindringer i vejen for vores udfoldelser.
Inges far, Ib, forbød os at male videre, engang vi var i færd med at male gulvet i højskolebygningens kælder med nogle malerrester, vi havde fundet. Der var også en gang, vi havde leget sørøver og havde rodet gymnastiksalen til med redskaber lige inden en gymnastiktime. Der blev gymnastiklæreren lidt knotten og fik nedlagt midlertidigt forbud mod lærerbørn i gymnastiksalen. Og så var der den gang, hvor vi havde købt tændstikker hos købmanden (Jung Svendsen, Kvarmløsevej 33). Vi ville lave bål på byggepladsen, hvor den nye højskolebygning skulle ligge, og hvor vi havde fundet en masse småt brændbart, som bare ventede på at blive futtet af. Vi var lige ved at få ilden til at fænge, da købmanden dukkede op. I situationen havde han havde måske ikke lige overvejet, hvad to rollinger på 3-4 år skulle med tændstikker. Men da tiøren faldt forlod han konen og butikken for at finde os. Jeg kan ikke huske, om vi fik pengene tilbage. Men tændstikkerne måtte vi aflevere.
Tilsvarende men en del år senere, efter jeg havde øvet brandslukning i kælderen under vores hus, foreslog far mig at henlægge øvelserne til udendørs arealer.
Ud over disse glimt husker jeg stort set kun uendelig frihed og grænseløs tillid fra de voksne, når vi fra helt små og i hinandens selskab indtog verden. Den opmærksomme iagttager vil fx stadig kunne skimte savmærkerne fra, da Inge og jeg forsøgte at fælde lindetræet i skolegården med saven fra det lille værktøjssæt, jeg havde fået i fødselsdagsgave. Opgaven viste sig dog at være mere tidskrævende end først antaget, så vi fandt andre anvendelser for værktøjet.
Der var vist heller ingen, der opdagede, hvad vi en del år senere brugte vores hjemmelavede slangebøsser til, når vi i skjul bag hækken mod Kvarmløsevej skød til måls efter forbipasserende biler. Om sommeren kunne man være heldig at træffe en lastbilchauffør gennem de åbne sideruder. Det skaber en helt særlig stemning, når 20 tons Scania Vabis med hænger drøner gennem Kvarmløse med en brølende chauffør bag rattet.
Det betyder naturligvis ikke, at der ingen grænser var, eller at vi aldrig blev irettesat. Jeg husker det bare ikke. Det betyder heller ikke, at de voksne var fraværende. De var der, når vi havde brug for dem. Det skete bare ikke så tit.
Et godt eksempel på, hvad børn kan klare selv, hvis de får lov, var den gang Søren Næsby trådte et søm op i foden. Det var i skolegården, måske i byggerodet efter branden i 1972. Søren hylede som en stukket gris, hvilket han jo også var (stukket altså) og brættet, som sømmet sad fast i blev hængende under hans sko, mens blodet fossede ud. Lars Grarup, som lige havde nået knallertalderen, satte resolut Søren op bag sig på sin knallert og fragtede ham, med gashåndtaget i bund, til lægen efterladende et fint blodspor på asfalten. Det var vist før, det blev lovpligtigt at køre med styrthjelm. Og der var ingen grund til at involvere de voksne, som bare havde forsinket redningsaktionen.
Jeg påstår ikke, at alt var bedre i gamle dage. Nutidens forældre havde sikkert med hegn og hængelås omkring den farlige byggeplads forhindret ulykken i overhovedet at ske. Og jeg kan den dag i dag få mareridt af at tænke på, hvilke katastrofer, bogstaveligt talt, vi kunne have forårsaget, hvis bare nogle af vores mindre gennemtænkte planer var gået efter hensigten. Men – sagt lidt kynisk – det, vi ikke døde af dengang, gav os altså nogle erfaringer og en selvstændighed, som, jeg tror, har gavnet os sidenhen.
Selv blev jeg fx en vigtig erfaring rigere efter nærkontakt med et hvepsebo og dets ophidsede beboere i bøgehækken foran skolen en sommerdag, hvor jeg næppe var mere end 2-3 år gammel. Jeg kravlede gennem hækken som så mange gange før men åbenbart på et nyt sted, hvor hvepsene havde valgt at bosætte sig. Jeg kan ikke huske, at det gjorde ondt. Men det gjorde det. Jeg husker, at jeg sad fastfrosset og skrigende inde i hækken med hundredevis af rasende hvepse kravlende og stikkende overalt på min bløde barnehud. Det næste billede i erindringen er af far, der kommer løbende over græsplænen for at redde mig. Han flåede tøjet af mig og skovlede med de bare næver store kager af hvepse bort. Næste billede er fra sofaen i vores dagligstue, hvor jeg ligger, mens doktor Petersen undersøger mig. Han blev siddende resten af dagen. Det var dengang, der var der læger til.
Lige præcis denne slags erfaringer mener jeg dog, at børn er bedst foruden. Ikke fordi oplevelsen i sig selv har efterladt varige men, men fordi hvepsestik i de mængder er livsfarlige. Far hævdede, at de talte mindst 60 stik på min (dengang) lille krop. Havde det været i dag, var jeg blevet indlagt med blå blink direkte på intensiv.
Jeg glædede mig ikke til at komme i skole – og med rette. Nu afløstes syv fede år med grænseløs frihed og “evigt solskin i et pletfrit sind” af syv magre år med regnestykker og staveord og værst af alt, lektier. Jeg hadede lektier. Ikke så meget fordi, skolearbejdet faldt mig svært – det gjorde det ikke. Men det stjal grådigt af min alt for sparsomme fritid, som jeg hellere havde brugt på at lave slangebøsser og tænde bål.
Jeg var godt klar over, at det af hensyn til fremtiden var nødvendigt at gå i skole. Men sådan er det jo med så meget, at belønningen først kommer om lang tid. Og når man kun er syv år, er der meget langt til voksenalder, hvor regnestykker og staveord måske kan vise sig nyttige.
Der var dog en enkelt undtagelse: At lære at læse havde længe været min store drøm. Tænk selv at kunne læse selv, så man ikke længere var afhængig af de voksnes højtlæsning. Derfor var det også til stor frustration for mig, at vi ikke straks lærte at læse, da vi kom i skole. Det var vist noget med en ny slags pædagogik, som man prøvede af der i begyndelsen af halvfjerdserne, hvor børn endelig ikke måtte lære alt for meget alt for hurtigt. Så vi bruge de første par år (sådan husker jeg det i hvert fald) på at tegne og male i de til formålet nyindkøbte skolebøger. Og istedet for at lære at regne lærte vi om mængder og tegnede streger mellem farvede boller og firkanter. Det har måske bidraget til at vores hjerner udviklede sig på helt nye måder. Det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg ville nu hellere have lært at læse i en fart.
Ottende og niende klasse tog jeg på “vores egen” skole, “Bapperne”, som den vist stadig hedder i folkemunde. Disse to år var ikke helt så slemme, som de første syv, selvom blækregning med Leif, dansk stil med Anne og tyske verber med Poul Erik indimellem var ved at koste mig livslysten. Undtagelsen var biologi med Pip Hans. Jeg elskede biologi så meget, at jeg fik lov også at deltage i parallelklassens undervisning.
At interessen for biologi skulle vise sig at blive min skæbne var måske ikke helt overraskende. Jeg havde altid været optaget af naturen i almindelighed og menneskekroppen i særdeleshed. Den interesse blev ikke mindre, da jeg kom i gymnasiet.
Jeg begyndte på matematisk, naturfaglig linje på Steenhus Gymnasium i 1979. Tre år senere blev jeg student. Jeg kunne godt lide at gå i gymnasiet. De fleste fag var tålelige, og flere fag var ligefrem interessante. Særligt holdt jeg af biologi, kemi og fysik. I 3. g havde vi syv biologitimer om ugen, én eller to om dagen. Det var fantastisk. Vores biologilærer, Agnete, havde en vane med at begynde undervisningen med et spørgsmål, fx “hvorfor fryser måger ikke om tæerne?” eller “hvorfor går mænd med seler?”. Det første spørgsmål var indledningen til læren om modstrømssystemer, som er livsvigtige for bl.a. det perifere blodkredsløb og nyrefunktionen. Det andet gav anledning til drøftelser af de biologiske køns hormonelle og fysiognomiske forskelligheder (mænd har brede skuldre og smalle hofter og taber derfor bukserne uden seler).
Henimod mod slutningen af 1. g, da jeg var 16 år gammel, flyttede far og mor hjemmefra. Far nærmede sig pensionsalderen, så de skulle under alle omstændigheder flytte ud af lærerboligen inden for de nærmeste år. De havde købt en andelslejlighed på mors elskede Østerbro i København. Jeg blev boende i Tølløse. Jeg kan ikke huske, at vi på noget tidspunkt diskuterede, om jeg skulle være flyttet med. Der var i øvrigt heller ikke plads til mig i den nye lejlighed. Desuden passede det mig fint at blive efterladt. Jeg har altid befundet mig godt i mit eget selskab, og jeg fik lov at blive boende i huset sommeren over sammen med Pip Hans og hans kæreste, som stod og manglede tag over hovedet, indtil huset skulle renoveres, så Betty og Kurt kunne flytte ind.
Siden fik jeg lov at leje et ledigt elevværelse i højskolebygningen, hvor jeg boede sammen med højskoleholdet fra vinteren ’80/’81. De sidste tre år i Tølløse boede jeg sammen med præstespirerne på seminariet.
Nogle vil måske mene, at det var lige lovlig tidligt at flytte hjemmefra. Men nu var det jo for det første ikke mig, der flyttede, og for det andet har det vel aldrig været meningen, at børn skulle blive hængende i deres mors skørter længe efter de har lært selv at gå og spise (børnene altså, ikke mødrene). Og som sagt, trivedes jeg glimrende i mit eget selskab. For øvrigt, rigtig alene bliver man jo aldrig i Tølløse.
Jeg aftjente min værneplligt i Kirkens Korshær. Som overbevist pacifist nægtede jeg at gøre militærtjeneste. Dengang var det normalt, at unge baptister aftjente deres værnepligt i Baptistsamfundets sekretariat. Men pladsen var optaget, så jeg måtte kigge mig om. Til mit store held stod Sct. Nicolaitjenesten netop og manglede en nægter.
I kan ikke se mit manuskript. Men jeg har skrevet Nicolaitjenesten i ét ord, selv om den officielle stavemåde er i to ord: Nicolai Tjenesten. Men jeg nægter (også i denne sag) at bøje mig. Sammensatte ord skal skrives sammen. Man genkender sammensatte ord ved, at det sidste led er tryksvagt og derfor ikke kan stå alene. Nicolaitjenesten, ikke Nicolai Tjenesten. Jeg kunne heller ikke drømme om at besøge fx “Odense Banegård Center” eller “Statens Serum Institut”. Banegårdcenter og Seruminstitut, om jeg må be’. Og hvem ville købe en fad øl af en bar pige, eller se bedstemor boller i bagerens vindue? Fadøl, barpige, bedstemorboller. Så fat det dog!
Nå, tilbage på sporet. De ti måneder i Nicolaitjenesten blev en af de vigtigste perioder i mit liv. Knap tør bag ørerne blev jeg ansat til at tale med mennesker i krise – på kanten af selvmord, skilsmisse eller uden ro og retning i livet. Det første jeg lærte var aldrig at forsøge at give råd men at tie stille og lytte, og måske i ny og næ stille et åbent spørgsmål. Det kan selv en nyudsprungen student finde ud af.
Mange af henvendelserne i Nicolaitjenesten var fra psykisk syge mennesker. Andre henvendelser var fra mennesker, hvis liv var ødelagt af druk og stoffer, og nogle var fra helt almindelige du-og-jeg-mennesker, som “bare” havde mistet troen, håbet eller kærligheden.
Flere gange befandt jeg mig i ubehagelige situationer med aggressive og truende mennesker, som bestemt ikke regnede en ranglet teenager for en værdig modstander. Måske netop derfor slap jeg igennem helt uden skrammer på sjæl og krop.
Jeg har siden ofte tænkt over, om den form for socialt arbejde overhovedet nytter noget. Hvad kan en enkelt samtale gøre for et menneske i krise? Næppe meget. Men formålet var heller ikke at løse folks problemer men at være til stede og gå et lille stykke vej sammen og måske en gang imellem at tænde et lillebitte lys i mørket: Du er ikke alene.
Jeg kan ikke rose mig af min indsats. Den var i bedste fald tilfældig, fordi det lige var mig, der tog telefonen eller åbnede døren den dag. Men det jeg fik med mig, har jeg (og forhåbentlig andre) haft gavn af lige siden, ikke mindst i mit arbejde som læge.
Et par uger før jeg fyldte tyve og morgenen efter en vagt i Nicolaitjenesten tog jeg toget til Pandrup i Nordjylland for blive gift med Lone. Mor var oprigtigt, og vel ikke helt uden grund, bekymret for, om ikke det var lige lovlig tidligt at forpligte sig for resten af livet. Både Gunhild og Ingrid, som også var blevet gift tidligt, havde på det tidspunkt været igennem skilsmisser. Det havde taget hårdt på mor, og den slags havde hun ikke lyst til at opleve igen.
Men hvis jeg nu – hårdt presset – skal rose mig af noget, skal det være, at projektet ser ud til at lykkes. I sommer fejrede Lone og jeg 40 års bryllupsdag. Det er naturligvis ikke min fortjeneste alene – langtfra. Men jeg tillader mig at glædes over dette mit lille bidrag til verdensfreden.
Kun tre år senere var to blevet til fire. Ida kom til verden den 2. november 1984, og Mikkel fulgte efter den 4. august 1986.
Jeg kunne tale i timevis om Lone og børnene. Men jeg ved, hvor træls den slags kan være at høre på. Ligesom når man bliver inviteret til kaffe og pludselig befinder sig midt i en helaftensforestilling med billeder fra charterferien på Mallorca.
En måned efter vores bryllup begyndte jeg på lægestudiet på Københavns Universitet. For første gang var det sjovt at gå i skole – hver dag og hele tiden. Tænk kun at skulle beskæftige sig med anatomi, fysiologi, biokemi og andet fra samme skuffe.
Men det var også svært. Jeg kunne ikke længere bare snakke mig igennem pensum. Som læge skal man kunne sit stof på fingrene, udenad og i søvne. Jeg måtte bruge to år længere end normeret på første del af studiet. Især anatomi trak tænder ud (tøhø). Det med udenadslære har aldrig ligget til mig. En ting er at lære navnene på alle kroppens tusindvis af strukturer udenad. Noget andet er at kunne gøre rede for, hvordan de er forbundet, og hvor de ligger i forhold til hinanden.
Lettere blev det heller ikke af, at jeg måtte arbejde som en lille bryggerhest ved siden af studiet for at skaffe penge til dagen og vejen. Vi var vel, hvad man ville kalde fattige. Hverken Lone eller jeg havde penge med hjemmefra og startede uden en krone på lommen. Og da Lone så måtte afbryde sin HF-uddannelse for at få børn, havde vi kun min SU og, hvad jeg kunne tjene ved siden af som lægestuderende på hospitalerne rundt omkring i Storkøbenhavn. Det var ikke sjovt, for at sige det mildt, hver måned at skulle vælge, hvilke regninger vi ikke skulle betale, og hvilke forelæsninger, jeg kunne undvære til fordel for lønarbejde.
Anden del af lægestudiet gik heldigvis lettere. De kliniske fag – alt det med sundhed, sygdom og mennesker – faldt mig lettere end at lære latinske termer udenad, og jeg opnåede faktisk pæne karakterer i de fleste fag, som jeg ovenikøbet gennemførte på normeret tid. En medvirkende faktor var, at jeg kom med i en læsegruppe med tre medstuderende. Pludselig var der mødepligt til læsemøder, hvor vi igen og igen gennemgik pensum for hinanden under indtagelse af enorme mængder stærk te. Det var en ny erfaring for mig, som altid havde foretrukket (og stadig foretrækker) at arbejde alene. Sikke meget man kan lære, når man ikke bare kan nøjes med at læse bogen en enkelt gang. På et tidspunkt blev vi nødt til at henlægge vores læsegruppemøder til mere private gemakker. Det var efter, at vi gentagne gange var blevet bedt om at dæmpe os, når vi i Rigshospitalets kantine lidt for højlydt diskuterede symptomerne ved forskellige tarmsygdomme – I ved, form, farve, konsistens osv.
Anden del af lægestudiet var en blanding af teoretiske forelæsninger og kliniske ophold, hvor man som lægestuderende deltager i arbejdet på forskellige hospitalsafdelinger. Særlig husker jeg opholdet på en retspsykiatrisk afdeling, som husede øksemordere, ligskændere og almindelige voldsmænd ud over det almindelige.
Efter en undervisningstime med en charmerende psykopat som case spurgte jeg overlægen, “hvordan man som læge kommer hele vejen rundt om sådan en patient?”. Jeg syntes selv, det var en særdeles opvakt spørgsmål helt i tråd med tidens opfattelse af psykisk sygdom som noget, der bare skulle tales væk. Overlægen tænkte sig om et par sekunder og svarede så noget i stil med: “Man skal være mindst tre. Den ene kaster sig mod gulvet og holder patientens ben, mens de andre to nedlægger patienten og holder armene.” Og det var ikke engang fordi, han forsøgte at være morsom.
Endelig! Efter otteethalvt års studier kunne jeg kalde mig læge. Mor skrev i sin dagbog den 29. januar 1992:
Niels, Lone og jeg var med Jacob til translokation. Meget fornemt og højtideligt! Jacob var den flotteste af dem alle og den bedste. Bagefter gav vi den store frokost på Det Lille Apotek. Vi var alle fire meget glade! Tak gode Gud at vi begge nåede at opleve det. Nu er vores fire dejlige børn godt i vej.
Selv husker jeg dagene efter den sidste eksamen som de lykkeligste i mit liv. Intet kan sammenlignes med visheden om ikke længere at skulle gå i skole.
Straks efter studiet begyndte jeg turnus i Københavns Amt. Et halvt år på kirurgisk afdeling, et halvt år på medicinsk afdeling og et halvt år i almen praksis. Siden arbejdede jeg et par år på Børneafdelingen på Sundby Hospital og derefter i alt seks år på Rigshospitalet, heraf fire år i Lungeambulatoriet for børn, hvor jeg forskede i astma hos småbørn. Mine bidrag går næppe over i verdenshistorien; men jeg glæder mig over fra tid til anden at kunne læse i dagspressen om nye opdagelser inden for børneastma, som er gjort på COPSAC-cohorten, som jeg var med til at grundlægge. COPSAC står for Copenhagen Prospective Study on Asthma in Childhood og består af børn, som er blevet fulgt fra før, de blev født, til nu godt op i voksenalderen. I første runde, som jeg var med til, inkluderede vi over 300 spædbørn og deres forældre i kohorten, som forskerne stadig studerer for at finde ud af, hvorfor børn får astma og allergi, og hvordan man bedst kan behandle disse almindelige sygdomme, som koster så mange børn verden over så megen livskvalitet – og nogle gange selve livet.
Det var oprindelig min plan at blive speciallæge i børnesygdomme. Men i begyndelsen af de nye årtusinde blev jeg tilbudt en stilling i et medicinfirma, som bl.a. udvikler astmamedicin. Jeg skulle arbejde med udvikling og afprøvning af et computerprogram til astmabehandling. Programmet blev udviklet til en dengang helt ny platform, der hed internettet. Min kollega Anders’ mor spurgte ham en gang, om det hed indernettet, fordi det lå i Indien.
I løbet af de fire år i firmaet stødte jeg også på et andet fænomen, som var helt nyt på den tid, kvalitetsudvikling. Kvalitetsudvikling bygger på den revolutionerende ide, at kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser måske ikke altid er så høj, som vi tror og ofte langt fra så god, som den kunne være. Eller sagt på en anden måde: Hvad hjælper det, at lægen kan stille den rigtige diagnose og ordinere den rigtige behandling, hvis patienten af den ene eller anden grund ikke modtager behandlingen? Rette pille i rette mund til rette tid!
På samme tid og i samme ånd opstod patientsikkerhedsbevægelsen, som arbejder for at undgå, at patienter udsættes for fejl og utilsigtede hændelser i mødet med sundhedsvæsenet. Det daværende Hovedstadens Sygehusfællesskab, HS, var hurtigt på pletten og oprettede en enhed for patientsikkerhed, som dengang i slutningen af 2004 stod og manglede en databaseadministrator til at holde styr på de mange utilsighede hændelser, som læger og sygeplejersker var begyndt at rapportere. Formålet med at rapportere, når noget var gået galt eller ikke efter planen, var (og er fortsat) at finde ud af, hvorfor ting går galt, og hvad vi kan gøre for at undgå, at det sker igen. Det tog lidt tid, før sundhedsvæsenet og ikke mindst pressen forstod, at formålet ikke var at udpege eller straffe det personale, som var indblandet i fejlene.
Det er et grundlæggende princip inden for patientsikkerhed, at fejl kun sjældent skyldes enkeltpersoners sløseri eller uduelighed. Fejl sker, fordi vi er mennesker, som arbejder i komplekse systemer, som vores hjerner slet ikke har nået at tilpasse sig. Alle mennesker begår fejl – hver dag, hele livet. Vi kender alle til at glemme nøglerne eller dankortet eller som i sidste afsnit af bagedysten at forveksle sukker og salt. Men i højrisikomiljøer som fx atomkraft, olieindustri, rumfart og sundhedsvæsen kan selv banale småfejl have fatale konsekvenser. Hvis den stressede sygeplejerske forveksler panodiltabletter med plendiltabletter, eller hvis lægen kommer til sprøjte kemoterapi ind i den forkerte slange, så det, der skulle have været i blodbanen havner i rygmarven, kan det koste liv. Den slags fejl sker og vil ske, lige så længe, der er mennesker på jorden. Men vi kan gøre meget for at mindske risikoen for at fejlene opstår og for at minimere skaderne, når de er opstået.
Jeg husker en patient, en ung mand, der kom til mig, da jeg arbejde i lægepraksis – længe før jeg vidste noget om patientsikkerhed. Han så umiddelbart sund og rask ud, veltrænet og i god form. Han præsenterede sit problem som hovedpine pga. bihulebetændelse. Det havde han haft så mange gange før, at han ikke var i tvivl om diagnosen. Jeg undersøgte ham og fandt ikke grund til at tænke anderledes og ordinerede næsedråber, smertestillende og måske også lidt antibiotika. To dage senere blev jeg ringet op af en forarget kollega fra neurokirurgisk afdeling. Han fortalte, at den unge mand nu var indlagt hos dem, dybt bevidstløs pga. en svulst i hjernen.
Den havde jeg ikke set komme.
For en hjernekirug, som ser den slags patienter dagligt eller ugentligt, er det oplagt at mistænke hjernesvulster hos alle patienter med hovedpine. Men for en praktiserende læge, som måske kun ser en hjernetumor én gang i sin karriere, vil det hverken være patientvenligt, fagligt forsvarligt eller særlig økonomisk at sende hver eneste hovedpinepatient til undersøgelse for hjernetumorer.
Men ingen diskussion, jeg begik en fejl, en utilsigtet hændelse. Havde patienten eller hans pårørende klaget over mig, havde jeg givetvis fået en påtale for ikke at have udvist tilstrækkelig omhu.
Gennem mine år i patientsikkerhed læste jeg tusinder af rapporter om utilsigtede hændelser, som læger, sygeplejersker og andre ansatte i sundhedsvæsenet indsendte. Jeg mindes ikke én eneste gang at have tænkt, at “denne fejl kunne jeg aldrig begå”.
Det er naturligvis ikke alle fejl, som er alvorlige. De fleste rapporter handler faktisk om småting, som ikke gør patienten skade, men som repræsenterer uhensigtsmæssigheder, som i yderste konsekvens kan være farlige.
Der var fx lægesekretæren, som rapporterede, at hun havde siddet hele formiddagen og udsendt indkaldesesbreve til nye patienter. Det var dengang, vi havde et postvæsen, som rent faktisk bragte post ud. Den stakkels sekretær havde, som hun skulle, vedlagt “den lyserøde formular til samtykke”, som patienterne skulle underskrive inden besøget. Efter brevene var afsendt opdagede sekretæren til sin skræk, at formularen, hun faktisk have vedlagt brevene, ikke var den sædvanlige formular om samtykke til videregivelse af oplysninger, men en anden lyserød formular om samtykke til obduktion. Måske ikke så heldigt, men heller ikke ligefrem farligt. Men selve det, at to formularer til vidt forskellige formål har samme farve og ligger ved siden af hinanden på kontoret, repræsenterer jo et fænomen, som man kan blive klogere af at studere. Hvad nu hvis det havde været forskellige slags medicin, der lignede hinanden eller patienter, som hed det samme og lå på samme stue? Det lyder måske søgt. Det er det ikke. Jeg har set det hele.
Havde man spurgt mig som barn eller ung, om jeg nogensinde ville komme til at beskæftige mig med matematik, statistik og computere, ville jeg uden tøven og med hovedet på blokken havde svaret nej. Den slags interesserede mig ikke det mindste. I grundskolen var matematik hadefaget over dem alle, og i gymnasiet, hvor jeg i øvrigt kun lige netop bestod matematik med et 6-tal, fravalgte jeg faget, datalære, hvor man kunne lære at programmere datamater med magnetiske fastpladelagre, hulkort og udskrifter i endeløse baner. Det var ikke noget for mig. En computer kan ikke noget, jeg ikke selv kan med papir og blyant, var min påstand.
Helt forkert er det jo ikke. Menneskehjernen kan i princippet det samme plus meget meget mere end en computer. Der er bare lige det, at computeren til nogle ting er en lille smule hurtigere end hjernen. Lidt på samme måde, som det hedengangne Kongelige Danske Post- og Telegrafvæsen var en lille smule hurtigere end Post Nord er i dag.
Og her skal vi ikke spilde tiden på at harmes over, at heller ikke Post Nord kan stave til sit eget navn. PostNord skriver de. I ét ord, selv om de to led begge er trykstærke og derfor bør skrives hver for sig, Post Nord. Jarmenaltså, giv mig styrke.
Undskyld! Det var endnu et sidespring. Tilbage til det om mig og matematik. Måske skyldtes min modvilje ikke så meget selve faget, men mere det fysiske arbejde, det kræver at lære det. Ingen beregninger uden nedskrivning af tal og formler. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg nærer en indædt modvilje mod at skrive i hånden. Måske fordi, jeg ikke er god til det, og det derfor går langsomt og resultatet er ringe. Men lige netop på dette punkt viste computeren sig at være min redning.
Da jeg i forbindelse med min forskning ikke længere kunne undslå mig og var nødt til at anskaffe mig en computer, var noget af det første jeg gjorde, at købe en diskette med et program til at lære sig blindskrift. Det var en god investering. I dag skriver jeg næsten lige så hurtigt på computer, som jeg tænker, hvilket måske ikke imponerer mange. Men det er rigeligt til mit formål. Og jeg slipper for at skrive i hånden.
En lang historie kort: matematik og statistik endte med at blive mine vigtigste arbejdsredskaber og computeren mit vigtigste hjælpemiddel.
I dag arbejder jeg med det, der kaldes, statistisk kvalitetsudvikling, som handler om, hvordan man sætter tal på noget så luftigt og subjektivt som kvalitet og sikkerhed?
Og hvordan gør man så det? Ja, det kunne jeg tale længe om, men det skal jeg spare jer for.
De seneste ti år har jeg arbejdet på Rigshospitalet og rundt omkring i Region Hovedstaden i mange forskellige projekter om data og statistik til kvalitetsudvikling. I det første halve års tid under Coronaepidemien var jeg udlånt til Seruminstituttet – ikke Serum Instituttet – for at hjælpe med forefaldende dataarbejde ifbm. opbygningen af det nationale overvågningsprogram.
Jeg udviklede bl.a. et dynamisk landkort, hvor man dag for dag kunne se små flag poppe op, hver gang en ny borger blev smittet. Det var jo længe før, vi vidste, hvordan det ville gå (og det ved vi vel dårligt nok i dag), så oplevelsen var på samme tid spændende og skræmmende – ikke mindst, når mange flag pludselig dukkede op på samme adresse på samme tid. Så vidste man, at her var en familie, en opgang eller måske et plejehjem, som var hårdt ramt. Og når et flag blev rødt, betød det, at endnu en borger var bukket under.
Både fagligt og menneskeligt var det også spændende at være med i et lille team af dybt engagerede mennesker – de fleste ganske unge – fra hele verden, som arbejde næsten i døgndrift og under meget trange forhold for at hjælpe os alle gennem denne krise.
Rammerne var snævre, så snævre, at vores kontorgang vel var det sted i landet, hvor Seruminstituttets egne anbefalinger til afstand, udluftning, håndhygiejne osv. aldrig rigtig slog igennem. Men som chefen sagde: “Vi er én stor familie, og for tiden møder vi ingen andre, så hvordan skulle vi blive smittet?” Og sådan var det faktisk. Jeg tror ikke en eneste af os blev smittet i den periode.
Jeg er meget taknemmelig for alt, hvad jeg har fået lov at opleve, og hvad jeg har lært undervejs. Det har været spændende og givende. Men hånden på hjertet: jeg savner den umiddelbare oplevelse af at gøre nytte. Glæden man oplever, når barnet i skadestuen med astma pludselig igen kan trække vejret frit. Eller lettelsen hos de bekymrede forældre, når det bevidstløse barn med feberkramper kommer til sig selv. Det fås ikke større.
For to måneder og én dag siden tog jeg hul på et nyt kapitel – måske det sidste i mit arbejdsliv. Nu arbejder jeg i Region Sjællands data- og analyseenhed i Ringsted – der hvor der er én stavelse i kaf’ og to i te-e. Det bliver spændende; men den historie kender jeg ikke slutningen på endnu.
Det er interessant som erindringernes fylde og kraft synes proportional med afstanden til dem – jo længere siden, jo flere erindringer. Tydeligst står barndom og ungdom, som jeg kunne tale om i time- og dagevis. Og underlig tomt står den nære fortid. Ikke fordi der ikke er nok af fakta at berette. De er bare ikke blevet interessante endnu. Det er lidt ligesom med ost. Den friske, blege og smagløse ost er ikke nær så interessant som, den der har boet i en spand i udhuset i mange år, og som kræver stærk rom og brutale løg til at mildne smagen.
I første del af min livshistorie lovede jeg i næste del – som jo må være denne – at skrive et kapitel om far og mor. Men nu har jeg vist tæret længe nok på jeres tålmodighed, så det må blive en anden gang.
Jeg når heller ikke at fortælle om fars og mors slægter, som ellers er gode for mange historier. Fx fortællingen om min oldefar, Jesper Andersen, som vandrede Bornholm tyndt som kolportør af det rene uforfalskede evangelium og det baptistiske dåbssyn. Uden ham er det ikke sikkert, vi havde siddet i netop dette lokale i dag. I får heller ikke historien om farfar, der fik en medalje af kongen for at give en uartig prinsesse en endefuld.
Så er der historien om morfar, som ville have været skolelærer, men ikke måtte studere for sin mor, som mente, at for megen lærdom fører til sindsyge. I stedet blev han landmand og kørte den ene gård efter den anden i sænk, før han endte sine dage som trappevasker.
Jeg har forresten heller ikke sagt et eneste ord om kirken, som i store perioder af mit liv har fyldt lige så meget som skolen. For slet ikke at tale om musikken, som på samme tid blev mit livs største glæde og største skuffelse.
Så gik det, som det ofte gør: Jo mere man får sagt, jo mere får man ikke sagt.
© Anhøj 2024