Søster Ingrid har en håndfuld breve, som morfar skrev til mormor. Kristian og Elise hed de. Det første brev, hvor han frier til hende, er fra oktober 1917. Det sidste brev er fra den dag, han døde i 1949.

Mormor har nummereret de første seks breve I - VI. Brev IV er dog dateret før brev II. Måske har han skrevet forkert. Jeg husker i hvert fald ikke Mormor som en, man normalt diskuterede datoer og årstal med 😉

I: 1. oktober 1917

Dovergaard pr. Hurup 1/10-17

Kære Elise!

Du bliver vel forbavset over at faa Brev fra mig og maaske endnu mer naar du ser Indholdet. – Jeg beder dig nemlig om at give mig dig selv, ja helt og holdent og for hele Livet. – Vil du?

Du synes maaske at vi kender hinanden lovlig lidt, men jeg for min del er rolig og glad ved Tanken om at have dig hos mig hver Dag og det kommer altsaa kun an paa dig.

Ja videre Skriveri er overflødigt og jeg venter altsaa paa dit Svar.

Vil du?

Kristian Jensen

II: 4. november 1917

Dovergaard 4/11-17

Kære Elise!

Det er godt alt sammen. Ja mer end godt.

Fortæl Papa saa meget og saa lidt som du selv synes. Jeg kommer i hvert Fald derover Søndag, formodentlig om Formiddagen.

Med Hilsen

Kristian Jensen

III: 26. november 1917

Dovergård 26/11-1917

Kære Elise.

Tusind tak for dagen i Gaar! Det var én af de dage i mit liv da jeg ikke føler trang til at spytte ad mig selv. Én af de dage, da Sjælen – bevidst eller ubevidst – nynner: Dejlig er Jorden! Prægtig er Guds Himmel! Livet har tidt været gået i graat for mig.

Mange gange har jeg længtes efter at søvnen skulle bringe mig Glemselens Fred fordi jeg aldrig blev færdig med tanken: Hvad resultat skal der mon komme ud af mit usle Liv. Naar man synes at man har meget som skal udsones og man måske samtidig faar øjet op for Livets kortvarighed, så bliver man let desparat og mumler ved sig selv: Lad det gaa sin skæve gang!

Det er let at være god når man er glad og derfor takker jeg Gud for dagen i gaar.

Kære, søde prægtige Lis! Det sang indeni mig i gaar. Jeg ved ikke om du hørte det, men ellers skal du høre det nu. Lad være, at Sangens Melodi var finstemt og svag – begyndte som en susen i kornet sommerdag – Teksten var: Jeg elsker dig! Jeg lyttede til sangen hele dagen i gaar, lige til jeg slumrede ind, og i dag, hvor jeg sidder med dit billede foran mig, synes jeg at den klinger højere, stærkere, sejere, fyldigere – synes at den bringer løfte om at ville vokse sig stærk og stor. – Åh, Lisse! Jeg er så glad og jeg bøjer mit Hjertes Knæ for min Skaber i dyb og ydmyg taknemlighed. Jeg har tidt undret mig over, at der ingen fandtes som jeg kunde tænke mig at knytte min skæbne til og så kom du og begyndte at tage din Plads i mine Tanker og nu falder alle Mure og Skranker og du erobrer mig – Tomme for Tomme indtil du ejer hver Fiber i min Sjæl.

Ja helt og holdent.

Giv Gud en tak paa mine vegne og ogsaa for din egen del. For så vidt du sætter Pris paa min Kærlighed.

Med Hilsen

Kristian Jensen

IV: Oktober (?) 1917

Oktober 1917

Kære Elise.

Der randt mig et Vers i Hu i Gaar naar jeg sad og saa paa dig:

Øjets svømmende Langsyn siger
hun bygger drømmende Skønhedsriger

Det var bl.a. hvad jeg mente at kunne læse i dit Blik, og jeg syntes det var godt det samme. Saadan bør det være med en Pige i din alder.

Det er formodentlig første Gang du har været saa nær ved Ilden, og du var maaske opfyldt af en berusende Lyksalighedsfølelse. Jeg ved det ikke. Saadan var det i hvert fald med mig for saa og saa mange aar siden og saadan bliver det aldrig mer. Det var hvad jeg bl.a. mente, da jeg ytrede det Ønske at du kendte mig. Jeg synes selv at jeg har oplevet meget, baade Godt og Ondt siden jeg var tyge Aar og jeg kunne næsten ønske at du havde været forlovet et Par Gange og forelsket hundrede Gange. Hvorfor? Maaske var det ren og skær Misundelse, og dog – det tror jeg ikke. Du synes maaske selv at du i saa Fald havde haft mindre Værdi rent sjæleligt set og at din Selvagtelse maatte lide derved? Tja – a! Baade Ja og Nej!

Man mister maaske et menneskeligt Ideal og faar til Gengæld en god Portion almen Menneskekendskab. Og hvad er saa bedst? Ja spørg Vestenvinden. Den kan sige det akkurat lige saa godt som nogen anden. Ægteskabelig set kan det maaske bestrides; menneskeligt set derimod ikke.

Livet er saa underligt, ja vidunderligt, og noget af det vidunderlige i Livets Kamp og Higen bestaar deri at hvus et af vore omhyggeligt byggede Luftslotte en skøn Dag ramler sammen, saa har man Oplevelsen og Ruinerne kan undertiden giver mer Stof til underholdning end selve Slottet.

Jeg ønsker ikke tilbage den tid, der foer hen, selv om den bragte baade Skuffelse og Forviklinger og moralsk Forseelse. Tvertimod er jeg undertiden rasende paa mig selv for min Snusfornuft og evindelige Reflexion.

Engang sad som gut jeg glad
Under Himlens Stjernerad.
Kendte Vaarens Sti og Veje,
Havde Barnefred i Eje.

Men jeg glemte dagens Pragt
I den midnatsmørke Skakt.
Glemte Liens Sus og Sange
I min Grubes Tempelgange.
– H. I.

Saadan kan det gaa og saadan vil det maaske ofte gaa. Der spilles højt Spil i Livet derude og derhjemme, alle Vegne, Indsatsen er Eens egen virkelige eller indbildte Lykke og Velfærd (i Øjeblikket kommer det ud paa Eet) og den mulige Gevinst er – Udvikling. Man spiller om Lykke og faar – Udvikling. Med andre Ord: Der spilles tilsyneladende en lille smule falsk, men ikke destomindre: Naar man har trukket Gevinsten nogle Gange saa erkender man, at saadan maa og skal det være. Lad gaa at Spillerne bliver en lille Smule haardhudede, hvor det gaar ud over dem selv, og haardhændede hvor det gaar ud over andre o.s.v. Lad ved dag kun op og ned Lykkens Terning rulle.

Hilsen og Tak for sidst!

Kristian Jensen

V: Julen 1917

Kære Elise

Hermed et Billede af dine firbenede Favoriter. Jeg haaber de falder i din Smag.

Jeg synes ellers i Almindelighed ikke om Julegaver. (De faar saa let Traditionens Præg.) Men i Betragtning af at det er den første Jul du og jeg fejrer sammen, og at du er min egen søde, prægtige Lis, der stjæler mig Hjertet ud af Livet hver Gang vi er sammen o.s.v. o.s.fr. –

Midt udi Mørket og Jordens Kuld’
Just som vor Sol er ved at dale,
Stiger Vor Herres op som Jul

Med Ønsket om en god Jul for dig og dine.

Kærlig Hilsen fra din Kristian.

VI: 31. januar 1919

Dovergaard 31/1-19

Kære Lisse!

Det glædede mig meget at se dig i Gaar! Du saa saa livslysten ud – akkurat som du plejer naar du ikke er syg eller forknyt. Ja sikken en Forskel fra den Dag du kom derop. Da laa du bare ganske stille og forsøgte hverken at kysse eller knuse mig. Ja det var en kedelig Historie og hvem ved hvor meget der manglede i at den kunde have endt som Tragedie.

Imidlertid er vi jo nu ovenpaa igen og det vil vi takke Gud for. Saa er der tilbaage at se paa hvad vi maa lære af det. Først og fremmest lærer jeg vel nok at passe lidt bedre paa og dernæst lærer vi at Døden – som man taler saa meget om og tænker saa lidt paa – vil komme engang og at den kan komme uventet.

Jeg tror jeg var det ulykkeligste Menneske paa Kloden i den første Time efter Ulykken og jeg maatte være en Dumrian om jeg glemte saadan noget i en Hast. Livet og Døden har sin store alvor som man aldrig burde glemme. Jeg er simpelthen forbavset over at mærke hvor stærkt du og jeg allerede er bundet sammen efter kun et Aars Forløb. Vi brød os jo ikke saa meget om hinanden til at begynde med! Gjorde vi?

Og dog synes jeg i de Dage da det stod paa Liv og Død at jeg bilde sørge mig ihjel hvis du forlod mig. Jeg er nær ved at græde af Glæde naar jeg tænker paa hvordan du stred din stille Strid for Livets Bevarelse. Du var saa smuk og indtagende og uskyldig og – meget mer endnu. ”Tordenskjold” (Jane – mors tilføjelse) har en god Moder. Derfor er jeg ogsaa tryg for ham. Ja vi har haft en rig og lykkelig Sommer og den forestaaende kan blive bedre endnu, ikke?

Jeg var oppe hos Chr. J. i Aftes og har en Mængde Hilsner til dig baade fra dem og Hundrede andre. Selv om du ligger ene er der dog mange der tænker paa dig. Hermed følger Breve fra Kappel og Sofie. Det lader ikke til at Mogens skal blive Præst som han har glædet sig saa meget til.

Til slut de kærligste Hilsner til mi bette Lisse.

Kristian.

Noter

Mors tilføjelse: Ulykke: Hesten blev bange og løb udover en skrænt og mor kom på sygehuset. De var nygifte og ventede Jane!

Det sidste brev: 2. august 1949

Nylandsvej 77 Kbhvn. F.

2/8-1949

Kære Lisse!

Mange Tak for Kortet! Jeg haaber du har det godt baade i Kolding og Aarhus. Her gaar Tiden saa smaat og jeg længes meget efter at faa en Plads. I Søndags havde vi Besøg af Jakob og Poul Søndergaard og vi fulgtes saa ad til Søborg. Kathe skulle i Bio 10 Minutter efter at vi kom og til Trods for at hun sagde at hun var der snart igen saa vi hende ikke mere.

Jeg haaber som sagt at du og Bodil er glade for Rejsen. Birgit er saa sød som hun kan være. Maalle var her i Aftes paa Besøg. Hun er ogsaa sød. Og Jane er sød. Kathe er jeg ikke rigtig tilfreds med for Tiden, men hun forandrer sig maaske engang igen. Men ha det nu godt og hils Kappels mange Gange.

Kærlig Hilsen

Papa

Noter

Mormors tilføjelse: Sidste Brev fra Kristian – Dagen han døde

Min tilføjelse: Morfar døde angiveligt af gasforgiftning. Han blev fundet død på køkkengulvet. Nogle mener, at kaffen var kogt over og havde slukket gasblusset (dengang var der ikke sikring på gasblus). Andre mener, at han tog sit eget liv.

© Anhøj 2024