Min historie
Jacob Anhøj
Juli 2006
Jeg blev født i 1963 og voksede op i Tølløse på Midtsjælland, hvor mine forældre var forstanderpar på Baptisternes Højskole og Efterskole, som den hed dengang.
Jeg er lillebror i en søskendeflok på fire. Min yngste storesøster, Solveig, var 17 år, da jeg blev født. Ingrid og Gunhild var hhv. 18 og 20 år. Svoger Jørgen sagde en gang, at jeg er vokset op med fire mødre – og det er nok ikke helt galt set.
Efternøler
Efternøler er jeg i hvert fald, og selv om jeg i det daglige var enebarn, havde jeg stor glæde af mine mange “mødre”. Jeg har flere gange hørt udtrykket “forkælet” brugt i min nærhed af kolde mennesker uden fornemmelse for en lille drengs behov. Jeg var naturligvis ikke forkælet. For eksempel havde jeg ikke nær så meget legetøj som mine kammerater. Men hvad jeg savnede i legetøj, havde jeg til gengæld i voksenkontakt. Vi boede på skolen med dens mange elever og lærere og gæster fra hele verden; og både mor og far “arbejdede hjemme” en stor del af dagen. Og så var der jo søstrene med deres skiftende mænd, som kom hjem lige så tit, som vi besøgte dem.
Højt til loftet
Jeg bilder mig ind, at jeg allerede som lille ofte tænkte over fordelene ved at vokse op på en højskole. Vi var en flok lærerunger, som, så længe vores ulykker forblev uopdagede, stort set fik lov at gøre, som vi ville, uden utidig indblanding fra de voksne. Udendørs havde vi 8 tønder land at boltre os på, indenfor kunne vi lege “skjul på slottet”, og gymnastiksalen med ribber, bomme, tove og de andre redskaber stod altid åben for os. Ja, det vil sige, den gang Inge og jeg “glemte” at rydde op efter en gang sørøver lige før efterskoleeleverne skulle have gymnastik, blev gymnastiklæreren lidt knotten og fik indført et midlertidigt forbud mod lærerbørn i gymnastiksalen.
Inge og Claus
Inge var tre uger yngre end jeg. Hendes far og mor, Ib og Esther, var lærere på skolen – nogle af de unge lærere vel at mærke. Mine forældre var gamle allerede, da jeg blev født (omtrent på min alder i dag), så det der med at tage ungerne til stranden og i biografen og den slags stod Ib og Esther for. Jeg har vist aldrig fået sagt tak til dem. Det må jeg se at få gjort en dag.
Så var der Claus. Han dukkede pludselig op, kort før Inge og jeg skulle begynde i skole. Claus var et år ældre end os, men var af en eller anden grund ikke kommet i skole til tiden. Gennem de næste ti-tolv år fulgtes vi tre ad.
Man kan ikke påstå, at vi siden har rendt hinanden på dørene, Inge, Claus og jeg. Claus besøgte Lone og mig et par gange efter vi flyttede til København i 1983. Og i sommeren 2005 havde vi fornøjelsen at besøge ham og hans kone, Berit, i deres selvbyggerhus midt i den idylliske landsby, Hørret, syd for Århus. Inge mødte jeg tilfældigt på gaden på Østerbro engang for mange år siden – det må have været i 1986.
Vi må ses igen en dag.
I skole
Jeg glædede mig ikke til at komme i skole – og med rette. Det, der hidtil havde syntes som én uendelig lang og lykkelig sommerdag, blev nu afløst af en lige så uendelig række grå skoledage – kun afbrudt af de alt for få og korte ferier.
Jeg kedede mig forfærdeligt i de første mange år af min skoletid. Ikke at jeg har noget at udsætte på hverken skolen eller lærerne. Tølløse Centralskole havde dengang (jeg ved ikke, hvordan det står til i dag) nogle fantastiske og dygtige lærere, som favnede os børn med stor tålmodighed og kærlighed. Men hvilket normalt barn tilbringer frivilligt seks timer om dagen i et klasseværelse, når solen skinner udenfor, og verden bare venter på at blive opdaget?
Samtidig havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at være blandt de første børn, der blev udsat for den nye pædagogik, der gik sin sejrsgang over det ganske land i halvfjerdserne. Hvilket spild af tid. Hvis noget havde kunnet motivere mig til at gå i skole, var det at lære at læse selv, så jeg ikke længere var afhængig af de voksnes højtlæsning. Men i stedet for at lære noget, brugte vi de par første skoleår på at klippe og klistre og løse meningsløse tegneopgaver i de fine nye skolebøger, der var indkøbt til formålet.
Lært at læse fik jeg dog, og en ny verden åbnede sig. Jeg husker stadig stoltheden over at have læst min første “rigtige” bog. Det var en forkortet børneudgave af Robinson Crusoe. Siden fulgte alle de andre: Robin Hood, Jorden rundt i 80 dage, De 5, Jan, Kim osv.
Værre stod det til med regning. Ikke fordi jeg havde det svært med tal. Det har jeg siden fundet ud af, jeg ikke har. Men det troede jeg dengang. Problemet med regning var, at det krævede en indsats udover at høre efter i timerne. Man skulle både tænke sig om og (hvilket var det værste) skrive selv. Jeg nærede dengang, såvel som i dag, en stor modvilje mod unødvendige fysiske udfoldelser, hvortil jeg henregnede skrivning.
Den lille tabel, for slet ikke at nævne den store ditto, fik jeg aldrig lært. At lære så mange regnestykker udenad var mig en umulighed. Det ville have krævet en daglig indsats på mindst fem minutter af min kostbare og alt for sparsomme fritid i indtil flere uger. Hvad jeg ikke dengang forstod var, at netop det at kunne den lille tabel udenad gør det muligt at regne i hovedet og dermed slippe for at skrive, hvilket, som nævnt, var mig endnu mere imod. Jeg har siden betalt prisen med renters rente for min dovenskab, og skulle jeg give et råd til de opvoksende generationer, ville det lyde: Lær den lille tabel.
En ny verden
Gymnasiet var en åbenbaring og en gave. Pludselig blev det sjovt at lære noget. Særligt det tredje år med de mange biologi- og kemitimer var en næsten daglig fornøjelse.
Det var også i gymnasiet, en gammel drøm begyndte at tage fast form. Jeg ville være læge ligesom Solveig. Så længe tilbage jeg kan huske, var det mit højeste ønske at lære menneskekroppens mysterier at kende; men tanken om mange års universitetsstudier med regning og skrivning som væsentlige ingredienser havde hidtil holdt drømmen på passende afstand. At skrivning og regning skulle gå hen og blive næsten tålelige fysiske udfoldelser, havde jeg ikke forudset. Men sådan skete det, takket være mange gode kræfter på Stenhus Gymnasium, og jeg fik mod på at forfølge den gamle drøm.
I hæren
Inden jeg kunne begynde på universitetet, skulle jeg have aftjent min værnepligt. Som indædt pacifist blev jeg militærnægter, og ved et lykketræf fik jeg mulighed for at aftjene min civile værnepligt i Kirkens Korshær i Sct. Nicolai Tjenesten i København.
Det blev 10 fantastiske måneder, hvor jeg lærte mere om menneskelige mysterier, end jeg har lært både før og siden. Endnu fugtig bag ørerne fungerede jeg som en af de få faste medarbejdere i Sct. Nicolai Tjenesten på lige fod med de andre, “professionelle” sjælesørgere.
Når andre ældre, klogere og livserfarne mennesker hørte, hvad jeg lavede den gang, blev jeg ikke sjældent mødt med nedsættende kommentarer i stil med “hvordan kan du rådgive mennesker i krise, når du selv er så ung og uerfaren?” Den slags hørte jeg aldrig fra mine overordnede i Sct. Nicolai Tjenesten. De lærte mig nemlig som noget af det første, at det sidste man har brug for, når man er i krise, er “gode råd”. Nej, at kunne holde sin mund og slå ørerne ud er ofte den bedste hjælp at give – og det kan selv en teenager finde ud af.
Endelig læge
Jeg begyndte at læse til læge på Københavns Universitet i sensommeren 1983. Otte et halv år senere og en lille familie rigere aflagde jeg i slutningen af januar 1992 lægeløftet ved en højtidelig ceremoni i Universitetets gamle festsal på Frue Plads. Mor og far var stolte og lettede ud over alle grænser. Selv husker jeg dagene efter den sidste eksamen som de lykkeligste i mit liv. Intet kan sammenlignes med visheden om ikke længere at skulle gå i skole.
Lone
Uanset hvor meget jeg skriver om Lone, vil det være for lidt. Lones betydning for mit liv og min sundhed kan ikke overvurderes.
Vi blev kærester en kold og blæsende efterårsaften i Holbæk i 1980. Vi deltog sammen med en flok andre unge i en efterårslejr i Baptistkirken i Holbæk. Jeg ved ikke, hvad der gjorde udslaget, men Lone faldt for mig; og jeg faldt for mit eget spejlbillede i Lones øjne. Hurtigt fik jeg dog mine egne øjne op for Lones kvaliteter, og vi har fulgtes ad i tykt og tyndt lige siden.
Lone er mit største forbillede. Hun tør og kan alt det, jeg ikke tør og kan – og det er en hel del (den lille tabel undtaget). Derudover laver hun fantastisk mad. Her kan jeg måske hårdt presset tillade mig at indskyde, at jeg selv ikke er nogen ringe kok.
Lone har ud over sit eget væsen beriget mig med en fantastisk svigerfamilie. Jeg husker stadig den første juleferie, jeg holdt i Pandrup, som en af sjoveste i mit liv. Og dem har der siden været mange af takket være de skøre nordjyder.
Ida og Mikkel
Lille Ida (tv) og Mikkel
Ida så verdens lys (eller var det omvendt?) for første gang om aftenen den 2. november 1984. Jeg var kun 21 år gammel. Med sit første blik greb hun mit hjerte – og holdt fast. Og selvom hun, mere end nogen anden, med sin insisterende stædighed har kunnet drive mig ud af mit gode skind, har jeg få minder, der kan smelte mit hjerte, som billedet af Ida, der med skovl, spand og kasket indtager legepladsen på Skotlands Plads.
Den 4. august 1986 om eftermiddagen, tre måneder før Idas toårs fødselsdag, kom Mikkel til verden. Som nat og dag var de. Mens Ida krævede konstant beskæftigelse og udfordringer, var Mikkel det blideste barn, der kunne underholde sig selv i timevis på sit tæppe på gulvet.
Med kærligheden er det sådan, at der bliver mere, jo mere man deler ud af den. Og med sine store eftertænksomme øjne greb også Mikkel mit hjerte – og holdt fast.
Tænksom var han, Mikkel. Engang faster Gunhild havde taget ungerne med på tur – det var den sommer, han blev 3 år – pralede Ida med, at når hun blev stor, ville hun få bryster ligesom mor. Efter lidt betænkningstid tog Mikkel stikket hjem med bemærkningen om, at når han blev stor, skulle han have en stor kniv – og skære løg ligesom far. De fik begge deres ønsker opfyldt.
Gå ud og gør dig nyttig
I filmen “Æblemostreglementet” siger den gamle læge til drengen Homer, inden han (Homer) rejser ud i verden: “Gå ud og gør dig nyttig.” Efter mere end 20 år på skolebænken havde jeg efter min embedseksamen intet større ønske end at gøre nytte. Jeg var så heldig at få tildelt turnus i Københavns Amt, så vi ikke behøvede at flytte, og så Lone kunne starte på sin ønskeuddannelse på Frøbels Seminarium.
Efter 1½ års turnus var jeg ansat 2 år på børneafdelingen på Sundby Hospital. Det var en god tid. Arbejdet med de syge børn og deres forældre var en daglig udfordring og glæde – og jeg gjorde nytte. Arbejde og fritid gik op i en højere enhed. Jeg kunne cykle på arbejde på mindre end 10 minutter. De mange og lange vagter udløste endnu flere fridage; og ungerne var nu store nok til at kunne klare sig selv langt hen ad vejen.
Siden fulgte i alt seks år på Rigshospitalet – heraf fire år som forsker. Personligt, fagligt og karrieremæssigt gav disse år stort udbytte; men følelsen af at gøre nytte var aldrig helt den samme.
Siden fulgte fire gode år i medicinfirmaet AstraZeneca, hvor jeg fik lov at arbejde og uddanne mig inden for sundheds-it.
Så stod de pludselig i Hovedstadens Sygehusfællesskab og manglede en databaseadminstrator til Patientsikkerhed, og endnu en verden åbnede sig for mig – men det er en anden historie, og dens slutning kender jeg ikke endnu.
Solveig, Ingrid og Gunhild
(og mig bagerst) 1985
Solveig døde i 1994. Fire år senere døde Gunhild, og i mellemtiden var også far og mor væk. Fars og mors død var egentlig ikke så vanskelige. De havde begge levet et langt og rigt liv og døde, mens de endnu var friske. Men for Solveig og Gunhild var det alt for tidligt – selvfølgelig mest for deres egne familier; men vi andre savner dem også.
De var meget forskellige de tre, og, særligt som lille, havde jeg vidt forskellige forhold til dem.
Solveig, den yngste, var lys og smuk som en sommerdag. Hun var den, jeg legede med, den der tog mig og de andre børn med til stranden, og som havde mig på slæb på vores bilferie til Østrig i 1969 (eller var det i 68?). Som lægestuderende og senere læge var hun mit forbillede. Hendes fortællinger om kroppens mysterier og livet på skadestuen er uden tvivl den vigtigste årsag til, at jeg valgte at blive læge.
Ingrid, den næstyngste, var mild og god, som dagen er lang. Det er hun stadig. Det var Ingrid, jeg kaldte på, når mor og far var strenge, eller verden på anden måde gik mig imod. I dag er det Ingrid, der holder sammen på familien, der udover os to og vores egne familier udgøres af Solveigs og Gunhilds mænd og børn og en voksende flok børnebørn.
Gunhild var den strenge storesøster – på den gode måde forstås. Gunhild diskuterede man ikke med. Det er jeg sikker på, hendes mange skoleelever gennem årene kan skrive under på. Hun var også sjov. Når hun grinede, hvilket hun gjorde tit, trillede tårerne ned over hendes kinder. Det forvirrede mig en del, indtil jeg fandt ud af, at man også kan græde af grin. Gunhild sørgede også – med nogle velplacerede indleveringer – for, at jeg blev introduceret til verdenslitteraturen. Jeg gætter på, at jeg var et af de første børn i Tølløse, der hørte om Emil fra Lønneberg.
Et nyt kapitel
Tilværelsen de sidste par år med nyt arbejde til både Lone og mig, ny bolig og ingen hjemmeboende børn har været god ved os. Børnene ser vi mere til end de sidste år, de “boede hjemme”; og for første gang nogensinde kommer vi gennem de fleste måneder uden at skulle tære på kassekreditten. Når man har levet størstedelen af sit voksenliv med underskud på betalingsbalancen, ved man, hvad det betyder for den daglige trivsel hver måned at kunne betale sine regninger og stadig have nok til dagen og vejen.
Min historie fortsætter forhåbentligt lidt endnu; og skulle fremtiden blive kedelig, er der masser af stof fra fortiden, jeg ikke har nået at fortælle endnu. Far og mor fortjener i hvert fald et kapitel hver. Det må jeg også se at få gjort noget ved.
© Anhøj 2024