Vandrebogen

Indledning

“Vandrebogen” er en bog, som far og otte af hans ni søskende skrev i på skift i perioden 1953-1967. Af ukendte årsager lykkedes det aldrig de ni at overtale Faster Elly til at deltage.

Bogen er håndskrevet og blev efter tur sendt rund mellem de ni søskende med hjælp fra Det Kongelige Danske Post- og Telegrafvæsen, der dengang – som det fremgår af datoerne nedenfor – var i stand til at levere pakker på tværs af landet (inkl. de gamle besiddelser i Sydsverige) fra dag til dag.

Søster Ingrid har venligst renskrevet bogen, og jeg har efter bedste evne sat den op, så den tager sig bedst og mest læsevenligt ud i hjemmesideformat.

Jeg har tilladt mig at rette oplagte skrive- og “tryk”fejl og har flere steder brudt teksten op i mindre afsnit af hensyn til læsbarheden. Uklarheder i teksten er markeret med spørgsmålstegn i firkantede parenteser, [?]. Ud over dette har jeg forsøgt at bevare teksten så uberørt som muligt.

Jacob 4. juni 2023

De 10 søskende

Navn	Født	Død	Ægtefælle	Børn
Helga	1904-03-03	1977-01-24	Wilhem (1901-1989)	Hans Otto (1940-1989) Kirsten (1927-?)
Elly	1905-09-27	1961-02-04
Hans	1907-02-10	1991-12-10	Bothilde (1909-2007)	Anne (Pussi) (1934-1999) Hanni (1935-2016) Thorbjørn (1936-) Elise (1938-) Asta Birgitte (1940-2022) Hans Jørn (1944-) Kurt (1949-) Bodil (1951-)
Jesper	1911-08-28	1977-06-12	Marie (1916-2000)	Birthe (1939-) Birche (1941-) Gert (1947-) Erik (1948-) Knud (1948-) Lise (1951-)
Jens	1913-12-12	1996-06-22	Helene (1918-1992)	Stanley (1940-) Else (1942-) Ruth (1944-) Olaf (1945-) Esther (1952-)
Niels	1915-07-18	1996-09-01	Maalfrid (1921-1995)	Gunhild (1943-1999) Ingrid (1945-) Solveig (1946-1994) Jacob (1963-)
Olga	1919-07-15	2006	Carl (?)
Marie	1921-02-24	1994-07	Knud (?)	Lars (1943-) Marianne (1948-)
Julie	1925-02-12	1963-09-26	Sven (1926-?)	Agnete (1950-)
Jørn	1927-01-17	1981-05-05	Ingeborg (1926-?)	Poul-Verner (1949-) Flemming (1950-) Bent (1952-) Berit (1957-)

Fra Hans’ og Bothildes bryllup 28. april 1933
Jens, Jesper, Elly, Niels, Helga, Vilhem, Olga
Jørn, Julie, Marie, Petrea, Kirsten, Hans Otto, Bothilde, Hans

Jespers forord 1953-09-05

Vandrebog for de af Hans Otto Anhøj’s direkte efterkommere af første led.

Forord Ørslev den 5. Septemb. 1953

Der har fra enkelte familiemedlemmers side været givet udtryk for, at vi søskende burde have en vandrebog. Nogle har endda beklaget, at en sådan ikke for længst er blevet oprettet.

Man har bedt mig om at tage initiativet. Skrive forordet og overgive bogen til Helga, hvorefter den skulle gå videre efter alder.

Om brugsmåden af bogen er det meningen, at besiddelsesretten hos den enkelte ikke må overstige en måned og at den ved videregivning er forsynet med dato og underskrift. – Tilsidesættelse af først omtalte regel kan i grove tilfælde medføre, at man i næste omgang springer vedkommende over. – Man er dog ikke forpligtet til at beholde bogen en hel måned. Enhver må jo være interesseret i at den cirkulerer hurtigt – og dette skulde vel kunne lade sig gøre – særlig – i første runde.

Nogen særlig retning af, hvad man skal skrive om, er ikke tiltænkt. Men da en del af os allerede står ved tærskelen til forkalkningens år, vil det vel være naturligt (medens man husker nogenlunde klart) at erindre sig, hvilke store kærlighedsgerninger man i gerning, tanke, tale og skrift har forøvet imod sine samtidige.

I øvrigt er bogen fuldt ud demokratisk – man må skrive i den, hvad man vil. Og kan således også gøre tjeneste for sådanne i familien, som måtte have noget at anke over. Det har hidtil været en ulempe, at mishagsytringer og svar på tiltale – enten – kun kommer til rette vedkommende af omveje – eller – at man ikke har haft ordet længe nok til at fremføre, hvad man havde på hjerte. – Det er jo ikke sådan, at man mistænker nogen her i familien for at ville [æde?] “ordet” fra nogen af sine søskende; men de fleste af os har jo forståelsen af at slutte diskussionen, når stemningen er blevet lidt lummer, – hvilket tidspunkt jo gerne falder sammen med vedkommendes sidste og udtømmende indlæg. I disse forbindelser mener man altså, at man indfører sine meninger og evt. klagemål her i bogen, – således at den eller de, imod hvem de er rettet, i fred og ro kan gøre sig bekendt dermed og tage stilling dertil.

Hvis man ikke anser det for en overstadig luksus at tillægge mig noget positivt, er det mit bedste ønske, at denne bog må bidrage til at bedre forholdene, klare begreberne og virke fremmende på familieidyllen.

Ærbødigst

Jesper

Helga 1953-10-07

“Helgahus” 7. oktober 1953

Jeg er ked af at jeg må begynde mit indlæg i vandrebogen med delvis at bekræfte Jespers påståede forestående forkalkning af forskellige af os. Jespers dato på indl. el. forord skulle nemlig være 5. okt. I stedet for 5. sep. Jeg har ellers altid ment at Jesper var forud for sin tid, men han er altså i alle tilfælde en måned bagefter. Nu må man i denne bog ikke lade sig anfægte af den der sidst skrev, hvilket jeg kan mærke måske er sådan, da man uvilkårlig får den person nærmest i øjeblikket.

Ligedan håber jeg, vi frit kan komme frem med forskelligt og bære over med hinanden, hvis der er noget der hikker.

For øjeblikket er mor hos os, og Kirsten kom hjem 3. okt. fra et på Harmonien i Nakskov afsluttet engagement. K. skal tænke over hvad hun skal med hensyn til sit ægteskab.

Det er trist at ens mor skulle få en sådan alderdom, det må skære en i hjertet at være vidne til, at mor som i sin tid havde den klareste og klogeste hjerne i mangt og meget nu har det sådan. Mor er så rørende når man pylrer lidt om hende. Men det kniber med at holde det ene ud fra det andet. Det er ikke nemt at komme ind på at tale om noget særligt med mor.

Den dag mor ikke er mere vil blive et savn, men jeg håber alligevel det bliver inden mor bliver helt hjælpeløs. Tænk hvor mor har syet, [?], strikket og arbejdet i sine dage, og hvor pengene hos mor ligefrem ynglede og slog langt mere til end man kunne forstå. Hvorfor har ikke flere af os arvet dette talent?

Vi havde besøg af Marie, Knud, deres afkom og Jesper, samtlige disse havde mor med. Mor blev og de førstnævnte var her 3 dage den tredje dag var en tillægsgevinst til os, da damperen ikke ville vente med afgang herfra 23.00 [?] dagene før. Men vejret var så godt, så vi frydede os over at byboerne fik den dags solskin med. Vi havde nogle herlige vellykkede og opløftende dage, hvor man ikke bestilte andet end spise drikke grine og snakke. Der er det ved det at Knud, Jesper og Wilhelm holder meget af gul sodavand; Olga mener dog at grønt også er godt, vi har også grønt vil jeg lige tilføje; men det er for helt i den genre sportslige.

De fraværende søskende blev drøftet på en godmodig måde. Marie havde prøvet at [?] Hans herover, det havde jo passet med agrar-brødrene sammen, og der er det så længe siden disse 2 brødre har besøgt os.

Jens og Niels har vi haft nogle dejlige dage sammen med senere end Hans og Jesper. Nu har Jesper altså været. Jørn er kommet så langt fra os; men det bedrer sig måske nu når denne bog fører os alle nærmere sammen som meningen er.

11 okt. 1953. Uha, hvor tiden går, men jeg har været så nedtrykt af flere grunde, så jeg ikke har kunne bekvemme mig til at skrive i bogen. Som jeg har skrevet var K. hjemme for at klare begreberne lidt inden hun efter ½ års fravær tog til sin mand og hjem igen. Men det halve år har foreløbig slået mere itu end man kan tænke sig. Nu må mine søskende tro mig når jeg skriver at Kirsten er hverken letfærdig eller letsindig. Men hun har altså ment det sidste halve år at hun ville gifte sig med en anden mand. Er så efter nærmere eftertanke blevet klar over at hun vil tilbage til Ole. Men det er svært for dem begge lige i øjeblikket. Kirsten er derfor taget ud i engagementer igen og spiller i denne måned på Vinhuset i Næstved, decem. mnd. på Palads i Esbjerg, når så til Ålborg 24 dec altså juleaften og skal spille i Ålborg jan. mnd. Så må man se hvordan det går efterhånden.

Det var vor datter, så er der vor søn. Han er virkelig meget uartig, læser aldrig lektier, skriver sine skolesager i toget på vej til skole (Aakirkeby). Han er ikke til at drive til at læse lektier, og ingen af os Wilh. el. jeg har tid at holde ham til skolebøgerne. Han er kvik, opvakt og hjælpsom herhjemme, høflig og velopdragen imod kunderne, men til tiden en rigtig bandit imod Wilh. Og mig. Sagen er nok den at han i visse retninger er ved at tage pippet fra os, han reagerer hurtigt over for meget, og er ualmindelig praktisk anlagt. Men en bølle er han.

Så rejste mor 2. nov. herfra, og grubler og spekulerer på mor, jeg synes man til tider kan se i mors øjne, at det er ved at blive mørkt og det er så tungt. Det må vi være klar over at det er måske for stort offer af Olga at have mor, for ikke at sige umuligt. Mor kræver så megen pleje og pasning, så det næsten er umuligt for et privathjem. Det [klemmer?] Mig når der er tale om plejehjem til mor, men det er nok som Olga siger at mor sikkert slutter sig til dem, der er gode ved hende, når man bare kunne [?] at mor kunne finde sig tilrette og indordne sig. Vi går og ser hen til at vi engang kan få familien samlet sådan som vi var på Klitgården til mors 70 årige dag, jeg er glad for at Elly bestemte for hende og mig at vi skulle tage den rejse, det kan jeg ikke takke nok for.

Skal vi nu ikke se hen til at vi alle er samlede her mors 75 årsdag, Wilh. er vi jo så sikker på at have med. Men Jespers Marie må møde frem også, der skulle ikke gerne mangle hverken svogre eller svigerinder ej heller nogen af søskende.

Vi er p. t. ved at få malet, kalket og tjæret. Og vi er ved at lægge an til have da vi ved vejregulering har fået større arealer at være på.

Jesper har skældt mig ud, han påstår nemlig, at da jeg benytter mig af kuglepen kan man ikke læse hvad jeg skriver, skulle det være så, går man ikke glip af guldkorn i min beretning. Mine økonomiske forhold tillader mig ikke p.t. udgift til en fyldepen. Apropos økonomi så ser Jesper gerne vi opgiver den, jeg vil bare ikke lægge for, he -ha! Det skulle efterhånden gå godt for os alle da vi har én præst 1 højskoleforstander, 1 jurist, 2 agrarer, 1 ølkusk (undskyld salgschef) 2 kontormus og så til sidst Elly og ego i blandet branche, det må da efterhånden blive noget sammenlagt m/ svigerinder og svogre.

december 1953

Nåh, jeg er ikke kommet længere, jeg går og spekulerer på hvor bogen skal anbringes, da Elly mente ikke ville skrive i den. Men nu sender jeg bogen til Hans, da han sikkert har større indflydelse på Elly og kan få hende til at skrive i den. –

Juletravlheden er rigtig over os både ude og inde. Kirsten kommer alligevel hjem bare juleaften og rejser igen 1. juledag skal spille i Ålborg 2. juledag.

Hans Otto skal efter jul på taleinstitut i København. Han har igennem årene i perioder stammet. Når Kirsten og han en enkelt gang kommer i totterne på hinanden siger han til hende “nu skal du ikke være rap, rap, rap, rapkæftet”, og det er blevet et slagord i familie, det siger han nu til Kirsten, når han skal gøre hende glad. Det var lidt spøg, alvoren er altså at H.O. ikke vokser fra sin stammen som lægerne har ment, derfor nu denne foranstaltning.

Jeg har skrevet lidt om mine børn, da jeg håber at få lidt at vide om familiens børn, da jeg faktisk er lige så interesseret i at vide om dem, som mine søskende. Vil lige så gerne høre om deres uartigheder som om deres dygtighed, og meget gerne om deres evt. talenter og evner.

Der er tomt her på Bornholm rent familiemæssig set. Kan I huske alle de dejlige højtider jul påske og pinse da far levede? Og medens mor boede på Nybo var der jo alligevel mere familiesammenhold, da strømmen gik dertil i ferierne. I er alle unge endnu og flere af jer har mange børn, så I savner vel sådan set ikke noget. Før Wilhelm og jeg ved af det kan vi godt være alene, det er ikke sådan at holde børnene hjemme. Heldigvis er vi så glade for vort hus og virksomheden, ellers havde vi vel også stukket af. Det var en dejlig tid da vi havde mor på Nybo, og mor tit og ofte kom rask og [?] med besøg især om søndagen lige fra kirken. Men man skal altså indstille sig på at alt ikke bliver som det var eller er.

Nu vil jeg slutte med mange kærlige tanker og hilsener til jer alle. Nu håber jeg bogen kommer i normal gænge med den tiltænkte ene måned, og at alle søskende skriver i den.

Helga, “Helgahus” 17. dec. 1953

januar 1962

Helga Margrete f. Anhøj 30. marts 1904 i København, g.m. Lorentz Wilh. Jensen af Allinge f. 28. nov. 1901

Børn: Kirsten Margrethe Jensen f. 7. juni 1927, Hans Otto Anhøj, f. 4. februar 1904 [Ingrid: en fejl, skal være 1940]

Wilh. Og Helga g. 5. juni 1926

Hans 1954-01

Jeg må jo til det, jeg er ikke rigtig i “hopla” for tiden derfor er jeg også ved at komme bagefter. Jeg vil anbefale familien at vi når der undfanges sådanne guldkorn som de øvrige alumner også kan nyde godt af straks at nedskrive dem, således at de ikke går tabt af mangel på vandrebog, selv større skribenter end os går jo rundt med notesbog i lommen for at kunne skrive når ånden farer i dem. På den måde mener jeg vi vil få lettere ved t overholde tiden.

Lad mig nu lige af hensyn til kommende slægter præsentere mig og mine: Hans Kofod Anhøj f. 10-1-1907 g.m. Bothilde f. Petersen den 10-5-1909 denne ædle dame har i tugt og ære født mig otte børn (indtil videre) nemlig Anne Margrethe f. 20-2-1934, Hanni Frederikke f. 30-7-1935, Thorbjørn f. 11-8-1936, Elise Marie f. 12-5-1938, Asta Birgitte 28-8-1940, Hans Jørgen f. 5-7-1944, Kurt f. 14-2-1949, Bodil 2-3-1951.

Det var nok det meste jeg til dato kan prale af det er nemlig sådan med mig at fra næsen og nedefter er jeg god nok men det ovenfor har en lille brist det udarter sig på den måde at jeg sommetider fiser højere end r…..kan nå. Nu er det ikke fordi nogen i den øvrige familie skal tro de lider af samme skavank, men deri ligger måske forklaringen på at – som Helga skriver – så få af os har arvet mors specielle evner.

Det kan jo være, og jeg syntes der er visse tegn der tyder på det, at vi har lært af tidligere fejlgreb, og synes jeg ikke det kan gøre noget at skrive om det, mulig kunne vore børn lære af det, man lærer efterhånden hvad det betyder ikke at konsolidere sig inden man udvider bygger køber ind o.v., o.v., og hvad det fører med sig både af spekulationer nødvendige byture for at holde pengesagerne i orden og ikke mindst tabt arbejdsglæde.

Jeg tror ikke det går at slide sig frem rent korporligt uden man virkelig planlægger og skal man vist heller ikke være bange for at rådføre sig med erfarne kollegaer det tror jeg vi har manglet evnen til da vi var yngre, dette med at pukke på manglende driftkapital manglende held o.v. holder vist ikke, men vore erhverv er jo så forskellige, så vi kan vel dårlig diskutere dette emne. Nu vil jeg slutte med en varm tak til Jørn og særlig Ingeborg fordi i har taget mor og ønske at mor nu kan blive hos jer.

Afsender bogen til Jesper den 29-1-1954 Hans

Jesper 1954-03

Jesper – jeg håber man bemærkede, jeg [bukkede?]

Efter min fars dagbogsoptegnelser blev jeg født den 18. august 1911 kl. 5 morgen. Vejede 9½ pund. Fødslen gik let. Musse stod op 9. dagen – Hvornår jeg selv stod op er der ikke givet nogen oplysninger om, men det formodes at det var noget senere.

Om min vægt i øvrigt kan oplyses at den har været i stadig tiltagen indtil mit 30. år, hvorefter den af- og tiltager lidt alt eftersom jeg [render?]. Men det kan vist allerede nu anses for givet, at den aldrig kommer på højde med mine brødres, eftersom jeg fik tildelt det mindste legeme i forhold til disse. Derimod fik jeg tildelt den største Aand – der til stadighed er i rivende udvikling. Derfor gør jeg mig til af, at jeg ikke alene blev den kønneste, men også den klogeste af søskendene.

Som dreng fik jeg skyld for at være meget uartig, hvad jeg senere hen har hørt meget for; – men skal gå let hen over her – idet jeg for længst har givet familien deres [?] og i øvrigt tilgivet den alt, hvad den har gjort imod mig.

Da jeg gik i skole var jeg en flittig låner af alle slags røverromaner, hvilke forledte min fantasi til at drømme stolte drengedrømme. Udføre store bedrifter, tjene mange penge, blive berømt o.s.v. Som ungt menneske log jeg mig spå. Og spådommen gik da også ud på, at jeg vilde blive en meget optaget mand. – Jeg vilde få med uniformer at gøre o.m.a., men det var særlig inden for mejeribruget, jeg kunne gøre mig.

Som modent menneske (eller i alt fald senere hen) har jeg ofte måttet berigtige det spåede. – Dette med uniformen kom til at passe – (men af hensyn til de nylig omdebatterede benådninger af krigsforbrydere vil jeg ikke lade det nyde omtale her).

Om min optagethed henvises til, at jeg fik nok at gøre med at forsørge kone og seks børn. Og med hensyn til mejeribruget fik jeg brugsret over 4 stks. køer og for indeværende en mindre mælketur til det lokale andelsmejeri A.m.b.A.

Da jeg kom til skelsår og alder giftede jeg mig med en rødhåret proprietærdatter fra Midtsjælland. – Det lyder så ligetil. – Det var det for så vidt også, idet min ægteviv på det tidspunkt ikke kendte min fortid og langt mindre min fremtid. Så man kan i alt fald ikke bebrejde hende noget. Man må ikke misforstå mig – men jeg har ofte tænkt på, hvad der er sagt om “de fattige i aanden”. – For hendes vedkommende kom det vist nok til at ligge sådan, at hun i sit ægteskab kom til at hungre og tørste efter retfærdighed.

I ægteskabet har indtil videre indfundet sig 6 stk. børn: Birthe f. 10/6-39 Birche 17/1-41 Gert 13/7-46 Knud og Erik 5/7-48 og Lise 2/11-51 – de er alle lyshårede og [?]. Af datoerne vil man se, at de tre første og den sidste er født hver for sig. – Det er de to næstsidste også men ved samme lejlighed. Man beder de andre familiemedlemmer erindre sig det verserende væddemål omkring omtalte fødsel og høfligst anmode dem der endnu ikke har indfriet deres gæld på det område, at betale hvad de skylder. – Det er ikke til i disse pengefattige tiden at give kredit i det uendelige.

Hvad børnene vejede ved fødslen, ved jeg ikke – kan rimeligvis skaffe det at vide – men deres samlede vægt i dag, anslås til ikke at overstige 3-4 ton.

Deres gode sider og anlæg har de efter faderen – de dårlige efter moderen.

Det er ikke meget Marie og mig i vores ægteskab har været enige om. Dog har der hersket fuld enighed om, at børnene skulle have fri opdragelse, hvilket vi har formidlet på den måde, at jeg uddeler skældud og øretæver i flæng og Marie trøster og smører marmelademadder. Når hun ikke selv kan få magt med børnene truer hun med at sige det til far.

Ellers har jeg ikke noget imod børnene. De har bare den uvane, trods megen [tugt?] og mange formaninger med deres hjemmelavede trækvogne læsset med gamle pander, kasseroller, te- og pissepotter og andet urangeret husgeråd i store og små flokke storme og støje forbi vinduerne, mens man skal have sin velfortjente middagslur.

Det er såmænd ikke fordi Marie er stort klogere. Hun har også med tiden (kanske af gode grunde) lært afslappelsens samfundsbetydende kunst. Hun har til dette formål formedelst sin faders ædle giverhjerte erhvervet sig en gammel rokkestol fra det 14. årh. (ikke at forveksle med en rokokostol). Og medens jeg slapper af på divanen, forøver hun sine kunster i denne genre ved at få sig en ordentlig gyngetur, så det mjaver, knager og brager i den stakkels gamle stol. Forinden forsømmer hun dog ikke sine husmoderpligter. Hun bærer en tallerken ud ad gangen. Og da hun ved, jeg sætter liden pris på træk, lukker hun døren så lydeligt hver gang, at jeg ikke er i tvivl om, at den er blevet lukket. Knive og gafler og andet hårdt metal rager hun ned i opvaskebaljen med skingre lyde. Indimellem kan hun få sine loyalitetsanfald, der giver sig udslag på den måde, at hun farer til vinduet, banker og dundrer på det og skærer så fæle ansigter af børnene, at en virkelig troende vilde blegne om han så hende.

Men Marie er en god kvinde. Det er hende, der holder sammen på hjemmet. Ganske vist sker det, at hun i sine bestræbelser herpå løber tør for stoppegarn. Derfor – er der nogen i familjen, der har nogle [afklippede?] strømpeskafter liggende ubenyttet hen, er de hjertelig velkomne. Børnene ser det som deres fornemste opgave at hylle alt op, hvad de kommer i nærheden af. Så den smule arbejde skal vi gerne spare familjen for.

Om min færden og foretagsomhed her i livet skal videre bemærkes at jeg har prøvet lidt af hvert, men intet til gavns. Jeg har i de fleste tilfælde “efter min mening” altid haft udsigt til store fortjenester og ditto salærer – det har altid kun drejet sig om ubetydeligheden i at få det til at gå i hak. Helga har anset mig for at være forud for min tid. – Det er også rigtigt i nogen tilfælde. I det om jeg havde fået det før omtalte halet i land, har jeg altid lagt min økonomi sådan tilrette, at der har været [?] brug dem.

Jeg har aldrig sat nogen penge til ved at kautionere for nogen eller ved at låne noget ud. – Ironi frabedes. – Det er meget få mennesker, der har tabt penge ved at gøre noget lignende for mig. Det er ikke fordi der ikke har været nogen anledning, men jeg har aldrig rigtig kunne komme i lag med folk på disse områder. Jeg kan således nævne, at jeg for nogen tid siden ville prøve at lave lidt kontanter ved at acceptere en veksel og jeg talte med en bank herom. Man spurgte bl.a. om hvem der ellers skulle skrive på samme. Herpå spurgte jeg om hvor mange der skulle skrive – de svarede: “det er nok med én kautionist forudsat han er god nok og ikke mindst tosset nok.” Jeg vil slet ikke låne penge i den bank.

Jeg har allerede omtalt min tilknytning til mejeribruget. I de senere år har jeg også været virksom i [?-]flæskeeksporten og til sidst i ægproduktionen. Jeg har dog i denne gren høns til det grovere arbejde.

Om mine litterære bedrifter kan nævnes, at jeg har kommenteret forskellige situationer. Skrevet et stykke historie vedrørende det danske baptistsamfund. Redigeret et julenummer for samme. Udgivet småskrifter af økonomisk karakter og optrådt som vejleder for enkelte familiemedlemmer angående deres selvangivelse samt skrevet forordet i familjens vandrebog. Derudover påtænker jeg at skrive en roman, den skulle hedde “den [susende?] syge”.

På musækens område kan noteres et lille potpouri af danske folkesange, hvortil jeg selv har tilsat tekst.

I øvrigt har jeg et par gange forsøgt mig på at være vittig. Én gang uden held og én gang med lidt held.

Den øjeblikkelige situation er den, at Marie ligger i sengen og er halt på det [fjernere?] bagben. Vi har nylig været i Jylland og set til vore pårørende der. Jeg lagde godt mærke til på vejen derop, at denne handelsfejl blev mere og mere synlig og gjorde mig tanker om hun havde fået [?] eller været lidt forslugen på færgeoverfarten således, at hun var blevet [?]. Men da vi kom frem fik vi en læge til at se på hende og han konstaterede – ingen [?] – men en åreknudebetændelse. Hun måtte ikke rejse hjem foreløbig og skulle have varmedunk på knæet. Men hun skal jo altid gøre modsat, hvad andre mener.

Da vi kom hjem skrantede hun videre og vor hjemlige docktor sagde at hun havde iskias. – Man ved snart ikke, hvad man skal tro. Men meget kan godt tale for det sidste – vi sad fast i isen over Storebælt.

Nå – jeg må slutte. Bogen skulle i alt fald gerne nå en omgang rundt. Jeg kan godt se, at dette mit indlæg ikke er blevet, hvad det skulle. Men jeg har haft så meget omkring ørerne. Vi har som omtalt været i Jylland. Og da vi kom hjem var staldene tjenlige til renselse og der skulle køres roer ind, laves til kyllinger o.m.a. Derfor fremkommer bogen med et par dages forsinkelse, hvilket bedes meget undskylde; men på den anden side har jeg jo ret til at have bogen til den 29/2 og det er jo som bekendt ikke foreløbig. Men måske Jens vil indhente de overskredne dage for mig.

Også fra mig skal der lyde tak til Ingeborg og Jørn, fordi de har taget sig af mor. Jeg mener ligesom Hans, at det var godt om hun kunne blive der.

Ørslev, den 7. marts 1954

Jesper

N.B. Jeg har tilladt mig at nummerere de beskrevne sider og beder de efterfølgende skribenter at gøre det samme. – Der kunne måske blive skrevet noget, som andre syntes mindre godt om og deraf kunne føle sig fristet til at rive dette ud. Det må man imidlertid ikke. (hvis ellers nogen vil høre efter, hvad jeg sæjer.) Derimod er det tilladt at tage en afskrift med hvilken man kan gøre, hvad man vil, evt. brænde.

Jesper

Jens 1954-03-24

Fr.havn den 24. marts 1954

Kære allihop!

Ja, faktisk var det en god ide med den vandre – hoppen – løbe eller [standrebog?] Alt efter hvilken fart den får på hos de respektive lemmer. For nogle af os søskende er forbindelsen jo efterhånden blevet noget julekortpræget. Alt efter alder og interesser er forbindelsen jo dog nogenlunde god hos forskellige. Det er dejligt, at Jesper har tilgivet os alt. Så kan vi jo trygt begynde forfra i håb om tilgivelse, når han igen ad åre modtager og afrunder bogen. Da hans ånd er i stadig henrivende udvikling, kan vi allerede nu glæde os til hans åndede indfald, og vi må næsten af hensyn til menneskeslægten håbe, at det ikke varer for længe inden “den [susende?] syge” udkommer. Jeg har hørt noget om at bogen skulle handle om tog og rejsende, men jeg tager næppe fejl i at antage, at det bliver en selvbiografi – titlen kan da ikke sige andet, når man kender forfatterens selverkendelse og selvbeskrivelse. Men måske har det sig med denne bog som med de mange penge, han har været lige ved at tjene. På den anden side kunne jeg godt unde Jesper denne ekstra fortjeneste så han kunne nøjes med at køre mælk på mejeriet én gang ugentlig og levere æg hver 4. måned.

Ellers er det Hans, der er i min nærmeste nærhed. Og vi har misbrugt telefonen adskillige gange i de ca. 10 år, vi har været “naboer”. Og gensidige besøg er det da også blevet en del af gennem årene. Der er stadig mægtige muligheder på gl. Klitgaard. Og det er kun godt, at de ikke bliver opbrugt. Den store familie og kommende slægter skulle også gerne have nogle chancer.

Det er nu hyggeligt, når brødre og søstre mødes – det skulle kunne lade sig gøre noget oftere. Jesper og Marierus glædede os med en dags besøg i febr., og vi fulgte med dem til Klitgaard og havde en god og hyggelig dag dér. En 14 dages tid senere skulle jeg til Tølløse, og i den anledning tog jeg over Hammerum for at besøge mor, Ingeborg og Jørn. Mor så godt ud rent fysisk set, men ellers bliver det desværre stadig ringere psykisk set. Det er altså på denne måde, mor bliver gammel. Andre får det på en anden måde. Og igen andre kan blive 90 uden særlig store skavanker. Alt dette skal jeg ikke komme nærmere ind på her. Mor er altså igen landet på Klitgaarden. Efter min mening er det et overmenneskeligt job at påtage sig, når der også er andre ting at tage vare på. Og hvis Bothilde og Hans må give op, da er der ikke andet for end at finde et godt plejehjem, hvor mor kan være under god pleje og stadig opsigt. Et sådant sted er der jo også kyndig assistance f.eks. under andre sygdomme end den fremadskridende forkalkning. – Jeg nævnte Tølløse før. Det var næste mål. I Tølløse boede jeg på skolen under en uges møder i kirken. Niels og jeg brugte selvfølgelig en del aften- og nattetimer til at drøfte et og andet. Det var også “pussigt” at møde Pussi dér i weekenden. Man tænker ikke over, at tiden går og at ens søskende allerede har så store og dygtige børn.

Det sidste ord i forrige sætning gav ideassociationen. Både Helga og Jesper efterlyser vore børn. Helene og jeg blev gift 12/2-1940. Helene er min kone og hedder Sigrid Helene Jakobsen f. i Kina 18/8-1918. Selv skulle jeg være født 12/12-1913. Helene har i al skrøbelighed født følgende børn til verden: Stanley 29/11-1940; Else 25/2-1942; Ruth 20/4-1944; Olaf Aarøe 19/5-1945 – og endelig vor lille luksus kælepot, Esther 11/1-1952.

Stanley og Else går i mellemskolen. Stanley er en grundig slider, alsidig både læse- og naturmæssigt. Efter skoletid har han byplads hos en gartner. Han går med liv og lyst op i spejderlivet – det værste, der kan ske med [ham?] Er, hvis Else eller Ruth kommer til at røre ved ham! Gør lidt mut og tvært indtryk.

Else er typisk Anhøjtype på den lyse [siden?]. Hun kan, hvad hun vil – og hvad hun ikke vil, kan hun ikke! Der er stof i hende både til den dybeste alvor og [?], men samtidig bobler det i hende med alverdens kunster og klovne- og skuespillerstykker. – Hun var i Norge hos en veninde sidste sommer – og desårsag skal Stanley på cykeltur i Sverige og Norge til sommer. Han sparer selv penge sammen. Om han er nærig (var hans far det?!) ved jeg ikke, men han er økonomisk og forstandig!!

Ruth gør som Else, men ikke med samme held! Hun ligner Stanley en hel del læsemæssigt set. Hun synger, hopper og springer – der var noget [?] i hende, men efter en hjernerystelse har hun måttet lægge noget af dette på hylden. Hun har en pæn håndskrift – og ved det!

Olaf er Olaf – og han kan blive til hvad som helst. Han har siden fødslen holdt til i [originalernes?] kaninbure og hønsegårde i kolonihavernes [?], lejlighedsvis har han også holdt til i landmændenes grisestalde og kohuse – hans tøj og hår har efter disse ture været en sand fryd for hans meget robuste mor! Hans lommer og [?] indeholder kort sagt alt.

Og så er der vor alderdoms trøst og ungdoms fryd: Esther. Vi har ikke nydt nogen som hende. Og for ikke at forsømme noget har vi brugt helt andre opdragelsesmetoder på hende end på de andre. Hun har lidt af Ruths og Stanleys bløde sind og skal derfor tages varsomt – hvad vi måske kun har haft for let for. Hun er lige så intelligent (!) som de andre, men har været meget langsom til at begynde den ædle talekunst – der har jo også været nok til dette! Nu hjælper det imidlertid – og i hvert fald kan hun skælde ud til gavns.

Og nu vil jeg slutte med at ønske Helga til lykke med de 50 på tirsdag. Jeg har tænkt på at købe noget til dig – og det er da i hvert fald pænt – men for ikke at udsætte dig for unødig udgift om ti år, lader jeg det nok være.

Hvad mener I om at mødes juleaften i år alle sammen med kone (el. mand) og børn og det hele hos Jesper – og så blive der og holde en rigtig velfortjent ferie på 14 dage – alt for noget? Nå, vi kunne da selv betale noget af billetten.

Og til alle til slut kærlig hilsen

Jens.

(afsender bogen til Niels 25/3-54)

Niels 1954-06

Niels Nikolaj Kofoed Anhøj

født 18-7-1915, gift 3-12-1942 (Ingrid: 3-11-1942) med Maalfrid Kappel Jensen, Thisted

Børn: Gunhild (f. 27-9-1943), Ingrid (f. 18-6-1945), Solveig (f. 28-7-1946)

Skolegang: 1 år i Sorthat (forskole) hos frk Andersen, som står for mig som den helt ud ideelle lærerinde. 6 år i Knudsker skole, først hos frk. Ipsen, sidst hos lærer Lærkesen, som nu er en ældgammel mand, jeg var engang i vinter med til hans hustrus begravelse.

Senere uddannelse: Præliminæreksamen 1935, dumpede 1937 til studentereksamen (som jeg dog tog senere, i 1942), 2 års uddannelse på Baptisternes prædikantskole i Tølløse, studierejser Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, England, Sverige, Norge, Finland.

Livets skolegang: Som barn drillet i hjem og skole for at være tyk og dum (med dertil tilhørende bank); et par pladser på landet, hvor jeg klarede mig så nogenlunde; præst i 5 år i Fr.havn og Skagen, præst 6 år i København, siden 1950 forstander for Tølløse højskole; hidtil 12 års ægteskab med dertil hørende rivninger og fornøjelser.

Natur og karakter: Overfølsom og hårdhudet, hidsig og sagtmodig, selvbevidst og fyldt med mindreværdskomplekser, store diktatortilbøjeligheder og uhyre føjelig etc….

Ydre kendetegn: 179 cm høj, 105 kg, blød i polstringen, blå intetsigende øjne, for lille mund (hvilket altid har begrænset mit ordforråd), sko.nr. 46-47, løgformet kuppel.

– Hermed har jeg så ydet mit bidrag til fremtidens historieforskning. Hvad jeg ellers har begået med mund, pen og hånd vil jeg af gode grunde overlade interesserede psykiatere at grave frem. Det som virkelig betyder noget, egner sig jo alligevel ikke til at nedfælde på papir og vil forhåbentlig aldrig blive fremdraget.

–

Ja, det var en god ide med denne bog. Jeg synes allerede, jeg har fået bedre kontakt med familien, og jeg synes faktisk allerede jeg forstår mine ældre søskende bedre end før. Jesper efterlyser åbenhjertige udtalelser, som det kan være svært at få indført, når der er mere end én Anhøj’er tilstede. Hvis du tænker på vort syn på hinanden og en nærmere udredning af forskellige “episoder”, så er jeg ikke så sikker på at vi skal bruge pladsen til det, hvad du jo for resten heller ikke selv gør. Foruden de virkelig sjove indfald og udfald, som findes i de hidtil skrevne bidrag, synes jeg hovedformålet må være at få noget at vide om hinanden. Vort arbejde er så forskelligt, at det er meget interessant at høre om de andres. Som sagt: mellem linierne i de foregående sider har jeg læst et og andet, som har givet mig oplysning om jeres liv og færd, som jeg ikke kendte. – For mit eget vedkommende er jeg aldrig helt mig selv, når jeg er sammen med jer, der er ældre. Det hænger sikkert delvis sammen med, at vi så sjældent kommer sammen nu – og for resten jo ikke heller tidligere har levet/været? så nær inde på livet af hinanden. Og noget hænger det vel også sammen med, at vi alle – for ikke at virke sentimentale – med sjov dækker over, hvad vi virkelig føler.

En af de tanker, som har optaget mig mest de sidste par år, er, at tiden går så hurtigt, og at vi faktisk er ved at være “ikke helt unge mere”. Af de 129 elever, vi har her på skolen, er over 100 født siden jeg selv første gang kom på skolen. Det var en mærkelig chokerende oplevelse at blive klar over den kendsgerning midt i en undervisningstime, hvor jeg ellers flere gange havde spurgt mig selv, om jeg nu også havde livserfaring til at være vejleder for flokken foran mig. – Det vil altså sige, at jeg – selv om jeg får lang tid endnu – kun har halvanden gang så lang tid at arbejde i, som der er gået, siden jeg forlod Bornholm for godt 20 år siden. Og så skal jeg endda opnå 10 år mere, end fx far fik. – Og så har jeg endda 5 søskende, som er ældre endnu! Er I alle begyndt at blive gråhårede? Mit hår er gråt ved tindingerne!!!

Det var en stor forandring for os for 3½ år siden at komme herud på skolen. Personlig skulle jeg til at være lærer og skoleleder efter nogle år som prædikant. Det tager naturligvis sin tid at omstille sig. Men uanset fremtiden (om jeg skal fortsætte her eller igen skal ud i en menighed), så ville jeg ikke have undværet disse år. De har lært mig meget om mange ting: hvad der skal til for at styre en stor flok unge; hvad det vil sige at have ansvaret for en større bedrift (skolens omsætning er i år på ¼ million) etc. etc. – For os privat har omstillingen betydet, at vi må give afkald på det meste af vort privatliv. Her foregår så meget hele tiden, at vi sjældent kan føle os fri og uafhængige. Skal vi rigtig være os selv, må vi væk nogle dage fra Tølløse. Det hænder at vi tager til København og gemmer os et par dage. I forrige måned rejste vi en uges tid til Fyn og senere til Varde. Vi håber i nær fremtid t få bil, så kan vi lettere forsvinde en halv eller hel dag.

Bortset fra dette er det et interessant arbejde, og selv om vi har haft vore spekulationer i anden retning, tror jeg, det går sådan, at vi vokser fast foreløbig. Men det kan man jo aldrig vide.

Det bedste ved det hele er, at arbejdet synes at gå så nogenlunde. I det lige afsluttede regnskabsår har vi haft et driftsoverskud på ca. 14.000 kr., og i sommer har vi det største elevhold i de snart 4 år. Overskuddet er så meget mere glædeligt, som vi i afvigte år har ofret adskillige tusind kroner på skolens forskønnelse, og vi har i de senere år fået 15-20.000 kr. højere udgifter dels ved min ansættelse og dels ved en nybygning, som vi har måttet finansiere gennem lån. Nå, men de økonomiske forhold kan ændre sig fra år til år. Skolearbejde har aldrig været nogen guldgrube, og bare 10 elever for lidt ét år kan være katastrofalt. Det eneste helt sikre fra år til år er udgifterne, men de er til gengæld store.

Hvad der har glædet mig personlig her i Tølløse er, at Maalfrid har vist sig at have fremragende evner både som leder af indendørs personalet og som værtinde på en højskole. Er det sket fremskridt i disse år på praktiske området, skyldes det hende. (Dette må I nu ikke fortælle hende, for hun ved det alt for godt i forvejen!)

–

Flere har omtalt mor her i bogen. Selvfølgelig håber vi nu, at det kan gå på Klitgården, men jeg synes alligevel ikke, vi kan byde Bothilde og Hans den opgave i det lange løb. Hvad skal vi gøre? Hvis det kommer til at koste mere end mors pension at få hende passet rigtigt, kan vi jo sagtens hjælpes ad, og det må jo blive resultatet, hvis B + H giver op. Et lille stik i hjertet har alle vi andre jo over, at vi ikke kan andet end tilbyde at betale os fra det, som vi gerne havde ydet på anden måde for mor.

Aflev. til Marie d. 21/6 54

Niels

– og leveret videre til Olga samme dag (Marie)

Olga 1954-06-21

Modtaget her i Zinnsgade – bragt af vor fælles nevø, Maries søn, Lars – [2?]/6 54 kl. 18.40. Olga

Kære søskende

Ja, jeg tænkte jo nok, jeg ville være en af dem, der kom til at bøde mest, hvis vi indførte straf for at have denne nu med rette kaldede kravlebog for længe. – Da Marie, som nu skal have den, for en måned siden sagde, at det ikke hastede for hendes skyld, går jeg ud fra, at hun vil gøre forsinkelsen god og aflevere den til Julie i meget nær fremtid. I øvrigt vil jeg foreslå, at de bøder der i fremtiden måtte blive indført må blive klækkelige og anvendt til gave til mig min 40 års fødselsdag. Da jeg fyldte 35 i torsdags, dvs. d. 15/7 1934 kan I selv regne resten ud. Da jeg ved, at denne oplysning er en stor overraskelse for jer alle, sådan omtrent da (eventuelle forsinkede bidrag kan sendes til Helga, der måtte ud med en stor gave til mig), vil jeg ikke denne gang bebyrde jer med mere.

Hans’s forslag om efterhånden at notere, hvad man heri vil berige søskende og kommende tider med, var nok værd at lægge sig på sinde. For mit vedkommende må jeg indrømme, at jeg har følt mig fuldstændig paralyseret i al den tid, jeg har haft bogen i huset. Jeg skal derfor føle mig lettet, efter at jeg på denne Tirsdagen den 20. juli i det Herrens år 1954 går hen og afleverer den til Marie

Olga Kristine

Ja, enhver må mene, hvad han eller hun vil, i anledning af det ord, min pen nægter at skrive. Jeg bemærkede dog intet lynnedslag eller lignende.

Olga

Marie 1954-07-20

Modt. 20/7 1954 Marie

22.7.1954

Goddag!

Det er vist ikke nødvendigt, at jeg kommer med nogen udførlig præsentation af mig – der er sikkert andre, der kan gøre det meget bedre! At Niels i sin ikke holder sig helt til de historiske kendsgerninger nævner jeg for at fuldstændiggøre hans præsentation (Han er født d. 18.7.)!

At Olga til gengæld løber rundt i årstallene (se side 48) – ell. blev hun 35 år allerede i 1934? – er vel for at støtte Niels’s bemærkning om, at tiden løber og vi hører ikke mere til de helt unge; At jeg selv er født 24.2.1921 skulle vist stå fast. I alle tilfælde får jeg hvert år brev ell. anden henvendelse fra de fleste af jer! At jeg for det meste bliver husket skyldes måske det, at min fødselsdag falder, mens nytårsforsætterne lever ell. måske er det fordi man tænker: Ov, nu har Hans og Julie haft fødselsdag – der fik jeg ikke skrevet, så må jeg hellere skrive til Marie. I år f.eks. hørte jeg fra alle mine søskende undt. Elly. Det sidste forstår jeg altså heller ikke.

Tak Helga, fordi du vil høre om vore børn! Jeg har to! Lars som er 11 år skal begynde i I. mellem i næste måned! Han er stokdøv på det ene øre (På det andet af og til, hvis det passer ham). Desuden er han udpræget venstrehåndet og venstrebenet, han kommer ikke særlig godt ud af det med sine jævnaldrende kammerater – evige kævlerier er der – til gengæld er han bedste ven med kvarterets små børn, hunde, katte, kanariefugle og gamle folk. Sin trang til at skulle føle sig overlegen har han sikkert efter mig. Sådan en skulle jeg ellers ikke ha’ haft, for Olga har tit fortalt, at når jeg var rigtig uartig som lille og hun tænkte: “Så nu kan mor da rigtig se og høre, hvor væmlig hun er!” Så sagde mor bare: “Åh, hvor er hun sød!” Det var når jeg kiggede frem bag Olga for at se, hvordan stemningen var. Nå, men meget senere er der nogen, der har ment det modsatte. Det var Lars!

Så har jeg Marianne, hun bliver snart 6 år. Og hun er nu for det meste fuldkommen, men hun skal altså ses – sådan en sød lille pige med pæren i orden og hånden godt på skaftet. Og så er hun en tyran mod Lars! Kommanderer med ham, vi må i den grad værne om ham mod hende – den lille modbydelige unge!

Dette afsnit om børnene var altså til Helga!

Hver dag – morgen – tager jeg ind og arbejder på et forlag her i byen, hvilket, håber jeg, at man engang kan læse i den blå bog. Jeg er meget glad for mit arbejde, som også bliver godt betalt, min ægteviede, Knud bliver også belønnet efter fortjeneste, men også hos os glæder vi os til den dag, vi får råd til at leve som vi gør. Der var engang én, som endda var klogere end jeg, der sagde, at det var ikke så slemt at være fattig, blot man ikke skulle bruge så mange penge for at skjule det.

Som Jens glæder vi os meget til “Den susende syge”, men jeg tror ikke det bliver en selvbiografi, der er i alle tilfælde noget med nogle grå sokker m. huller.

5.8.1954

Nu må denne bog hellere komme videre. Der kunne ellers være noget mere at skrive om, men det går nok sådan, at i anden omgang bliver vi mere so selv.

9.8.1954

Ja, nu kan I se, hvor travlt, jeg har. Jeg ville ønske, at jeg kunne være meget mere i kontakt med mine søskende. Det var et forfærdeligt savn for både Knud og mig, da Niels og Målfrid flyttede til Tølløse. Nu så længe efter tænker vi stadig med vemod på, da vi boede næsten dør om dør og havde mange fornøjelige timer sammen. Men så er her jo Olga og Julie ser vi jo også af og til. Desuden opretholder vi kontakten med Helga gennem vort postvæsen.

Mange hilsener til jer alle sammen

Marie

afs. til Julie 9. aug. 1954

Julie 1954-08-11

Modtaget per post a 2:40 kr. d. 11/8 1954

Julie

Fik bogen på kontoret og kunne næsten ikke vente til jeg kom hjem med at læse den, samstemmer med mange i at det er den bedste idé i mands minde med denne med mange navne begavede bog!

Det er slet ikke som jeg er begyndt at skrive mit indlæg samme dag, som jeg har fået bogen, tværtimod, jeg begynder først på næste side, efter i en måned at have ventet på inspiration! Farvel så længe!

Lund den 1-9-54

Ja, nu er om ikke en måned, så dog 3 uger forløbet siden jeg modtog bogen og burde vel efterhånden have fordøjet indholdet samt fundet melodien.

Jeg så verdens lys den 12-2-1925 på Lille Sursænkegård i Knudsker på Bornholm. Det er ikke meget jeg husker fra omtalte gård, da min hukommelse i det hele taget er dårlig og jeg i øvrigt ikke kan have været mere end omkr. 5 år, da vi flyttede til “Hedebo”. Mon mor har foreslået, at grunden til min dårlige hukommelse kan stamme fra, at jeg flere gange som barn faldt ned og slog hovedet. Ret mærkeligt, da jeg i øvrigt var et meget stille og fredsommeligt barn, som alle mine søskende mener sig at have været. Forskellen på dem og undertegnede er, at jeg ved at jeg var det.

Som Niels har jeg som en af de sidste i flokken måske ikke følt mig helt fri i mine større søskendes nærværelse, vel fordi man har en utilfredsstillende følelse af ikke at blive regnet for rigtig voksen og dømmekraftig.

Efterhånden regner jeg dog med, at alle er fuldt klar over min kapacitet på de fleste områder. Ellers så spørg mig bare!

Da dette skal være en præsentation vil jeg kort skitsere hvad jeg har foretaget mig indtil dags dato. Tog mellemskoleexamen 1940, hvorefter jeg var hos Elly i 7 måneder, derefter husassistent til jeg var 18 år, sygeplejeelev 1 år ekspeditrice ½ år, i Finansministeriet i 5 år. Under de fleste af disse år gik jeg på translatørskolen 2 aftener om ugen og lærte engelsk og tysk.

Mænd havde jeg jo ikke haft tid til i den tid, så da jeg traf en sådan i Studenterforeningen faldt jeg omgående, blev bevidstløs i faldet og er først i de seneste år ved at komme til bevidsthed, om det er en behagelig opvågnen eller ej, må I selv om.

Dette, altså “faldet” skete sidst i november 1948, Februar 1949 blev vi forlovet ved ring og alting, hvilken dag vi blev gift, har jeg glemt. Genstanden hedder Sven Bengtsson f. 3/8 1926. Vi har en datter f. 12/7 1950, som hedder Eva Agnethe. Og hvilken datter, hun kan ikke beskrives hun bør opleves. Men forestiller man sig alle de [?] et barn kan have + en del til, er billedet nogenlunde klart.

Den øjeblikkelige situation er den, at Sven er ansat i byretten i Sölvesborg som dommerfuldmægtig. Byen ligger 8 km fra hans barnehjem, som er en provstegård i “Svetofte”. Fra Lund er der 100 km og vi ses hver anden week-end.

Selv er jeg kontorist på kassekontoret i en stor konfektionsfabrik. Min dag ser nogenlunde ud som følger:

Opstigning 6.15. Påklædning af Agnethe og mig selv, madlavning og farer ud af døren kl. 7.30 for at aflevere Agnethe hos en rar familie, som passer hende om dagen, og derefter til stationen for at nå et tog 8.05, da min kontorplads ligger i den nærliggende by Eslöv. Her er kontortiden 8.30-17.00, efter Hanses mening sover og hviler jeg mig i 8½ time, efter min mening er jeg travlt optaget i den tid. Kommer til Lund igen 17.30, skal nå alle indkøb inden 18.00, hente Agnethe, er hjemme ca. 18.30 og har så hele aftenen til min rådighed, selv vælge om jeg vil vaske, stryge, gøre rent el.a.lign. hjemmesyssel. Trods de 8½ times hvile på kontoret er jeg temmelig træt, når jeg går i seng, hvilket ofte bliver lidt sent, da man jo gerne vil have lidt tid til at læse og skrive brev m.v. Heldigvis findes der noget, der hedder søndag!.

Ja, nu har jeg vist udbredt mig nok om mit interne privatliv. Og måske i det hele taget. I så fald vil jeg slutte.

Tilsidst vil jeg udtale min beundring og tak til Helga for hendes tålmodighed og omsorg for mor, jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke selv kunne have gjort det tilnærmelsesvis så samvittighedsfuldt. Dels fordi hele mors forandring gør mig så deprimeret, at jeg helst vil tude, bliver nervøs og den første tid, især, efter jeg har set mor, har mardrømme om natten. Dels fordi jeg har en uhyggelig følelse, at mor måske inderst inde griner af os alle, og det hele er et værn og skjul. Mor har jo tidl. Altid talt om, at hos nogle af sine børn skulle hun aldrig bo, og så var ensomheden måske alligevel for stor?

Beklager at mit indlæg ikke blev så kvikt, men hamle op med Jesper, kan jeg jo alligevel ikke, har har moret mig kolossalt over hans indlæg.

Håber Jørn afsender bogen i tid til Helga!

Afsendt til Jørn 7/9 Julie

Jørn 1954-09-11

I dag lørdag den 11. september 1954 har jeg modtaget den tidligere navngivne bog mod betaling af et mindre beløb i kontanter, men jeg kan ikke fatte, fordi Julie og jeg er velbeslået med betalingsmidler, at vi så i den grad skal afbenyttes som betalere til samfundet ved at afstå penge både ved modtagelsen og videreforsendelse af bogen, men det er måske valutakrisen, der gør sig gældende. Mit fulde navn er vist så velkendt indenfor familien, at det ikke kræver en nærmere forklaring, ej heller fødested og -dato, da I jo alle i hvert fald har kunnet været vidne til min fødsel, dog har Julie måske på daværende tidspunkt været i så ung en alder til at få den [hele?] forståelse og betydning ud af min fødsel.

Da det måske senere hen kan have betydning hvad jeg har foretaget mig i den forløbne tid, må jeg hellere oplyse, at efter afsluttet mellemskoleeksamen i 1941 rejste jeg op til Hans og var der i 10 måneder til 1-5-1942, hvorefter jeg i sommerhalvåret 1942 havde plads på Bornholm. På Helgas foranledning blev jeg atter fragtet op til Hans, ekskorteret af moder, Elly, Jesper og så vidt jeg husker også Olga, idet vi skulde om ad Thisted for at fejre Niels og Målfrids bryllup. Hos Hans var jeg til november 1943. Så faldt det i min lod at skulle tilbringe ca 3 år på arb.[?]. 1½ år som landvæsenselev på en 416 tdr. ld. stor gård, ½ år som fodermester, ½ år som arbejdsmand ved oprettelsen af en flygtningelejr og resten af tiden som daglejer på en gård. Fra 15/5-1946 til 11/12-1951 til 25/6-1952 aftjente jeg min værnepligt som omnibuschauffør ved flyvertropperne på flyvestation Karup. Har efter det været “ølslæver” i 1½ år og er nu chauffør på et teglværk, der ligger lige udenfor Hammerum. Den 2/7-1944 traf jeg Ingeborg (hende jeg nu holder avis sammen med) første gang, blev gift med hende efter talrige overvejelser d. 8/2-1948, hvilket resulterede i Poul-Verners fødsel den 25/7-1949. Flemming blev født den 9/12-1950 og sidst Bent den 23/12-1952. Poul-V. er meget rolig og blød/blid? Han er lang af sin alder og bruger briller. Flemming og Bent går derimod mere i bredden og er mere “robuste” og [viltre?] i sind end Poul V. –

Begrebet “mindreværdskomplekser” i selskab med mine ældre søskende kan jeg give min fulde tilslutning når undtages Helga og Elly i hvis samvær jeg synes mig på lige fod med dem. At jeg også gør det med Julie regner jeg med er en selvfølge da vi jo er vokset op sammen. Men til tider føler jeg mig helt afskåret fra jer alle, især når der kommer breve i hvilke I skriver, at den og den har været der og der, og da og da skal de og de der og der. Det er bare her der ingen kommer. Jeg er glad over, at mor var her i 2 måneder i vinter, det trak da Jens hertil. Niels skriver, han har været en tur i Varde. Da havde det været rart, om han havde lagt turen om Herning til os, hvilket ikke havde været så stor en omvej for ham som det ville have været glæde for os. – Nu vil jeg slutte for i aften og så have læst jeres beretninger igennem endnu engang inden jeg afhænder bogen og måske kan jeg finde på noget mere vægtigt at skrive om en anden aften.

Søndag den 12. september – Også jeg er glad for at denne bog er kommet i gang, ikke mindst på grund af, at man får en del at vide, som man ikke har hørt før, bare den så kan vedblive med at cirkulere. Alene nu ved dens første runde forekommer der nyheder, som i sig selv altså er gamle. Nu dette, at Kirsten er blevet gift har ikke nået til min viden langt mindre, at det har været ved at gå i stykker for hende og Ole igen og er det måske nu; det er jo snart et helt år siden, Helgas indlæg er skrevet. – Jesper mener at have noget til gode ved nogen af os i anledning af væddemål ved tvillingernes fødsel. Det vilde være rart om en af jer, som er bedre vidende desangående, vilde fortælle, hvad det går ud på, da jeg intet har hørt om det og på en måde, efter at have læst Jesper indlæg, føler mig truffet ved ikke at have erlagt betaling.

Jeg blev meget rørt over at læse Hanses og Jespers tak til Ingeborg og mig. Jeg vilde så gerne, at vi kunne have beholdt mor, men jeg tror, at Ingeborg nærmest var bange for hende. Mor havde jo det med at komme listende og skule om hjørner og så samtidig med de sørgmodige og nærmest tomme øjne, som mor nu har fået kunne få Ingeborg til at blive hvid af skræk. Ingeborg så altid de øjne for sig og det var uudholdeligt for hende. Jeg tror også, at vi aldrig fandt frem til den måde, hvorpå vi bedst kunne tage mor. Til tider syntes jeg, mor befandt sig rigtig godt, men til andre tider blev hun helt rastløs. Det var hårdt for mig den dag, vi bar mors sager ud på lastbilen, da jeg altid så gerne har villet gjort godt for mor på hendes sidste dage, men for Ingeborgs skyld kunde det ikke lade sig gøre, da det var hende, der måtte afbøde mors særheder mest, idet jeg ikke var hjemme om dagen. Da Ingeborg heller ikke kender så meget til jer søskendes forhold, var det svært for hende at give mor forklaring på mors forskellige spørgsmål. Jeg vil også ønske, at vi alle må kunne samles næste år til mors 75 års fødselsdag, hvor det så end bliver. Det har kun sket 3 gange tidligere, at vi alle har været samlet.

Hvad vi foretager os i vores “fritid” sker herhjemme. D.v.s. i torsdags var vi i Ikast at besøge nogle bekendte, men ellers er det et år siden, vi sidst har været ude sammen. Børnene er jo for små til at være ene. Til tider læser jeg højt for Ingeborg medens hun sidder og syer, og det kan somme tider strække sig til over midnat. For tiden læser jeg op af en bog, Marie gav mig i Vinter. Den hedder “Kun den stærke er fri” og er på over 1000 sider. Da jeg læste den for mig selv i venter, var jeg næsten ikke til at råbe op, så spændende forekom den mig. Forfatteren hedder Ayn Rand, og jeg skrev til Marie, om det var en mandlig eller kvindelig person, men det må hun have svedt ud igen. Måske kan det oplyses i denne bog.

Niels’ oplysning af ydre kendetegn, synes jeg er en god ide. Det kunde være interessant at vide hvor meget vi tilsammen måler og vejer, og for den sags skyld også hver for sig, så jeg vil straks oplys mine: 184 cm høj, 98 kg, livvidde 96? Cm, sko-nr 46, 3 cm langt ar på venstre underarm, kraftig benbygning, der ender med platfødder.

Til slut vil jeg så ønske, at bogen må gå raskt rundt, da det er spændende at se, hvad der bliver skrevet. Da jeg tror, at I øvrige også længes efter at læse, hvad de andre skriver, vil jeg se at få sendt den videre til Helga allerede i morgen, at den ikke bliver liggende lidt for så at blive glemt. Der kunde måske have været et og andet, som jeg kommer i tanker om jeg vilde have skrevet, men vil så benytte mig af Hanses eksempel at nedskrive det med det samme, så stoffet ligger klar til min tur kommer næste gang, hvilket vil blive til juli næste år forudsat den ikke bliver beholdt mere end en måned i gennemsnit af nogen. Ved første runde er den jo blevet 3-4 måneder forsinket

Hermed mange kærlige hilsener til jer alle

Jørn

P.S. Kan det slet ikke lade sig gøre at få Elly med? Det er så [sært?], der står blade tomme beregnet for hende.

Afsendt til Helga d. 13. september 1954

Helga 1954-09-19

“Helgahus” 19. september 1954 Ja, så er vi ved anden runde, og det er med lidt blandede følelser jeg begynder. Mor og jeg har lige hørt sidste halvdel af gudstjenesten fra Kristuskirken.

I kan nok forstå, at man kommer til at tænke på det, der nu er ved at være fortiden for for mig, det er 37 år siden vi boede i Kristuskirken. Selvom jeg syntes at sang og musik var alt for afsnuppet, (det var vel fordi tiden var knap), så var det alligevel rart at høre fra sin barndomsegn.

Elektriciteten har været lukket i dag p.gr.a. reparationer på værket, derfor kom vi først så sent med. Jeg tror at sin religion er det man senest glemmer, mor spørger mig tit om jeg ikke kan synge, mor vil så gerne høre salmesang. Vi har det rart med mor stort set. Der kan være og er mange ting, men det er da til at komme igennem. Jeg (vi) er i alle tilfælde [glade?] for mor er her

Jeg vil ærligt og redeligt indrømme, at det lå meget tungt på mig, at en el. to af vore svigerinder skulle være afhængig af at passe mor, i særdeleshed da jeg er sådan stillet, at vi kan have mor her. Og det beder jeg jer alle om at tro på at mor her skal og bliver behandlet pænt og følsomt. Især mærker og føler mor meget hurtigt, hvis man er imod mor, og det synes jeg er synd, mor kan jo ikke gøre for, at det er blevet som det er.

Og jeg kan godt sige jeg kan og vil gøre meget uden at føle det som en tvang, og når mors særheder kommer, forstår jeg dem til dels, mange gange er det fordi mor pludselig kan føle sig ensom og alene, mor spørger efter sine børn, familien, forældre o.s.v. Se sådan kan man altså få det, det ville jeg ikke have troet om mor, mor har jo altid så let som noget affundet sig med at vi børn skulle ud, og man havde på fornemmelsen, at mor følte det som en lettelse, når vi [jokkede?] af alle sammen.

Men mor har det stadig sådan, at der immmervæk helst skal ske noget. Og vi kører en del ture for mors skyld. Det er bare så hurtig glemt. Elly kom en dag i denne mnd. med eftermiddagsfly og var her 2 dage og det var en opmuntring for os alle.

Det har glædet mig at få hele familiens data, så nu skal jeg have dem afskrevet så behøver man da ikke diskutere år og tal familien angående. Det var uopdragent af mig ikke at lægge for men her er hermed vores

Helga Margrete Anhøj født 30-3-1904 g.m. Lorentz Wilh. Jensen – 28-11-1901

Blev formælet hos [?]-mand Skovgaard, Knudsker 5-6-1926 kl. 2, senere på dagen bekræftet ved håndspålæggelse af Joh. Rødvig, daværende forstander i Bornholms baptistmeninghed.

Børn: Kirsten Wilhelmine f. 7-6-1927

Hans Otto Anhøj f. 4-2-1940

Kirsten er gift Olsen, og Kirsten blev viet i Ansgarkirken i Aalborg 15. sep. 1952 til Ejnar Ole Olsen f. 4-12-1919. Ole er inspektør i “Kilden” i Aalborg. Før vielsen som foregik om fmd. blev Kirsten døbt ikke af tvang, men fordi Kirsten syntes det skulle være sådan. Mens vi er ved mit, skal jeg i korthed berette, at Kirsten og Ole har det så godt sammen igen, Ole er en ualmindelig god, rar og dygtig mand.

Hans Otto er endnu ikke kommet på omtalte taleinstitut, der var nemlig 1½ års ventetid, og deraf er der kun gået det halve år, da det varede en rum tid inden vi i det hele taget fik besked desang.

I det store hele ser det ellers ud til at de forskellige søskende med tilhørende koner mænd og børn er tilfredse og glade. Man bliver faktisk helt beskæmmet, når man læser om de mange børn brødrene har (man vidste det selvf. i forvejen) det skal ses på papir også. Guldkorn har jeg jo frist til at komme med næste gang, da jeg jo først nu får ideen fra Hanses indlæg.

Tænk, det er over 2 timer siden jeg begyndte her, men jeg har solgt adskillige liter benzin, og en del kioskvarer også. Wilhelm er kørende i Allinge for at se til sin mor, som ligger for døden. Wilhelms mor blev 79 år 2. maj i år. Vi har ofte været dernede i den senere tid og mor har været med.

Moster Emma fyldte 60 år i august, vi var til den, og traf der moster Kristine og morbror Kristian bl.a. morbror Kristian var rystet over at mor husker så dårligt, så meget selvfølgelig som familien Kofoed lader sig ryste. Morbror Kr. sagde flere gange til mig, det er ufattelig at Petrea husker så dårligt, hun som altid har været den fermeste og raskeste af alle. Morbror Kr. prøvede på at tale til mor om sin kone som han nu har på Oringe, men det glippede at tale om det.

Vi mente vi tog afsked med Wilhelms mor i tirsdags, da lægen havde sagt at det efter al menneskelig beregning ville være slut i løbet af dagen, men da vi kom livede Wilhelms mor så meget op, at man næsten ikke kunne tro det. Men nu menes der at det bliver slut snart. Jeg kommer med så meget uvedkommende, men man er jo så optaget af det lige i øjeblikket fordi det nu berører os fordi det er Wilhelms mor.

21/2-55 Wilhelms mor døde 5. Jan. 55.

Tante [?] morbror Kristians kone døde nytårsaften på Oringe blev begravet fra Olsker 7. januar.

Håber Marierus er rask igen. En rokkestol fra det 14. årh. tror jeg ikke rigtig på; men la´ vær med at skrive om den slags gamle ting, det tåler min lever ikke. Og medens vi er ved Jesper så har jeg betalt oven i købet dbt. da det blev 2. Medens jeg husker det, jeg glæder mig til gaven fra Jens!

Synes jeg bliver ked af at læse om Nielses og Jørns komplekser i samvær med de ældste søskende. Jeg synes altid vi har haft det rart med Niels, og jeg har den dybeste respekt og beundring for hvad mine brødre har nået. Skynder mig at skrive at jeg er også godt tilfreds med mine søstre. Selv har jeg kun dumpet til organisteksamen to gange bestod tredje gang. Skyder mig ind under min forfærdelige nervøsitet ved disse lejligheder, jeg vil sige at man som ældre kan annamme megen lærdom men man kan blive for gammel til offent. Opvisninger når det gælder en eksamen. Ellers er jeg ikke nervøs for noget. Jeg fik da kørekort da jeg var 43½ år (til lykke!)

Ellers er jeg glad for vandrebogen, jeg syntes i mit stille sind da pigerne begyndte at tale om den, at det var da en kedelig tvang at komme ind under, jeg syntes det var ligesom at blive tvunget til at krænge sit inderste jeg ud. Men det går jo meget godt, når man kommer i gang om der så er nogen der har noget positivt udbytte af mit er jo ikke sikkert; men det er en lettelse at have et sted at skrive om sig selv og sit. Og så synes jeg at det er rart at læse hvad de øvrige skriver om.

Jeg synes f.eks. at jeg ser Jørn med andre og bedre øjne nu, ikke fordi jeg har noget at anke over; men jeg har haft lidt på fornemmelsen at Jørn gled mere og mere væk fra mig. Og så var jeg endda så glad for Jørn, da han var lille en sødere og kønnere dreng var der ikke til. Stort mørkt krøllet hår, store blå øjne og en dejlig teint. Da jeg ca. 5½ mnd. Senere fik min Kirsten kunne jeg ikke rigtig finde mig tilrette med den lange, tynde, blege unge der kom til da jeg var vant til de blomstrende søskende der altid havde været hjemme. Men Kirsten kan nok klare sig med sit udseende og en god pige har hun altid været, og nu synes jeg selv hun nok kan gå an. Men Jørn vil nok blive forbavset når han ser Kirsten, for det er vist snart noget siden. Der var vist ellers talt om et møde da Jørn var i Karup.

september 54

Det af Jesper [?] tilgodehavende og af Jørn adspurgte hvad er, er ganske simpelt at mor havde lovet dem der kom med det 25. barnebarn skulle få 10 kr. af mor, og af hver af de øvrige søskende. Og for at det kunne blive Jesper og Marie der rendte med gevinsten måtte der 2 til og det er så Knud og Erik f. 5. juli 48. Marie kom med Marianne 20 septem. 48. Og det er jo klart at der måtte 2x10 af hver (altså at hver familie giver [?] 20 kr.). Og det vil jeg herved opfordre de resterende at betale inden årets udgang. For øvrigt sad jeg og regnede ud i aftes at Jørn og Ingeborg er kommet med nr. 30 barnebarn. Er der nogen der har tænkt på det? Hvem kommer med flere? Det kommer selvfølgelig heller ikke mig ved.

Fastelavnsmandag 21. febr. 1955

Nu er jeg under god indflydelse igen, thi jeg har lige hørt børnegudstjenesten i Kristuskirken (mit gamle barndomshjem). Derfor vil jeg skynde mig at blive færdig med bogen og få den afsendt.

Mor går det stadig godt med. Mor er utrolig rask og rørig, har sin gode appetit og for det meste også sit gode humør. Det kan ske man ved sengetid får et korset i hovedet; men det sætter jo kolorit på det hele. Så længe mor husker hvem Wilhelm og jeg er, vil jeg være glad, når mor skal op om natten ligedan vågner om morgenen kalder mor altid “Helga” og I kan ikke tænke jer hvor det glæder mig og opvejer meget.

Tak Jørn og Ingeborg for det gode brev vi fik fra jer for et par dage siden, vi var meget glade for at høre fra jer. Ayn Rand er kvindelig forfatter, ja det er bøger man kan læse flere gange, Kirstens Ole hentede trøst i den. Nu må du Jørn ikke være vred fordi jeg har smølet så længe med bogen. Håber også de øvrige vil børe over med mig, næste gang skal bogen komme hurtigere ud igen fra mig.

Siden mor er kommet til os har vi haft besøg af Niels, Elly, Kirsten og Ole, Julie og Kirsten igen. Og Marie var her 3 dage først i februar, og de besøg er vi glade for det giver afveksling. Og så er pigerne Olga, Marie og Julie så flinke til at skrive til os det siger vi tak for. Til jul fik vi breve og hilsener fra de øvrige også, tak for det! Hans Otto er under Nielses svøbe i vinter på Tølløse efterskole, og det er vi godt tilfredse med, han er så glad for at være der, og han er jo frem for alt under god indflydelse.

Vi er ellers godt skruet [?] inde af sne, men vi kan godt nyde vinteren og de dejlige landskaber, selvom det stagnerer arbejdet i vort fag. Nu ses vi alle til mors fødselsdag som holdes d. 25. juni fordi det er en lørdag, og vi glæder os. Elly menes ikke at være moden til at skrive i bogen endnu, sender derfor bogen til Hans.

februar 1955

Hans 1955-07-30

Skovfogedhuset Bangsbo pr. Frederikshavn den 30. juli 1955

Sender bogen videre i dag og giver mig snarest i gang med klade til jeg næste gang om ca. 9 måneder får bogen igen.

Vi har det godt og er ved godt mod, sunde og raske.

Kærlig hilsen til alle! Sender bogen i dag.

Hans

Jesper 1955-07-29

Ørslev 29. juli 1955

Ja – så er det ved at være tid at få bogen videre (hvad fejler du dog bog – du er ikke til (at) skrive i – mon Hans har kommet noget på papiret). Jeg havde ellers lagt op til et større indlæg – men det får være til en anden gang. Vi er så trætte her i Ørslev. Marie og jeg har nu gået og luget roer i 2 mdr. uden ferie eller andre behagelige afbrydelser. Vi er nu færdige for i år. Marie sagde at det var godt – skulle hun have fortsat ret længe endnu, var hun blevet tosset i hovedet og endt på en tosseanstaldt. Vi har nu lavet den aftale med hinanden, at den der kommer der først skal have et lugejern smuglet ind af den anden, således at man har noget at gå at slå i buksbomhækken [?] med.

Morproblemet løste sig altså selv. Da vi var til begravelse på Bornholm, spurgte Elly mig, om jeg troede, at mor havde mødt far nu? Jeg fik vidst ikke svaret noget rigtigt til det. Ellers vilde jeg have sagt dette, at i alle tilfælde var mor et sted nu, hvor der var godt at være.

Tak for alt mor – ære være dit minde

Og livet går videre. Tiden går. Legemet nedbrydes og man æ et væ man hæ væt. Om slig viden kan jeg oplyse mine kære søskende om, at jeg i det forløbne år [har?] en kindtand og begyndt at bruge briller. De grå hår spreder sig fra tindingerne nu ud over det ganske hoved. – Men jeg ønsker mig ikke én dag tilbage. Der var vel dem, der synes, at jeg er kun en karikatur af, hvad jeg burde have været. Jeg er heller ikke tilfreds med alt, hvad jeg har bedrevet i denne verden. Vender man blikket imod det materille – jo, så står de mål man satte sig i sin ungdom og virkelighedens nu i skærende kontrast til hinanden. Og der har været chancer til at nå noget mere – men forspildte -!!! Vender man blikket indad – så må man jo græde over de svingærinder, man gjorde i løgnens [?] tjeneste – og hvem kender ikke til tømmermænd – de naturlige – de moralske og til tømmermanden fra Nazaret. Både om det første og det andet er at sige – man havnede altså i Ørslev, Enghave – og det var godt – her har man fået en forestilling om hvad det var, at Moses skulle lære, da han flygtede ud i ørkenen.

Problemerne er ikke løst og vanskeligheder har man stadig. Og dog synes man, at alt står i forklarelsens tegn. Skal man gøre [?] op, så tror jeg, man betænker sig et par gange før man byttede det hele væk for en herregård om man gik et sådant tilbud.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde bliver velhavende, men jeg håber dog engang at kunne komme til at sidde sådan i det, at man kan afstå fra den store [?] produktion, således at man kunne få tid til at nedskrive betraktninger, man har gjort sig.

Nå – det var ellers meningen, at dette her skulle have været en kort hilsen, men det går gerne sådan, at når jeg får fat i pennen, så løber den løbsk.

Skal man gøre et par bemærkninger til de andre tillader jeg mig at gå imellem den ældste og yngste med denne korrektion?, at “Ayn Rand” er et hanmenneske.

Til Jens vil jeg sige dette, at “den susende syge” er færdig; dette udmærkede [?] forfatterværk ligger i min skrivebordsskuffe tilligemed meget andet godt ragelse. Vanskelighederne kommer herefter kun til at få det udgivet. Jeg har tænkt på forlaget i Ole Suhrsgade, men det lader sig nok ikke gøre, men måske kan Nørgaard bruge det som føljeton i B.U. – det kan nok heller ikke lade sig give sig. En sidste udvej var jo, at du kunne købe det – du under mig jo denne fortjeneste.

Til Jens vil jeg videre sige, at der i vor forunderlige verden er noget, man kalder den abstrakte malerkunst. Uden i øvrigt at komme ind på denne sikkert udmærkede kunstarts betydning for samtiden, så er det mere dette der liggger til baggrund for denne – det sete afhænger af øjet der ser –

Nej, jeg er ved at falde i søvn – godnat.

6/12-55!!!

Ja, man må tilgive mig – jeg skal gøre det i morgen – ja i morgen – i morgen, i morgen og 150 til. Det har gået med bogen som med alle dem jeg har lovet brev – når jeg endelig har fået samlet mig sammen til at skrive noget, er jeg ikke tilfreds og putter det af vejen og kan så ikke få det gjort om.

Vi er så godt som færdig med efterårsarbejdet så man får lidt mere ro et stykke tid.

Jeg prøver at sende bogen til Elly og hvis hun fortsat ikke vil have noget med den at gøre, beder vi hende sende den til Jens og til samme adresse, hvis hun vil have noget med den at gøre. Mange tak.

Ørslev 6/12-55

Jesper

Jeg har to nytårsfortsætter – det ene består i at få den bog videresendt. Altså afsendt til Elly den 3/1 – 56.

Jens 1956-05

“Det er altid en festdag, når man træffer nogen, der har ens unoder i højere grad end man selv” (Jakob Paludan), – om “festdagen” er på jeres eller min side, må I selv afgøre!

Ærede medlemmer i dette høje ting!

For at jeg ikke skulle hovmode mig – blev der givet mig en torn i kødet”. Sådan skrev salig Paulus engang. Det er aldrig blevet opklaret hvad denne “torn” var for noget. Men denne vandrebog har nu et stykke tid var mig som torn i kødet – måske for at sige til mig, hvad I andre altid har vidst, at jeg er ikke bedre, end I andre!

Siden dens uåbnede ankomst fra Elly (hun havde blot pakket nyt papir udenpå Jespers) har vi haft isvinter, benzinstrejke og pinse. Jo, og så havde vi også Elses 14 års fødselsdag den 25. febr.!

Der er sket et og andet, siden jeg for godt to år siden skrev i bogen sidst. Men vi bor stadig i Frederikshavn og er glade for arbejdet på disse egne. I løbet af 12 år gror man nogenlunde fast og kan ikke godt tænke sig at gøre forandring, når man ikke vil arbejde og er “fundet ind” i befolkningen og menigheden. Børnenes skolegang og kammerater holder os også fast. Og vores bedstemor kan vi heller ikke godt lade i stikken.

Stanley går til mellemskoleeksamen i disse dage. Efter sommerferien er det meningen, at han skal begynde på gymnasiet for at læse til studentereksamen i tre år. Else skal i 4. mellem efter ferien og Ruth skal i 1. mellem.

Som I ved, købte vi ny bil sidste år. Det irriterede mig noget, at man ikke ville give os indkøbstilladelse, så [?] blev [?] – præmieringen større. Vi har lånt pengene privat, og hidtil har vi kunnet klare afdrag og renter. Det har lettet mig meget i arbejdet med bilen, og vi har taget mange skønne ture privat.

Helene kom frisk og udhvilet hjem sidste sommer fra fire måneders udenlandsrejse – finansieret af bedstemors sidste penge. Vi har i vinter været usædvanlig raske alle sammen. En gang imellem har det [mindet?] mig, at jeg ikke sidste år fik nogen ferie. I år er det planen at tage tre ugers ferie. Helst ville vi leje sommerhus ved stranden, men skal vi have det rigtige ud af dette, skal det være et stort hus, og det er som bekendt dyrt. Havde vi haft råd, kunne vi snart tænke os ferie på Bornholm. Men også det får vente. Vi har fået tilbud om at bo i et skovfogedhus ved Lyngså i en dejlig plantage tre km. Fra stranden. Det er hos nogle, som Helene og bedstemor kommer sammen med i norsk klub – disse skal selv ud at rejse, mens vi så passer deres blomster! Det bliver nok dér ferien tilbringes.

Jeg er ved at være færdig med tilsåning af haven. Det er sent – og det er snart meget tørt. Men trods alt grønnes og gror det i den skønne maj! De få frugttræer vi har er ved at stå i skøn blomstring.

Helene og jeg var i “Skovhuset” for nogle aftener siden. Bøgen var lige sprunget ud, men det var så blæsende og hundekoldt, at vi måtte holde os inde ved den varme kaffekande og ditto kakkelovn. Hans har haft meget travlt med at hjælpe naboen og med at få sit eget tilsået. 1. pinsedag var vi på biltur til Asdal ved Hirtshals og besøge nogle venner. 2. pinsedag var vi til pinsestævne i Løkken sammen med 1100 fra Nordjylland. Begge dage var det solskin – men kold vind. I går “3. pinsedag” var jeg i Skagen og begrave en lille dreng på ni md. Det var en trist pligt. Men en af præstens mange opgaver er jo at stå ved andres side både i glæde og sorg. Og selv om det er så lidt, man formår, er det velgørende at opleve, at man nu og da får lov til at være til lidt nytte og opmuntring.

Og så har jeg været med til en masse møder gennem vinteren. Undertiden spørger man selv, om det ikke er for mange, men når så resultaterne gøres op (så langt dette kan lade sig gøre) resolverer man, at det er det nok ikke alligevel. Ved afslutningen på en møderække i Skagen forleden var der fem unge, der trofast har deltaget i møderne vinteren igennem der bestemte sig for at “give Gud ret”.

Niels var her i april blandt andet for at kæmme området for “emner” til højskole og efterskole. Da vi efterhånden har en stor ungdom, lykkedes det at få antallet op på fem stk. til skolen i sommer. Ved siden af dette var det selvsagt hyggeligt at være sammen i fælles forsøg på at reformere familie og samfund (sidste både i folkelig og kristelig – om man vil: grundtvigsk – betydning).

Ellers er både ånd og hånd for tung til forsøg på at løfte sig højere i aften ud over dette almene og spredte [brev?]!

Kærlig hilsen til jer alle!

Jens

Onsdag den 23. maj 1956 kl. 21.30

Niels 1956-06-02

[Foto af Målfrid, Gunhild, Ingrid og Solveig er indsat i øverste venstre hjørne]

2-6-56 Det er i dag nøjagtig 2 år siden jeg afleverede bogen til Olga og Marie.

Jeg læser naturligvis en del, men intet så interessant som denne bog. Evnen til at udtrykke os skriftligt (og for resten også mundtligt!) har vi åbenbart alle. Eftersom jeg næsten hver uge retter en bunke stile, ved jeg noget om, hvor sjælden den evne ellers er.

Men vigtigst af alt er, at vi kommer i kontakt med hinanden og kan følge hinanden bedre.

Til Jørn vil jeg sige, at I kan vente mit besøg en gang i oktober. Jeg tager gerne månedskort til banerne i april og oktober, så det bliver ingen væsentlig ekstra udgift i den anledning (bilen har ikke indfundet sig endnu, og det varer nok et par år til).

Til Helga: Jeg burde have undtaget dig, da jeg skrev om ikke at være mig selv i mine ældre søskendes nærværelse – og for resten gælder det vist for alles vedkommende, at jeg så meget nær er ude over mine komplekser i så henseende. Det gælder jo komplekser som så meget gammelt ragelse, at de skal frem i lyset, så kommer sundheden. Det skete vist i mit forrige indlæg – og i forbindelse med et par andre processer eller samtaler. Jeg siger som Jesper: Jeg har tilgivet alt!!! – Ligesom denne bog er min bedste læsning, er samværet med mine søskende noget af det bedste selskab, jeg kender.

Til Marie: Det var også for os svært at rejse fra jer. En trøst er det dog, at vi jævnligt ses trods den lidt længere afstand, og at du selv opmuntrede mig til at sige ja til kaldet fra Tølløse. – Men det er et savn, at vi ikke kan smutte hen til hinanden når som helst.

I øvrigt kommer jeg i mit nuværende arbejde oftere rundt i landet, så jeg kan besøge de forskellige. Især har jeg flere gange tilbragt flere dage hos Jens og Helene, hos Jesper – korte besøg – og hos Helga – et eller to længere – og nu glæder jeg mig til at tage Jørn og Ingeborgs bopæl med i rejseplanerne herefter. To gange om året kommer jeg til Sverige, men desværre bor Julie ikke i Hälsingborg, hvortil elevrejserne går. Jeg håber dog igen at få besøgt Julie; hun har da før serveret kaffe for mig og eleverne, idet vi for nogle år siden tog nogle ture til Lund.

Elly har besøgt os et par gange, og det har været dejlige besøg. Det har været festligt for vore tre børn, nå hun har taget dem med i sin bil, fx en gang til sjov og ballade i Holbæk. Da hun sent på natten skulle starte bilen, ville lyset ikke mere, og hun måtte overnatte hos os. Nu er det snart længe siden. Men måske dukker hun op en dag lige så overraskende og velkommen som ellers.

Jens kommer også nu og da, og hans besøg hører ligeledes til de skønne oplevelser. Jesper m. familie en sjælden gang. Men ellers er der langt imellem familiebesøg her; det forbavser os noget, for Tølløse ligger da ikke så afsides, og vi har jo forholdsvis let for at skaffe føde og logis. – De fleste af mine søskende har aldrig besøgt os her.

Hermed udsendes indbydelsen!

Hvad mig selv angår, er jeg ved at tro, at jeg er kommet på min rette hylde. Ikke fordi jeg synes, jeg klarer arbejdet så godt som jeg gerne ville, men snarere fordi det bringer mig en vis tilfredsstillelse, som jeg ikke har kendt tidligere. Både i Frederikshavn og København drømte jeg ofte, at jeg tjente på Vibegård eller et andet sted, og at der stod en flok køer et eller andet fjernt sted og brølede, fordi jeg i flere dage havde glemt både at flytte og malke dem. Drømmen kom sikkert af, at jeg næsten hele tiden følte, at jeg ikke nåede det, jeg skulle. Der var så mange mennesker, jeg aldrig fik besøgt etc. Drømmene gentog jeg vist nok de første par år i Tølløse, men nu er det længe siden. Her tvinges man fra dag til dag til at få arbejdet fra hånden, og selv om det ikke udføres godt nok, bliver det dog gjort. Og i øvrigt er der ikke tid til at spekulere mere over det forgangne fra dag til dag. Måske skyldes udeblivelsen af selvbebrejdelserne og dertil hørende drømme også, at man er blevet ældre og har lært at tage tingene, som de kommer, prøve at gøre sin pligt fra dag til dag og så i øvrigt håbe på at ufuldkommenhederne ikke skal tilregnes en.

Så er der noget, som jeg i forbindelse med mit arbejde her i den sidste tid har tænkt en hel del over. Mon vi mennesker anbringes på steder, hvor vore skavanker bliver tydeligt fremhævet? Det er vel almindelig kendt, at jeg er både hidsig og uøkonomisk. To fejl, som er katastrofale på en skole af denne art, hvis man ikke lærer at beherske dem. Hvis man ikke er afbalanceret og vejer sine ord, slås man ud på et sted som dette. Kan I forestille jer mig som behersket kostskolerektor? Nej, vel! Eller som administrator af ca. 264.000.00 kr. (sidste års indtægt)? Det er faktisk inspirerende at slås med sådanne medfødte skavanker! Især har det kostet selvtugt at beherske den anhøjske hang til uretfærdige og sårende ironiske bemærkninger. Det går naturligvis ikke, hvis man vil bevare et godt forhold til ca. 150 unge mennesker og en halv snes lærere. De hidtil forløbne 5 år i Tølløse har været som et syrebad, hvad disse forhold angår.

Mit vigtigste arbejde består jo i at finde ind til eleverne og være dem til hjælp i deres menneskelige og åndelige udvikling. Pædagogik er en videnskab for sig. Man må hele tiden træne sig i at sige tingene klart og selv være afklaret i nogle af de problemer, nutidsungdom bakser med eller burde være optaget af. Det er fristende at fortælle eksempler, men jeg overvinder fristelsen. Blot vil jeg fortælle, at dette centrale arbejde interesserer mig og er den væsentlige årsag til, at jeg føler mig på den rette hylde.

Så er der også en anden ting, jeg synes har afklaret sig for mig. Jeg har aldrig kunnet forstå, at mine søskende har betragtet mig som storsnudet eller noget i den retning. Jeg synes tværtimod, at jeg som regel optræder ret beskedent. Noget i retning af Steinckes udtalelse om, at han ikke er nær så selvglad som andre ville være i hans sted! Det er begyndt at gå op for mig, at der er noget i min optræden og mit væsen, som må virke udfordrende. At andre så ikke kan se, at det bunder i indre usikkerhed og mindreværdsfølelse, er jo så en sag for sig. Når man bliver mere ligeglad med hvad andre mener om en, falder den slags vel væk af sig selv. Mindreværdskomplekser skyldes jo som bekendt selvoptagethed. Det er jo en sjov cirkel: selvoptagethed – mindreværdskompleks – brovtende optræden.

Nå, men spekulationerne er jeg begyndt med, siden jeg opdagede at også andre fandt det samme hos mig. Ved et prædikantmøde, hvor man lavede lidt sjov med kollegerne ved en festaften, sagde en omtrent sådan: “en dag besøgte jeg vor højskole. På gangen mødte jeg Niels Anhøj. Han havde travlt, og jeg spurgte, hvad han havde travlt med. Jo, svarede han, jeg er ved at skrive en bog om baptisternes nyere historie. Det er en bog om min bror Jens og mig selv. Hvilke andre personer omtales? Ingen andre; jeg holder mig til det væsentlige!” – Ja, det er den slags stød verden gi’r og som Vorherre bruger til sandpapir, som Anton Berntsen siger.

Nå, men nu er det vist nok om mig selv. Det er vist tilstrækkeligt til, at I alle kan finde ud af, at jeg fortsat er godt tilfreds med mig selv og knapt kan forstå, at andre ikke klarere giver udtryk for, at de også er det….. (tilfredse med mig, altså! At andre ikke er tilfredse med sig selv, forstår jeg bedre!)

Jo, for resten, én ting til. Det har pint mig ikke så lidt, hver gang Jesper har fortalt om dengang Niels (eller hvad hed han på St. Sursænkegård?) sagde om mig: “Han drikker som en kalv!” Forleden sagde Gunhild, da jeg spiste wienerbasser: “Han spiser dem, som om det var småkager!” Ingrid ramte lige så sikkert, da hun en dag brød ind i en samtale. Jeg havde sagt til Målfrid: “Du ved godt, at jeg elsker kun ét menneske her i verden”. Det røg ud af Ingrid: “Ja, og det er dig selv!”

Jeg kan ikke lige i øjeblikket huske nogen bestemt replik fra Solveig. Men hun er lige så rapkæftet. Hun og Ingrid dyrker i øvrigt musik med glæde og sikkerhed. Ingrid siges at have endog talent i den henseende. Gunhild er blevet et helt nyt menneske, siden vi fik hende overtalt til at holde op med at gå til spil. Det var hende en daglig byrde, men hun ville ikke stå tilbage for de andre. Hun dyrker i stedet sport og natur m.v. – De er alle tre som børn, der er opdraget frit, meget uartige hjemme og uhyre velopdragne, når de er ude blandt fremmede.

Målfrid er som sædvanlig den, der tilsyneladende intet foretager sig, men bestemmer i virkeligheden alt, hvad hun er i berøring med: skolens udseende, mine dispositioner og afgørelser o.m.a. Klasselokaler, foredragssal, elevværelser, gange etc er blevet malet og moderniseret på hendes befaling og under hendes opsyn. Det daglige arbejde leder hun med sikker hånd og klar hjerne.

Kærlig hilsen

Niels

Sender bogen på mandag d. 4.6.56 til Olga

Olga 1956-06-06

I dag, år 1956, den 6. juni, har jeg modtaget vandrebogen, som jeg ikke har set siden den dag, da jeg afleverede den til Marie. At jeg først har fået den i dag skyldes enten at postvæsenet var til grundlovsfester i går og ikke havde tid til at udbringe den, eller at Niels alligevel ikke nåede på posthus med den i mandag, d.4.

Jeg er nu i en vældig pine, for jeg kan ikke på én gang skrive alt det jeg gerne vilde sige allerførst. Af den grund vil det følgende sikkert blive lidt usammenhængende. Først vil jeg bemærke, at det i går var gundlovsdagen den 5. juni 1956 – Helgas og Wilhelms 30 års bryllupsdag. Jeg ringede i går morges og ønskede Helga til lykke, men jeg vil her tilføje en hjertelig lykønskning til jer begge og fra os alle sammen en tak for alle de gode timer, vi har tilbragt i jeres hjem. – Dernæst vil jeg fortælle at jeg, da jeg kom hjem i eftmd. Og fandt bogen, straks satte mig til at læse i den, begyndende med mit eget indlæg for snart to år siden. – Begge disse bemærkninger vil jeg (vistnok!) komme tilbage til og uddybe nærmere.

Jeg kan tilslutte mig de øvrige søskende og sige, at det var godt, denne bog er kommet i gang, selv om dens vandring til tider har været noget langsom. Der er noget ganske særegent ved på denne måde på én gang at få en hilsen fra sine søskende – og så at sætte sig til at skrive til dem (jer) alle under et. Og nu er et savn, som jeg ikke før har gjort mig klart, blevet mig bevidst: at jeg ikke mere under mig den glæde at sætte mig hen at skrive til jer, som jeg dog gjorde af og til i tidligere tider.

Når jeg i mine tanker prøver at efterforske grunden, finder jeg flere samvirkende årsager. Nogle af dem vil den opmærksomme læser (vistnok!) finde i det følgende. Og nu vil jeg omsider komme til den egentlige begyndelse og sige, at det, der først og fremmest trænger sig på, efter at jeg nu har læst mit eget og jere indlæg og skal til at skrive til jer, er tanken om mor. Så mange af jer har udtalt jer om en ting, I intet ved om, nemlig jeres fødselsdato (og for nogle af os er det da også gået galt – jeg kan kun [appreciere?], at Jørn udtaler sig med forbehold om sin fødsel.

Men lad os nu slå fast, at vor mor, Petrea Frederikke, f. Kofod, f.d. 23/6 1880 i Rutsker, døde i Nylars hos Helga den 1. april 1955. – Der har i denne bog været berørt problemer i forbindelse med mors sidste leveår. Den sorg og det savn, jeg føler, fordi mor ikke mere er i live, er ikke ufarvet af en dyb beklagelse af, at jeg dels fra begyndelsen ikke forstod mor og mors tilstand – som i øvrigt er ganske normal for de fleste ældre mennesker – lidt bedre, dels ikke i det hele taget formåede at gøre mere for mor. Måske er det rigtigere omvendt at sige: at der har været flere lejligheder, hvor jeg absolut ikke var mod mor, som jeg skulde. På min daglige gang gennem huset her bliver jeg mindet om så det ene, så det andet. Så ryster jeg mig og lader minderne synke til bunds i sindet sammen med meget andet – både ondt og godt – som jeg har gemt dernede (og tror, jeg har ladt bag mig!) men ét står fast, og selv om jeg har givet udtryk for det før, skal det stå her: vores mor var til det sidste et levende menneske på godt og ondt, et menneske som man ikke kunde være sammen med til daglig uden at holde uendelig meget af. Jeg vilde ikke gerne undvære alle de mange gode minder fra mors tid her – de ekstra grå hår, jeg fik i den tid, regner jeg sammen med så meget andet med til en nødvendig bestanddel af mit liv.

Jeg så mor i live sidste gang den 14. juli 1954, da mor og Kirsten rejste til Bornholm (over Sverige). Samme dag besøgte Ellen Riis (g. Nielsen) mig. I samtalens løb sagde hun, at hendes moder altid havde forsvaret mig, når der var tale om mor og mig. – Jeg kan ikke sige, hvilken afgrund af bitterhed og fortrydelse mod “mine søskende” (som begreb), den bemærkning kastede mig ud i.

– Jeg nævner det her nærmest som en sidebemærkning og for at fortælle, at det har glædet mig at se, at min voldsomme bitterhed og harme ikke er kommet direkte til udtryk i mit indlæg nogle dage senere – efter at min sørgelige fødselsdag var overstået. Men jeg kan endnu i dag godt undre mig. Jeg var på daværende tidspunkt blevet gjort bekendt med, hvilke historier om mig og mor Elly havde underholdt beboerne her i huset med – men jeg havde ikke forestillet mig, at de også kunde danne grundlag for diskussion mellem nogenlunde normale og fornuftige mennesker, oven i købet således at det skulde være nødvendigt for moster Christine at tage mig i forsvar!

Nu vil jeg se at finde noget middagsmad til mig og min mand. (Ja, selv om I helst vil forbigå det i tavshed, er jeg altså gift. Men det er en historie for sig.). Når jeg skriver igen bliver det om noget andet end det foregående. Men sådant skriveri kræver en frygtelig bunke cigaretter, og det har jeg dårligt råd til, efter at jeg er blevet familieforsørger.

– Omtalte mand, der hedder Carl (“pianisten uden efternavn”), har i dag haft besøg af sin svoger Knud. Jeg kan forstå, at de har fået et par øller sammen, og jeg formoder at de i stilhed har kondoleret hinanden til de skrækkelige søstre, de er blevet gift med. Til mig siger C. undertiden opgivende: “Og du skal være den bedste af jer søskende –!” Ja, for det har jeg jo i overensstemmelse med sandheden måttet fortælle ham.

– Så efter de frokostbajere (uden mad) samt nogle ærinder i eftmd. tager C. sig nu et velfortjent hvil. – Han har for resten været usædvanlig tavs i de sidste dage. Jeg kan næsten ikke tro, at det skyldes, at jeg forgangne søndag formd. i anledning af, at vi ikke har penge til vores kvartalshusleje d. 15.ds, bemærkede, at det ikke gjorde mig så meget at blive sat på gaden, jeg brød mig alligevel ikke om at bo her, og jeg vilde have det meget nemmere med at bo (alene) på et værelse. – Men den slags udtryk for huslig lykke kan I andre vel fortælle meget mere om?

– Her i huset har vi altså bedst tid og lejlighed om søndagen til at udveksle bemærkninger. Jeg tænker derfor, at jeg får svar på søndag. Men så siger jeg rigtignok også, at nu gider jeg ikke mere høre på al den husleje- og værelsesnak.

– I flere henseender er C. ved at blive en ideal ægtemand, i øvrigt, og da også i den her omtalte retning. I begyndelsen – efter at han var kommet fra Sverige – sprang han op om morgenen, raslede med kakkelovn og vandkedel (til kaffe), idet han led af den misforståelse, at her skulde være både varme og kaffe til mig, inden jeg skulde på arbejde. Da jeg en dag beklagede mig over, at jeg aldrig havde fred og ro til nogenting, sagde han, at han da aldrig sagde ret meget. Men så foreholdt jeg ham også, at han da både sagde “godnat” og “godmorgen” – og særlig det sidste var ret afskyeligt. Så nu er her nogenlunde fred og ro om morgenen, C. bliver pænt liggende, til jeg er vel ude af døren.

Men nu var det altså den middagsmad.

Tirsdag den 24. juli 1956.

Ja, der er altså noget besynderligt ved denne bog. Nu har den ligget her – lukket – siden den første dag, den kom hertil, og jeg har ikke kunnet bekvemme mig til at skrive i den. Jeg havde lagt op til så meget, som jeg ved nærmere eftertanke alligevel ikke vil skrive om. Noget af det smutter måske med alligevel nu.

Siden sidst har jeg holdt en dejlig lang ferie – herhjemme. Og jeg har haft to af mine niecer på ferie, Agnete og Marianne. Jeg skal ikke udbrede mig om deres dyder, det gør deres mødre meget bedre. Men jeg vil i al almindelighed sige, at jeg har megen glæde af mine søskendebørn – naturligvis mest dem, jeg har nær kontakt med, og det vil altså sige mine søstres børn. Først da Marie spurgte om ikke jeg også havde inviteret Kirsten på ferie, blev jeg dog klar over, hvilken fejl jeg havde gjort mig skyldig i, for naturligvis kan jeg ikke tillade mig at diskriminere mellem mine søsterdøtre på den måde.

Hvad Jørns fødsel angår kan vi jo nok alle være enige om, at den har fundet sted – og jeg vil tro, at Julie overværede den. I mange år var jeg af den opfattelse, at kun en meget uheldig tilfældighed var skyld i, at jeg ikke også var til stede. Ih! Hvor jeg dog ærgrede mig. De nærmere omstændigheder var, at vi alle på Ll. Sursænkegård den vinter var meget syge, det var vel en voldsom influenza. På et vist tidspunkt var kun far og Niels oppegående. Det var dengang Julie var så syg, at kun mor turde nærme sig hendes seng, der stod bag døren ind til “fars stue” – altså i det der dengang var “soveværelset” (Den titel havde jo kun fars og mors soveværelse.) Selv Helga, som Julie ellers var så glad for, fik kun lige lov at kaste et blik ind gennem dørsprækken. At mor ikke engang turde hente læge, har mor så tit fortalt – og Julie er da også blevet stor og stærk alligevel.

– Men altså, jeg var naturligvis også blevet syg, og i længere tid lå jeg i fars seng, mens far sov på den lange divan i “folkestuen”. Mor lå også til sengs, jeg husker så tydeligt, at mor lå ved siden af, når far prøvede at lokke varm apollinaris – el. var det kogende mælk med apollinaris? – i mig. Det smagte som sæbevand. Så en aften – endda efter at jeg var faldet i søvn – tog far mig op og bar mig ud i børneværelset – for nu vilde far godt have sin egen seng tilbage. Og så kan I vel alle forstå, at jeg måtte bære på en årelang ærgrelse og fortrydelse over, at far valgte netop den nat, da Jørn ankom, til at bære mig væk. Og i grunden kunde Jørn jo også bare være kommet en af de nætter, da jeg sov derinde.

– Et par år i forvejen var jordemoderen kommet en nat (el. tidlig morgen) med Julie i sin taske, og da jeg vidste at børnene kom uden tøj – det havde mor nemlig i nogle papæsker – var jeg vildt nysgerrig efter at se, hvordan jordemodertasken så ud indvendig, jeg forestillede mig vist nogle meget sindrige indretninger til varme- og lufttilførsel. Jeg vil sige som Helga, at Jørn var det kønneste og dejligste barn – men hvorfor netop fremhæve at han havde en dejlig tand? (side 72 linie 6 f.n.)

Ja, og så alle hans navne. Jeg overværede fars og mors lange og indgående diskussion derom. Han skulde altså bl.a. hedde Jørn. Men i sidste øjeblik fik mor skrupler – og så blev de enige om, at det skulde stå som “Jørgen” i kirkebogen, så ikke knægten fx i skolen skulde blive drillet med, at han ikke engang kunde stave sit eget navn.

Og så, kære Jørn, var det, da du skulde til Klitgård første gang, at jeg fulgte dig. Vi cyklede over Sjælland, overnattede hos morbror Janus’s i Jonstrup, hvorefter vi skiltes i Nyborg, idet du tog toget – først til Brande og derefter vel direkte til Hans – mens jeg fulgte efter på cykel. I anden omgang var du med mor og en flok andre vilde om Thisted til Niels’ og Målfrids bryllup.

– Vedr. Jespers påståede tilgodehavende må du også hellere få ren besked, idet Helgas redegørelse side 73 i hvert fald så vidt angår nummeret på barnebarnet er forkert, da det var det tyvende barnebarn, der blev udsat præmie for. – Men når jeg nu tænker efter, kan heller ikke jeg huske de nærmere omstændigheder ved beslutningen. Det foregik i Faksegade hos Niels og Målfrid i slutningen af 1947, og jeg synes at både mor og Hans og Bothilde var til stede, men det kan nok ikke være rigtigt, det må være enten – eller. Mor var her omkring 1. november, og mor havde solgt Nybo og flyttede til Åholm. Hans og Bothilde var her vist i december samme år, og da var mor ikke med. Hvorom alting er, man blev enige om, at 19 børnebørn var sådan et underlig sjusket tal, og for at det kunde blive til 20, mente man, at der måtte udsættes en præmie, 100 kr fandtes et passende beløb for den anstrengelse, og det beløb kunde nemt tilvejebringes, når mor + 9 søskende hver betalte 10,- kr. (mente man altså!)

Ja, nu har jeg altså bredt mig en del om det, som jeg mener at vide. (Jeg ved faktisk meget mere endnu!) At det særlig er Jørn, jeg har udtalt mig om, beror naturligvis på, at han er den, jeg efter min alder, der igen er bestemt af den mærkværdige orden i hvilken vi er født, ved mest om. Julie husker jeg dog også fra hendes første dag, men hun har jo som hun også selv i sit indlæg har antydet, aldrig været noget problem.

– Ja, alvorlig talt, mor sagde engang, at Julie behøvede man såmænd ikke bekymre sig alt for meget for, hun havde store, indre ressourcer, og det er efter min mening rigtigt.

– Mine ældre søskende har jeg desværre haft alt for lidt indseende med og indflydelse på. Det kan jeg kun beklage (det beror igen på den før nævnte fødselsorden). Men hvordan kan det være, at I “store” ikke har kunnet ordne os “små”, formet os efter jeres ønske og sat os på rette plads? Har I grebet sagen rigtigt an, tror I? Og mon det har noget formål nu at gå løs på børnene?

– I øvrigt er forholdet til søskende ikke mig noget større problem. (Det må sikkert i væsentlig grad tilskrives min ophøjede bevidsthed om egen ufejlbarlighed. Tilløb til misstemning el. deslige opfatter jeg derfor ikke, og skulde noget dæmre for mig, vil jeg givet henføre det til en art uvidenhed hos pågældende, som derfor kun har overbærenhed behov.) Når man har haft to søde, kønne og morsomme små søskende som Julie og Jørn, kan de følelser, man har for dem, nok aldrig rives ud af ens hjerte.

– Vi søstre har jo bevaret en ret nær indbyrdes kontakt; og når man “mister” sine brødre til deres koner, må man vel blot glæde sig over, at de er i gode hænder og affinde sig med, at forbindelsen med dem er blevet noget fjernere.

– Niels, som er den af mine brødre i hvem? Jeg føler at have “mistet” mest eftertrykkeligt, er både direkte og indirekte inde på forskelligt, som jeg finder herhenhørende, så nu vil jeg tage dig, Niels, op til særskilt behandling – og jeg kan forstå, at det vilde være nærmest upassende ikke at gøre det.

Du har altid forekommet mig den mest sårbare af mine søskende, den man burde værne mest om. Det vil nok forbavse dig lidt – og denne min opfattelse er sikkert heller aldrig kommet (effektivt) til udtryk. Til gengæld kommer det som noget aldeles nyt og overraskende for mig, at samværet med dine søskende er noget af det bedste selskab, du ved. Nu tror jeg dig selvfølgelig, når du siger det, og det har da også været dejligt at høre. “Da så vidt var passeret” skal jeg da også nu fortælle, at jeg tidligere har haft et andet indtryk af din opfattelse af samværet med dine søskende, og at jeg efter festen hos Elly havde stærk trang til at sige dig det sammen med andre ubehageligheder, fordi jeg syntes, at du og Målfrid ved den lejlighed i særlig grad så ud som to mennesker, der var mødt op for at beskue vilde dyr i zoologisk have – tilfredse med at være på den rigtige side af tremmerne! Det er nok rigtigere at sige, at indtryk samlede gennem længere tid da udkrystalliserede sig i den opfattelse.

– Jeg vilde så have sagt, at du ikke skulde være sikker på, at du ikke gik glip af noget værdifuldt ved at isolere dig fra dine søskende. Men sådan er det altså heller ikke, og det er mig, der har haft en forkert opfattelse. At jeg har kunnet fejle så grundigt, skyldes eventuelt, at jeg mente at kunne genkende ansigtsudtrykket fra Målfrids søstre, i hvert fald én af dem. Jeg må med skam tilstå, at jeg dengang håbede på, at hun fik valuta for pengene! – Jeg tænker i det hele taget med gru på, hvordan i hvert fald jeg på mange måder misbrugte jeres gæstfrihed i Faksegade. Jeg kan kun sige, at det var ubetænksomhed og ikke ondskab, og håbe på, at I i tidens løb tilgiver det. Selv gennem min tykhudethed trængte det jo til sidst, at hele forholdet ikke var noget Målfrid var glad for, og jeg kan kun beundre hende for, at hun alligevel bevarede smilet.

– Når jeg siger, at jeg har “mistet” dig, ved jeg altså godt, at jeg selv har skyld i det. Det gør det ikke mindre kedeligt, du er den af brødrene, der er mig nærmest i alder, og også på andre måder kunde vi vedvarende have haft udbytte af hinanden – efter min mening altså! Bl.a. vort arbejde har berøringspunkter, i hvert fald i den henseende, at det drejer sig om mennesker og menneskers problemer.

Når du bemærker, at så få af os finder vej til Tølløse, skal du i øvrigt vide, at det for min part ikke skorter på lyst dertil. Men jeg har det vel som du, at mit arbejde opsluger mig og tager min energi. Så har jeg også nu hjem og svigerfamilie at passe.

– Det var mig en skuffelse ikke at få talt med dig, da jeg ringede på din fødselsdag. – Jeg fik dog at vide, at I havde ferieret i Kbhvn. I betragtning af, at du ikke engang fik tid at ringe hertil, kan jeg kun sige: Der ser du! – Det tager endnu længere tid at tage toget til Tølløse. (Bogstavrimet er uforvarende!)

Efter en løselig opgørelse over det antal sider, jeg har beslaglagt, er jeg klar over, at jeg må til at holde op! Jeg må vist endda udelade det, som jeg havde tænkt mig alligevel at skrive af det, som jeg havde bestemt mig for ikke at skrive mere om – Der er også det med de cigaretter.

Endnu vil jeg til Jesper specielt sige, at vi her i byen altid glæder os over dine besøg og samvær andre steder, og jeg håber, at glæden trods alt er gensidig. Der er noget positivt ved din nærværelse såvel som ved dine skriverier og telefonsamtaler. Det er muligt, at du er en vild og uregerlig sjæl, og at der undertiden ryger noget med, som du hellere vilde have usagt. Men mig forekommer det, når alt er sagt, og klinten er skilt fra hveden, at der er forbavsende meget hvede tilbage, – og det må en hvedesamler vel have lov at glæde sig over??

Jeg ved godt, at I alle sammen brænder efter at høre en masse om mit arbejde og alt mine private forhold vedrørende samt alt det andet, jeg ikke har fået skrevet. Men det får I bare ingenting at vide om, for nu slutter jeg.

For en fuldstændigheds skyld må jeg vist hellere tilføje, at adr. stadig er: Zinnsgade 8 st. th. Min svoger i Pilestræde nænnede jo ikke at se os sat på gaden.

Hvad var det andet nytårsforsæt, Jesper? Fortsat at holde dig fra herregårde? – Jeg håber, at du får glæde af den, du har erhvervet dig.

Hvad er det i grunden for en rædsom bog denne. Først udebliver den i to år. Så bruger man tid til at læse i den, til at skrive i den, til at gå og skule til den dag efter dag, til sidst i flere uger, så til at skrive i den igen, – og nu kunde jeg godt bruge flere timer til at fordybe mig i det, der allerede er skrevet af jer andre. Men – nu farvel bog, kom snart igen.

Kærlige hilsener til jer alle

Olga

Marie, 1956-07-25

Modtaget denne d. 25.7.1956 (i dag) og har netop sluttet gennemlæsningen, mit 2. notat fra denne lyder “Jespers om det nytårsforsæt?” Nu har Olga spurgt, men alligevel, hvad var det? Og mens jeg er ved dig (– og jeg giver altid Olga ret –) det er nemlig altid rart, når du kommer – især uanmeldt – og besøger os herinde. Måske synes vi det, fordi du giver os følelsen af, at du befinder dig godt sammen med os. Og hvad for slags tømmermænd du end må lide af bagefter – går de så ikke altid over??

Mit første notat er om betaling af forsendelse af bogen til og fra Sverige. Jeg tror Jørn må have misopfattet Julies bemærkning om kr. 2.40, for det var hvad jeg betalte for at sende bogen til hende, men måske kostede den 4:80. Og nu det alligevel er på tale med penge (dette ufine begreb) har jeg så egentlig fået nogen godtgørelse for indkøbet af bogen? Nå!! Men jeg er taknemmelig for at være med i den – selv om hensigten med den ikke blev opfyldt, idet Elly stadig ikke er interesseret.

Da det nu – på 3 dage nær – er 2 år siden, jeg sidst fik denne bog er der sket en del. Til gengæld er de tidligste indlæg, siden mit, hvad spørgsmålene angår blevet noget uaktuelle, bl.a. fordi vi alle har set hinanden siden da – endda i to anledninger – ja Jens savnede vi ved den sidste.

Hvad der imidlertid står fast, trods lægevidenskabens fremme og kirurgernes dygtighed: Ain Rand er en dame! I mellemtiden er vi også flyttet. Vort nye hjem er vist blevet præsenteret for alle undtagen for Jens. Den mangel håber jeg din svigermor har kunnet udfylde. Men kom alligevel snart! Det besøg vi havde af Helenes mor glædede os for øvrigt meget, hun fortalte så livligt om sin tur og om sine rejsefæller. Desuden bliver det måske den eneste gang, jeg virkelig blev “svaret” på en bøn. Hun fortalte, at hun hele morgenen så inderligt havde bedt om en ell. anden, hun kunne støtte sig til, måtte være ved båden, men samtidig måtte hun sige til sig selv, at der ikke var nogen, da den eneste, der eventuelt kunne komme var Marie, og (jeg) Marie var på kontor. Så var det måske ikke noget “tilfælde” at jeg netop i de dage havde hjemmearbejde.

Wilhelms mor døde d. 5. jan. 1955, skriver Helga. Lige en måned forinden, nemlig d. 4.12.54 havde vi været nede og begrave Knuds mor, det var en frygtelig tung dag, selv om hun 5 dage forinden, få timer før hun døde, sagde: “Nu skal I være glade, for det er jeg! Jeg kan ikke sige, at det blev den samme sorg, da mor få måneder efter, døde. Måske følte jeg mig befriet for en konstant dårlig samvittighed. Og selv om jeg ganske bestemt vidste, at Helga ikke på nogen måde ville give mor fra sig, havde vi måske alligevel dybt i os en angst for at mors sidste tid måtte være på en”lukket” afdeling. Nu nåede mor at lukke sine øjne hos en af sine egne.

Jeg er ved at tro, at jeg – foruden Helga – var den sidste, der så mor i live. Det var i februar, og mor havde det så godt. Hun hang ved Helga, men desuden kunne hun være “morsom”, som det altid var typisk for mor – på en ironisk måde. Vi ved jo, hvilket forfærdelig besvær, der kunne være med mor, og så vil jeg endda sige, at alt det måske ikke er hvad vi bør være Helga mest taknemmelig for. Meget, meget mere for den kontakt Helga opretholdt mellem mor og os andre. Telefonerede bestandig og skrev lange breve. Og fra den dag, mor blev sengeliggende, fulgte vi hende næsten fra time til time.

I øvrigt syntes jeg vi havde nogle gode dage i Nylars den påske. Vi som var der d. 2. april og kørte mor til Rønne var nok kommet over det værste. Mor lå på verandaen og jeg kan ikke nok fortælle, hvor tilfreds hun så ud. Ja, mor så nærmest ud, som hun plejede, når mente at have drejet en eller anden en knap.

Da vi senere var i “bondestuen” og sang “Der står et slot i Vesterled”, da solen sendte sine sidste stråler ind over kisten kunne jeg ikke andet end mene, at nu var alt som det skulle være. Men tak for alt fra den gang, Helga. At du og Olga nok er de af os, der har savnet mor mest skyldes nok, at I netop opfattede hende helt som hun var. Rigtigt!

Så gik der kun fire måneder, så døde Knuds far. Det var lidt svært på så kort tid at skulle indstille sig på at være “ældste” generation. Det samme skete altså for Helga og Wilhelm? for deres børn.

Lars begynder i 3. mellem nu. Han blev 13 i januar. Marianne begynder i 2. kl., til skoleafslutningen sagde hendes lærerinde, at det var som at vinde i lotteriet at få et sådan barn i sin klasse. En sådan bemærkning kan nok være over alle de mange gange vi ikke har vundet i lotteriet.

Lars er ikke særlig flittig i skolen, men han går meget op i sit spejdervæsen og ligeledes i sin musikundervisning. Hans spillelærerinde siger, han har meget store evner, hvad musik angår. Det tror jeg ikke Marianne har og jeg tror ligesom Niels, at en ærgerrighed, som er ledet af dette “ikke stå tilbage for de andre” helst må standses. De har alle deres force på et eller andet felt alligevel.

Kære Niels, Olgas bemærkninger vedr. Ellys fødselsdag: Vi har drøftet jeres holdning et par gange. Det må have været som at komme i Zoologisk Have. Vi andre havde været sammen fra kl. 7.30 om morgenen og havde opdaget, at her gjaldt det om at brøle løs. Og når vi af og til har syntes, at Målfrids søstre så på os – altså ved tidligere lejligheder – som om vi var væsener fra en fremmed klode, skyldes det nok, at vi selv har haft følelsen af at vi ikke burde være slet så dominerende. De har altid været søde mod os. Og når vi synes, at I er kommet længere væk, end Tølløse egentlig er skyld i, er det måske vor fejl at tro, at dette skyldes din svigerfamilie. Ikke sådan at forstå, at den gør noget som helst til det, men at I foretrækker den. Vi ville så gerne en gang imellem have jeres piger herind, følge dem lidt og især vil vi gerne at børnene træffes.

Men at vi altid har fornøjelse af hinandens selskab er nu så åbenlyst alene af den grund, at tiden føles så knap – der er altid nok at tale om. Alle disse misforståelser er heldigvis heller ikke noget afgørende – og vi forstår at når du er i København er det fordi du har pligter at udrette og derfor synes du vel, at hvis vi kom til Tølløse, så var det for at hellige os et familiebesøg. Nu er det også på tide vi kommer derud en tur.

Vi har været på ferie på Bornholm – herligt og hyggeligt – og Helga og jeg lykønskede hinanden med både Olgas og Nielses fødselsdag.

Nu er det ikke fordi jeg mener, at dette skal være et forum for udtalelser om, hvis tur det er til at besøge hvem, men jeg må lige – da Olga og jeg nu er kommet ind på det – sige, at Julie to gange har været i København samtidig med Niels og forgæves har søgt kontakt. Den ene gang for nogle år siden og den anden gang i efteråret 55. Sidste gang var da børnene kom hjem og fortalte, at morbror Niels var i kirken, og de havde spurgt om han kom op og sagde goddag til moster Julie. Dette skal man selvfølgelig ikke lægge vægt på, men du forstår sikkert, at det kan lægge lidt grund for tanken: “Nå, det har ingen interesse!”

Til alle jer andre søskende vil jeg sige (Niels ved det nemlig) at alt hvad jeg her har skrevet egentlig slet ikke er noget netop jeg kan udtale mig om, for Niels og jeg har altid og under alle forhold været på bølgelængde – og så er det lige meget, hvor lang tid der er gået. Og hvad det angår kan jeg også tage Målfrid med; Hver gang vi har set jer, har jeg ønsket det gik lidt oftere på. Men det er det med vort arbejde, som vi heldigvis er så godt engageret i.

Næste gang skal jeg fortælle om mit arbejde. Men netop i disse dage sker der nye ting. Det med Den Blå Bog er måske ikke så utænkeligt endda. Mine chefer står da i den. Det er en fremgang siden mine fire år på Grafisk Forlag. Jeg arbejder for to forlag nu og om 8 dage for tre. Håber kræfterne slår til!

Før da jeg skrev om mor, ville jeg også have sagt til Jørn, at det at I prøvede med mor var nok i sig selv. Det var godt mor kom så forholdsvis hurtigt til Helga bl.a. fordi, som du selv skriver, kendte Ingeborg ikke baggrunden for mors snak, som ikke var så tosset endda altid. Jeg for min part kunne selv blive nervøs, når mor begyndte, men så hørte jeg jo Helga udrede forskellige ting for mor, som egentlig kun hun kunne vide.

Jeg er ikke helt sikker på, om det jeg sidder her og skriver netop er, hvad det skulle være, men det er nu så hyggeligt. Jeg har aldrig spurgt Knud, hvad han og Carl taler om, når de søger sammen i fælles trøst over en formiddagsbajer, men vi ved jo, at af og til er ord utilstrækkelige. Ellers spørg stakkels Wilhelm. Stakkels Carl og stakkels Knud har jo hinanden, men jeg er blevet lidt bekymret for stakkels Sven siden Julie er flyttet til Karlskrona – for slet ikke at tale om stakkels Jesper, siden Marierus er flyttet til hans nye gård.

Mange mange dage senere: 4. aug 1956

Jeg har et forslag at gøre – kunne opholdet hos den enkelte ikke nedsættes til 14 dage? Jeg tror man er tilbøjelig til at føle sig oplagt til at skrive en hel masse straks man har fået den og man gør det antagelig også, men så lægger man den hen for at kommentere, uddybe eller udglatte, hvad man har skrevet og det skal man ikke have så lang tid til – for man kan jo gøre det i næste omgang. Der var nok noget af det, jeg har skrevet, der ikke skulle ha’ været skrevet – men jeg må hellere lade være at træde yderligere i det.

En anden (god) grund til at bogen skulle cirkulere hurtigere er den, at man så bedre kunne lufte sine personlige (og øjeblikkelige) problemer – og så evt. få lidt råd og vejledning med.

Julie er i byen og får bogen nu.

Mange kærlige hilsener til jer alle

Marie

Olga 1956-08-05

5/8 56 – helt uden for tur.

Da Marie fik bogen, sagde jeg, at jeg kunde tænke mig at føje lidt til, inden bogen gik videre, fordi noget af det, jeg havde skrevet, havde fået slagside. I øvrigt vilde jeg finde det udmærket, hvis hun skrev noget, som kunde genoprette ligevægten. Efter nu at have læst, hvad vi faktisk har skrevet, er jeg ikke helt sikker på, at det netop er det, som er sket.

– Da nu denne bog til dels er tænkt som en ankeprotokol og desuden en adgang til udtømmende at udtale sig, finder jeg altså at jeg lige må sige lidt til. Håber så, at det ikke bliver ren og skær udtværen.

For det første mener jeg, at besvogrede og deres familie burde være tabu – sål. at forstå, at vi hver især nok må kommentere vore ægtefæller og deres pukkelryggede familie, men andre har at holde kæft. For det andet finder jeg det fuldkommen i sin orden, at en mand, hvis han kommer i en sådan situation, vælger sin kones familie frem for sin egen. Jeg kan faktisk intet finde at indvende derimod.

Det første har jeg altså selv gjort brud på. Det andet har jeg skrevet i fuld overensstemmelse med, sådan skal det i hvert fald forstås. Men når du, Niels, for dig selv og i endnu højere grad for jeres børn har valgt din kones familie, så lad os i det mindste ikke foregive noget andet.

– Jeg har i de sidste 7-8 år været klar over, hvordan forholdet var. Jeg har dog først gennem de sidste par år forstået, at du også var klar over det, at det var bevidst fra din side. Når jeg på et så sent tidspunkt har begivet mig ind på et så ømtåleligt område, skyldes det kun, dels at du selv nu har givet anledning dertil, dels at andre i løbet af sidste sommer begyndte at kommentere din/jeres holdning. Fx spurgte Julie, da I ferierede herinde sidste sommer, og hun samtidig var her en lørdag/søndag, om du helt havde slået hånden af familien. Så altså – det er efterhånden kommet mere og mere åbent på tale, du ved hvordan det er – og så fristede dit indlæg mig altså til at tage til genmæle. Og så vil jeg ellers ikke brede mig mere om dette, heller ikke nævne de forskellige episoder i årenes løb.

– Som sagt, man kan ikke indvende noget mod dit standpunkt. Kun kan man bare, når man har læst dit indlæg, ikke lade være at spørge sig selv: Tror han virkelig, at alt går hen over hovedet på os?? –

Jo, for resten endnu et vil jeg have ud: Jeg har skam ikke været dominerende!! – Derimod har jeg i jeres hjem stødt an ved ikke at tiltræde den visse i landet herskende kutyme, at kvinder i et selskab trækker sig strikkende tilbage og hengiver sig til indbyrdes diskussion af mænd, børn og bleer. Og det vil jeg slet ikke undskylde – Jeg har altid betragtet mænd som mine ligestillede, selvom det undertiden har været svært. Ja, jeg har i og for sig intet mod at ligestille dem med børn, men der sætter jeg også grænsen! – mænd er dog trods alt også en slags mennesker.

Ja, jeg er svær at standse. Nu har jeg vældig lyst til at sige noget om svigerinder i almindelighed. Jeg vil dog indskrænke mig til at sige, at det, når jeg indtil for nylig har haft mine svigerinder i et helligt rum for sig, nok skyldes, at glansen fra mine brødre har smittet af på dem, – og så fortælle, at det til at begynde med stødte mig vældigt, når Carl uden videre omtalte mine brødre ved fornavn, som om det var ganske almindelige mennesker, – ikke det mindste lille hr. satte han foran – men nu har jeg vænnet mig til det!

Endnu engang: Kærlige hilsener til jer alle.

Olga

Julie, 1956-08-06

København den 6-8-56

Jeg har i dag overtaget sneglebogen, som af forskellige grunde er uhyre forsinket. Jeg vil derfor umiddelbart berige den med mit bidrag, da jeg altså er her et par dage og livligt vil støtte Maries forslag, at vi, i den grad det går, indskrænker bogens rugetid hos hver enkelt til 2 uger, så den kan komme hurtigere rundt, og de forskelliges indlæg ikke når at blive alt for uaktuelle. På den måde sparer vi også al udenrigsporto. (Marie har nemlig ret i, at det var hende, der betalte 2:40 kr. for at sende bogen til mig sidste omgang, men så kan det jo jævne sig ud med det, jeg skylder hende for bogen!)

Ganske vist burde jeg måske have givet mig tid til at mere indgående begrunde og granske alles indlæg og bearbejde mit eget do mere omhyggeligt, end det kan blive nu. Men som sagt, kan bogen komme hurtigere rundt, Kan I i stedet glæde jer til mit næste indlæg indenfor overskuelig fremtid.

Efter gennemlæsningen af indlæg, tilkommet efter min første kontakt med bogen, overskygges alle indtryk af en dybfølt forbavselse over Niels’ afhandling. Nu har naturen jo været så viselig, at den lod Olga og Marie komme til verden efter den anstrengelse, det var at skabe Niels, og medens den samlede kræfter til at producere mig. Det er derfor kun med alderens ret, at de har læst og kommenteret Niels’ bombe før mig, og for at undgå alle misforståelser, vil jeg understrege, at mine udtalelser ikke er påvirket af disse tos mening på anden måde, end at jeg ikke vil gentage, hvad de har sat.

Min forbavselse var ægte. Da jeg efter bedste evne forsøger ikke at blande mig i andres forhold, gik det meget langsomt op for mig, at du, Niels, var ved at trække et jerntæppe ned mellem din private familie og dine søskende. Jeg spurgte halvt i spøg om “du helt havde slået hånden af din familie” og “er vi ikke”fine” nok til Niels og hans nuværende magt og vælde” o.s.v. Det synes jeg du, uden nogen som helst bitterhed fra min side, skulle have lov til, og så nedskrev jeg dig altså til julekortstadiet. Sådan set har vi jo aldrig være i særlig nær kontakt, men jeg har dog ved et par tilfælde syntes, vi har været næsten (eller helt) på bølgelængde.

Jeg tør ikke rigtig sige (skulle måske have givet mig længere tid til at granske) om vi ved sådanne lejligheder er blevet klar over, at vi var eneherskere i hver sin verden og ikke kunne mødes (en (u)bevidst følelse af at det var lidt brændbart og altså ikke ville?). Dette er så vagt og uklart, at det er næsten umuligt at iklæde så svævende tanker og fornemmelser ord. Det er meget sandsynligt, at det meget lidt håndgribelige desuden er helt ensidigt.

Desuden ved jeg godt, at jeg gennemgående er mest næsvis ved vores meget sjældne sammentræf. Så vil jeg bare kort bemærke, at det jo kun er glædeligt om jeg har misforstået hele din indstilling til os andre, og der er jo ikke sket noget uopretteligt. Det er bare godt at få klaret begreberne. Jeg vil slutte min henvendelse til Niels med et spørgsmål: Er du sikker på du har været helt ærlig i dit indlæg?

Så er der i øvrigt sket visse forandringer for mig personlig siden mit første bidrag: Jeg er flyttet til Karlskrona, der bor Sven nemlig. De fleste af mine søskende har jeg drøftet med, om det var klogt at gøre den forandring, og jeg vil her gerne takke alle jer som tålmodigt har hørt på mig og af et varmt hjerte givet mig råd uden nogensinde at fordømme mig. Tværtimod har I alle givet mig netop det jeg behøvede, idet jeg nu med jeres hjælp er ved at bygge lidt af min selvtillid op, som i løbet af mine første år i Sverige var i det nærmeste opslidt – til den grad at jeg åndeligt følte mig helt krumbøjet og kæmpede an næsten håbløs kamp for at rette mig op igen.

Jeg er meget glad for at være sammen med min mand igen, han er i de mellemliggende år blevet en stor dreng, man kan næsten sige at han er helt voksen nu! Hans, tror jeg helt oprigtige vilje er, at vi nu endelig skal skabe os et rigtigt hjem med harmoni og kammeratskab og det tror jeg skal gå, vi har det godt nu og mine følelser for Sven er stærke og min glæde over, at Agnete, han og jeg kan være sammen, er stor.

Sven har et år været ansat på en sagførerfirma i Karlskrona. Det er meningen, at han om nogle år skal overtage den. Jeg har hørt mange lovord om hans dygtighed, siden jeg kom til byen, og han har allerede et stort personligt klientel. Selv er jeg ansat på en revisionsbyrå. Der er meget nyt at skulle sætte sig ind i, men det er et interessant arbejde, jeg gør meget som tangerer jura og Sven og jeg har sommetider samme “klienter”, så vi er næsten kolleger, og det er hyggeligt.

Det er kedeligt, det er så langt fra jer alle sammen, men I er hjærtelig velkomne og det er en meget smuk by. Man kan udmærket have rig [?] af at tage f.eks. et højskolehold dertil, Niels, I skal nok få kaffe.

Fra 1. september får vi rigtig lejlighed. Den adr. alle har kan altid bruges, det det er Svens kontoradresse. Nu skal Agnete og jeg en uges tid til Helga, det glæder vi os meget til. For mig er Helga “et andet hjem”, som hjælper meget på tomhedsfølelsen efter mors død. Det er ikke så tungt at være forældreløs, når man har en sådan hyggesøster.

Medens jeg er ved Helga, vil jeg her udtrykke min taknemmelighed over det helt uvurderlige, du gjorde for mor og derigennem for os alle ved at så opofrende passe mor og give hende en god tid til det sidste. Trods tomrummet efter mor, må vi jo kun være taknemmelig over at mor fik en fredfuld død blandt sine egne.

Så har jeg ganske vist ønsket Olga tillykke med Carl, men vil altså her tage alle til vidne på at jeg ønsker hende al lykke og harmoni i sit ægteskab. – Jeg tror også hun hurtigt vænner sig til at høre sine brødre sige “Carl” uden hr. foran. Det skal vist i øvrigt ikke være nogen hemmelighed at han hedder Hersted til efternavn. Alle mine øvrige guldkorn må I altså vente med til næste gang.

Om vi kan få Niels overtalt til at komme til København, er vi blevet enige om (Olga-Julie) at han skal have lov til at læse vores overfald på ham inden bogen går videre til Jørn

Kærlig hilsen til jer alle

Julie

Niels 1956-08-08

Efter at have haft lejlighed til at læse de indlæg, der følger efter mit sidste, skylder jeg vel et svar. Jeg kan egentlig kun samle mig sammen til at skrive, at jeg ikke forstår noget af det hele, og at det har gjort mig meget ondt at læse om den indstilling til mig, der går igennem det hele. Jeg synes ikke, der hverken er nogen forbindelse med mit indlæg og reaktionen, heller ikke stemmer de tre pigers udtalelser med de faktiske forhold i disse år, hvor vi har delt så meget godt med hinanden.

8. august 56 kl. 3.10

Niels

Jørn 1956-08-14

Tirsdag morgen d. 14. august 1956

Det var ikke uden besværligheder, bogen nåede rundt i 2. omgang, men det er heller ikke nemt for den stakkels bog med et tykt reb snøret om livet at skulle bevæge sig fra den ene ende af landet til den anden flere gange i én runde, så det er ikke sært den tager ophold for længere tid nogle stedet. En anden vægtig grund er det, at flere af os har sinket den på grund af flytninger (har i for resten tænkt over at de halve af os har skiftet bopæl) og rejser.

Det bliver ikke meget jeg får skrevet nu til morgen, mælkebilen kommer tilbage fra mejeriet ved syv tiden om ca ¼ time og det er høstens tid. Vi har mejet 20 tdr. land byg og mangler 8 tdr. land; foruden har vi så 11 tdr. land hvede. Ingeborg kom lige og sagde værsgo til kaffe. Om det gælder andre end mig ved jeg ikke, men er der nogen, der har lyst, så kom bare.

14. september

– Allerede er 1 måned gået siden hin morgen jeg sidst skrev. I den mellemliggende tid er vi blevet færdig, ikke uden besvær, med høsten. Den var meget god. Vi fik høstet 5½ tdr. land hvede med mejetærker. Den gav 29 fold og vejede 130 [hollandsk?].

I denne uge har jeg skrælpløjet? Og i øvrigt været alene på gården, idet jeg gav husbond ferie, fordi han gerne vilde en tur til København med sin familie. Jeg forfærdes? Over at “ånden” så lidt [farer?] i Hans, men venter et bedre indlæg fra ham næste gang. Mit bliver nok heller ikke så indholdsrigt, da tiden er udløbet, og jeg skal have bogen videresendt, og håber så, når den nye runde begynder, at den kun bliver 14 dage hos hver især.

I øvrigt glæder jeg mig til Niels, gennem vandrebogen bebudede besøg. Sidste sommer var jo Elly her i nogle dage 2 gange. Sidste omgang hun var her var Julie her også, og vi havde nogle dejlige dage sammen, uden den mindste antydning af tilløb til panik. Kun gik det slemt ud over nattesøvnen, idet vi sad oppe og sludrede til 3-31 hver aften, og op klokken fire skulde jeg, men det gik. Elly skrev ellers en gang i vinter, at hun kom igen i sommer, men er udeblevet. Niels bliver så nok den eneste, der besøger os i år, men det glæder vi os også meget til. I andre er også meget velkomne til at besøge os når i får lyst. Vi er altid glade for besøg.

I november i fjor kom en dag en soldat hen på gården. Jeg var ved at malke. “Goddaw Jørn” sagde han. “Ja, du siger nok”Goddaw Jørn”, men hvem er du? Sagde jeg. Det var så Thorbjørn, der benyttede sin første lørdag-søndags orlov fra Varde kaserne til at besøge os. Sådan er det så dejligt, når der kommer nogen. Han kom en 4-5 gange i løbet af vinteren. Den ene gang var “Pussi” her også, så vi havde det vældigt sjovt. Hanni har også været her nogle dage i vinter.

Hvad arbejde angår, har vi nok at se til, idet vi (Ingeborg og jeg) selv passer hele bedriften på 65 tdr land. Mandens arbejde indskrænker sig til hans høns og hane og ellers går han og hjælper sin kone inde i huset. Siden sidste høst og til denne har vi kun haft en daglejer i 10 dage. Til gengæld bliver vi vel godt betalt og får meget som ikke er med i lejemålet. Ifølge lejemålet skal vi af naturalier kun have mælk og kartofler. Men i de knap 1½ år vi har været her, har vi fået 1½ gris, 3 ænder, 1 gås, 2 hanekyllinger, 12 rummeter bøgebrænde og i spandevis af al slags bær og frugt. I sidste uge fik jeg en tønde byg. Vi har jo selv 21 høns, 1 kalv og 30 duer?. Og tit kommer han med 1 cigar. Til juleaften kom han her med en hemmelig? Pakke og sagde, at nu kunde jeg selv agere julemand. Der var et par plusfour til hver af drengene, 1 gås, 1 pk. cigaretter og 1 kasse cigarer. Og når vi skal have ferie siger han, at vi må selvom, hvornår vi kommer tilbage. “Jeg røgter til du kommer igen”, siger han. Så vi har det godt, og har et dejligt hus at bo i.

– Jeg er glad ved at læse, at jeg engang har været sød og dejlig, gid blot det havde holdt sig igennem tiden, så man kunde være værdig til at smitte af på andre mennesker, for at nogen af os brødre skulde være så meget værd, at andre kunde få heldig indflydelse ved at blive afsmittet fra os, tvivler jeg stærkt på. Tværtimod tror jeg at vore koner har været medvirkende til, at vi har opdaget, der er et par flere mennesker i verden end os selvglade og selvtilfredse individer.

Ja, det var en lille kommentar til Olgas indlæg (altså til noget af det) og mens jeg er ved det, forekommer det mig mærkeligt, at hun både advarer andre mod at skrive om andres ægtefæller, og så samtidig været den første til at skyde. Endvidere er der den af Olga omtalte “dejlige tand”, jeg som lille skulde have været i besiddelse af. Jeg læste det for “dejlig teint”. Denne teint er dog nu stærkt på retur, fuld af bumser og hudorme, revner, sprækker og hård hud og indtil for 1½ år siden en masse skæl i håret. For fjernelse af dette takker jeg Olga og Marie for? hårvaskemiddel. Skællene forsvandt i løbet af kort tid. –

Dem af jer som før i tiden en enkelt gang har fået brev fra mig, må undskylde at det helt er ophørt, men min energi strækker næsten ikke til mere end den daglige dont. Jeg vil hermed slutte for denne gang og ønske jer alle alt godt. Sender bogen til Helga i morgen d. 17. september 1956.

Mange kærlige hilsener

Jørn

NB. Angående det 20. søskende barn vil jeg stærkt fraråde ethvert optrækkeri af præmien, idet jeg holder på, at kun én af tvillingerne kan være nr. 20 og som det fremgår af forklaringen var det dette nr. der skulde præmieres. Derimod vil jeg foreslå at det 30. søskendebarn skal have 15,- kr. fra hver. Helga skrev om det 30. barn, men ikke én af jer andre har kommet med forslag. Så hermed mit.

Lige så snart jeg får Jespers nye adresse, skal min gæld til ham blive afviklet.

Jørn

Helga 1956-09-24

“Helgahus” 24. sep. 1956

Kære alle sammen!

Så er bogen nået mig igen, og nu er jeg så fyldt med alt det jeg har læst, så jeg næsten ikke kan samle mig til at skrive noget. I grunden skulle jeg skrælle agurker og skrælle æbler i dag, da mandag rent forretnings set er en stille dag – men nu tager jeg en stund til bogen. Først må jeg korrigere at der ikke står tand, derimod “teint” endda med sådan en køn lille prik over “iet” s. 72.

I ved ikke hvor indtryk fylder og [vælter?], det er meget på én gang for “storesøster” som sidder alene uden søskende på en lysegrøn ø (håbet er da lysegrønt, og det er en ø jeg bor på.). For at bruge ét af mors udtryk. Det hele kværner rundt i hovedet på mig og det er fordi, der er så meget man gerne ville komme med kommentarer til. Men det bedste ved det hele er, at det facit man får ud af det er, at hver søster- el. broderfamilie har det godt og føler sig tilpas i sin lille cirkel; mere kan man ikke forlange. Og det er ligeså her.

Raske og god arbejdslyst har vi, og venter som så mange andre på det store sus. Og det er [?], for kan man have det bedre glad for sit arbejde, glad for sin ægtemage og glad for sine børn. Jeg tænker så tit og må tage mig selv i nakken når man i øjeblikke synes man ikke har nok, og så læser og hører om hvordan folk ved ulykker mister førlighed, syn og hørelse, hvor kan man glemme hvor godt man har det. Og mange er ramt af sygdom som plager så livet bliver utåleligt.

Og så vil Wilh. og jeg takke alle søskende med koner og mænd, for de dage omkring mors død og begravelse, tak fordi I kom alle, vi manglede Helene og Ingeborg men de var jo fuldt ud undskyldte. Det var trods det at anledningen til at være sammen var sørgelig, dejligt at se jer og frem for alt konstatere at vi ligner os selv og har godt humør og kan have det rart sammen. Hvis far og mor kunne se os har de fuldt ud gouteret og ville give deres besyv.

Selvom jeg de dage gik ved siden af mig selv, og dybt inde ikke kunne fatte, at mor var væk, nød jeg at vi efter så mange års forløb var samledes alle, det har vi vel knapt været siden Hanses og Bothildes ankomst her til Bornholm efter deres bryllup i Sønderjylland. Ja, mens Hans og Jesper boede på henholdsvis Maegård og Pindeløkke, var vi vel fuldtallige i ferierne, men der manglede nu ofte en, to eller tre. Og om jeg er så jordbunden og materiet spekulerer jeg på om I blev bespist godt nok.

Nå, men det var gode dage og nu så gode minder, at se tilbage på. Nogen forsvandt hurtigt og nogle af jer blev længere. Hans Otto og Kirsten rejste som de sidste 1. påskedagsaften, 2. påskedag var Wilh. og jeg helt alene igen, og Wilhelm skulle så af sted 3. påskedag til sit arbejde, ak, hvor blev så tunge dage for mig, savnet af mor var så sviende?. Det var ikke til at begribe, at mor ikke skulle sidde i sin stol mere. Men som Hans Otto sagde da han kom hjem fra Kirsten godt 3 uger efter “mor du skal ikke være så ked af det, mormor har det godt nu, og mormor døde uden at have været syg med smerter, og du kunne ikke gøre mere for mormor end du gjorde, hvis du havde været ond ved mormor kunne jeg forstå du ville være ked af det. Og som Jesper skriver”livet går videre”, og man har endnu meget at leve for; men det er dette man før har tænkt, åh, det er ældre mennesker, det kan vel ikke være så sørgeligt, men man har ingen at undvære, synes man selv om det er gamle, og som Olga skriver man kom til at holde så meget af mor, vel også fordi man tænkte på hvor trist meget var for mor. Man kunne jo ikke give mor sin hukommelse igen.

Tak kære Olga, kære Marie og kære Julie for alle de gode breve og pakker til mor og mig i den tid mor var her, det ved I sikkert hvor stor opmuntring det var, mor lyste af glæde og vitalitet når man fortalte og læste for hende om hendes børn. Og Marie ved jo selv hvor mor “kunne” være lys og frisk de dage Marie var her i februar, jeg tænkte ikke på da mor og jeg sad i bilen, og så efter Marie da Wilhelm fulgte hende om bord, at inden 2 mnd. ville mor være borte. Jeg tænkte heller ikke på død da jeg 21 febr. 55 afsluttede mit indlæg med at invitere til mors fødselsdag d. 25. juni (23).

Jeg er glad for at Elly var her juleaften 54 vi havde en god juleaften sammen med mor. Og så kom Julie og Kirsten i mellemjulen og var her nytår over det var oplivende for mor. Og tak for pengene [her?] til os, jeg håber ved lejlighed at tilbagebetale, for udgifterne skulle vi nok kunne dække; men vi har jo været ude i modvind i de år den nye vej blev lavet, det gjorde et godt indhug i aktiverne!

Nu gik jeg og tænkte nu bliver vi vel helt glemte, men vi er glade for at det ser ud til at familien kan finde os.

Sidste sommer var Olga og Julie her en tur samt Lars, Marianne og Agnete, Gunhild fik vi også et glimt af. I sommer var før omtalt i bogen Knud, Marie + børn her, og Julie + barn. Og vi var alle her så glade for disse besøg, behagelige, rare og gode var de at have her og Kirsten kom sammen med Julie og Olga. Vi håber at flere finder herover, til Jens vil jeg sige at værkstedet må være stort nok at campere i der kan stå mange senge. Og Jørn og Ingeborg er velkommen både sommer eller vinter (det er I alle). Stakkels Knud og stakkels Carl har hver for sig lovet at komme og have en ferie her.

Jeg vil også sige at Wilhelm og jeg taler meget om hvor dejligt det ville være med en rejse landet rundt og besøge familien vi har jo heller været hos Ole og Kirsten endnu. Jeg synes det var en dejlig tur til København sidste år i septem. Elly holdt en dejlig fødselsdag også d. 27 hvor Julie og Jesper kom igen, og den aften gik der hele 3 skibe for at få os tilbage, københavnersøskende rendte og kørte fra det ene skib til det andet, Hanni og Pussi tog med ålborgb. Julie med malmøbåden, og ego med bornholmerb. Jeg nåede meget på de 4 dage, dejlige besøg hos Marie og hos Olga, Var også i teater, og gik mange dejlige ture i byen.

Nå, men I forstår I er velkomne alle, kun vil vi meget gerne vide i forvejen hvornår besøg kan ventes, jeg er jo alene om dagen her, og så er det sådan, at man må tilrettelægge, hvad der kan og indrette sit arbejde, som man har tid til. Og når først gæsterne er kommet må de for øvrigt tage det hele som det er.

Der er ingen rigtig samling på mit indlæg, ser jeg ved gennemlæsning; men i grunden var der meget jeg ville skrive om; men nu hvor jeg allerede fyldt så mange sider med noget ikke rigtigt men bedre held næste gang.

Slutter med at fortælle at jeg er så glad for alle mine søskende og så glad for svigerinderne og svogrene, jeg synes vi har været heldige i vor familie i retning af sidstomtalte, vi kan jo kun være glade for at til at se udefra er alt godt hos de forskellige.

Hans Otto er i handelslære og har været det ét år 15 nov. var “svajer” der fra 9 maj – 15 november først. H.O. er meget interesseret i forretning og alskens handel og han er dreven der. Kirsten skal spille på hotel Randers i november og dec. Derefter venter vi hende hjem til jul (mellemjul).

Jeg synes det er så rart at høre om børnene i familien, og det synes som om I alle har gode dygtige børn.

For ikke at tvære mere ud vil jeg slutte og i morgen d. 25. september 1956 sendes vandrebogen til Hans, og håber jeg kommer med et mere positivt indlæg næste gang.

Kærlig hilsen til jer alle

Helga

Hans 1957-03

Har modtaget vandrebogen sidst i sept. -56, har altså ikke fået mig til at skrive i den, måske har jeg ment den havde godt af at blive luftet af.

Jeg er ikke den rette til at moralisere, at det der er kommen til at stå i bogen mener jeg for så vidt ikke at det skader os det viser kun på prent hvorledes vi også sommetider er over for hverandre når vi er sammen uden at det behøver bunde så dybt som det kan se ud til.

Jeg ved i øvrigt ikke hvordan pigerne har det med Niels og Målfrid, kun ved jeg at det der skrives om ved Ellys fødselsdag er helt ved siden af, at Niels ikke havde børnene med skyldes en misforst. som jeg måske også Jens bærer en del af skylden for. Elly havde som bekendt tænkt på at holde festen i roklubben netop for at alle børn kunne komme med og spurgte udtrykkelig os alle med børn om vi mødte med dem alle, ellers ville hun ikke sætte sig i den ekstra udg. Jens og mig talte om det og da vi her ikke som forh. var ikke kunne møde fuldtalligt sagde Jens at så lod de også deres bliver hjemme. Elly taler derefter med Niels og siger at alle børnene kommer ikke, Niels opfatter det således – til sin store skuffelse – at Elly lige så gerne ser at børnene bliver væk.

Under festmåltidet sad jeg ved siden af Niels og Målfrid, og jeg kan sige det for jeg studerede nemlig Niels og Målfrid vist også mere end de studerede os og jeg havde bestemt det intryk at de glædede sig mindst lige så meget over det festlige samvær som os andre, at de så er knap så overgivne som os andre syntes jeg ligger i sagens natur, ja det undrede mig endog at Målfrid stak ud efter vinglasset så tit som hun gjorde, man siger ganske vist at det stille vand har den dybe bund.

Jeg husker en anden lejlighed vi var mindst 10 af familien på en eller anden restauration, det sjove er at den eneste jeg bestemt husker var med er Målfrid – det var medens de var i København, jeg husker netop hende fordi jeg undredes over at hun kunne tage os og vores spektakel som hun kunne og more sig med os.

Og at Niels skulle være overlegen, ja det vil jeg slet ikke ind på, men der tager i nu fejl som siger det modsatte, at Niels så føler sig tilfreds nu han er som jeg har forstået, kommet på hans rette hylde er så noget andet, at Niels så, i hvert fald før har haft anfægtelser at døje med som vi andre misforstår, må vi tilgive ham – med det hoved han runder rundt med. At han har haft det ved jeg efter en – efter vores mentalitet fortrolig samtale jeg og Niels havde for flere år siden, da vi spadserede på gaden en nat i København, men det vil jeg som sagt ikke ind på.

Alligevel får jeg skrevet meget mere end min mening var og lad så dette være nok fra mig, næste gang jeg får bogen lover jeg at afsende den i løbet af en uge såfremt jeg har porto og der ikke ellers er nogen hindring.

Kærlig hilsen fra Hans

Jesper 1957-05-02

(Stempel i øverste venstre hjørne:)

Gdr. Jesper Anhøj
Søtofte pr. Ringsted
Tlf. Merløse 55x

Den 2. maj 1957

Af de vigtigste begivenheder siden sidst kan nævnes, at jeg har købt gård, traktor, mejetærsker o. m. a. godt. Bl.a. et stempel. Jeg har besiddelsesretten til det hele endnu. Skulle denne ophøre over det første er det sidste billig til salg .

Endvidere har jeg været på sygehus og fået tappet tre liter vand af den venstre lunge, samt blevet gennemskuet??

Ayd Rand er en mand!

Hælsen!![?]

Jesper!!!

	Sum	Skyld fra 2/5-57
Gård	120.000	90.000
Traktor	6.000	3.000
Mejetærsker	22.000	10.000
o.m.a. godt	11.000	5.000
Stempel	9,85	0

Afsendt til Jens 6/5 – 57

Jens 1957-05-09

Fr.havn den 9. maj 1957

Kære alle sammen!

Først vil jeg sige tak til jer alle fordi I har fortalt lidt om, hvordan I har det med Niels, kan jo være interessant nok rent psykologisk betragtet, men har ellers størst betydning vandrebogsmæssigt set, fordi det fortæller os noget om, hvordan I virkelig selv har det.

Jeg vil ellers ikke blande mig i den sag, men blot indskyde, at efterhånden som vi vokser til, så lærer vi vel, at vi har rigeligt at reformere hos os selv. Den største menneskekender talte engang noget om splinten i broderens øje, der ikke kunne fjernes, før man selv fik trykket bjælken ud af sit eget øje. – Og så venter jeg i øvrigt med rædsel, at I næste gang skal til at måle? Mine bjælker!!

Med det samme jeg husker det, så vil jeg sige til Olga, at det med fornavn o.s.v. sikkert hører sammen med, at vi trods alt er bornholmere. Selv om jeg nu har opholdt mig i Jylland ca. 20 år, så “støder” det mig stadig, at vildtfremmede mennesker, jeg møder første gang, siger “Jens” og “du”.

Og så en tak og kompliment til Helga for dit moderlige, søsterlige og hyggelige indlæg. En mors kærlige hånd glatter hen over det hele og siger: “Jeg holder af jer, som I er med alle pukler, knaster og kanter. Glæd jer nu ved sol, mens den skinner. Spild ikke tiden med”at vente på det store sus”. “For lykken er ikke fremmed og fjern, hvor guldet glitrer og luren gror, men lykken er som en liden blomst, der vokser i hver mands jord.”

Også tak til Julie og Jørn, der giver os et indblik i den daglige dont og den huslige lykke. I er sammen med Helga de søskende, jeg ser mindst til, og derfor glæder jeres indlæg vel også meget. De andre søskende ser jeg nu og da og sludrer med om dagen og vejen.

Den sidste måned har jeg forøvrigt haft den glæde at være sammen med jer alle med undtagelse af Julie og Jørn. Elly og Helga (og Kirsten) overraskede os stort den 10. febr. søndag over middag, da de væltede ind i vore stuer på vej til Hans’s 50 års fødselsdag. Efter mine tjenester i Fr.havn og Skagen var Helene og jeg med i “Skovhuset” et par hyggelige timer. Og om mandagen havde vi alle en dejlig dag hos Kirsten i Aalborg.

– Den 8. april var jeg hos Målfrid og Niels sammen med Marie og Jesper en hel aften. Den 12. april besøgte jeg Elly på Rigshospitalet efter hendes operation og glædede mig over hendes hurtige kommen til kræfter og hendes gode humør. Her traf jeg også Jespers Birthe og Hans’s Hanni. Herfra gik jeg hen i Zinnsgade og forlangte kaffe.[?] Carl gav bil hen til Pilestræde, da det heldigvis var blevet “snestorm”! Vi indtog en herlig spisning. Carl spiste som sædvanlig spegepølsen, og vi andre delte de andre herlige retter. Jeg sov i Pilestræde om natten. Om lørdagen fulgte Marianne mig til banegården – d.v.s., da rådhuspladsen var nået uden is eller pølser efterlod hun mig pludselig til min egen skæbne. Hun var dog så elskværdig og pege i den retning banegården lå!

I tirsdags (den 7. maj 1957) var Helene og jeg til Pussis og Olavs bryllup, først i Bangsbostrand kirke og siden i “Skovhuset”. Det var en dejlig og festlig dag. Hvad det kulinariske angår fik vi dejlig suppe, kalkunsteg, herlig frugtdessert, kransekage og kaffe – samt lige før opbrud: kaffe, smørrebrød, småkager og lagkage. Pussi og Olav har lånt nogle af de kasser og kufferter, som Helene og hendes mor og far har slæbt verden rundt – så nu skal de på rejse igen!

– Hans er jo ved at bygge et stort skiv, (ja I ved vel, at han har overtaget Frederikshavn skibsværft?) Når det bliver færdigt, er det meningen, at vi tager på familieudflugt verden rundt bl.a. for at besøge Pussi og Olav og evt. Helenes barndomsegn! Hold jer nu alle klar!!

Siden sidst er Helenes mors mange rejser og omflakkende liv standset. Hun døde ganske pludselig mellem hænderne på Helene og alle børnene tirsdag den 18. septb. 56. Det var en blodprop ved hjertet – det virker som ét dræbende skud. Jeg var på vej til Skagen, men blev standset i Jerup og kaldt hjem. Bedstemor var om torsdagen kommet hjem fra en fire mds. Tur i Sverige og Norge. Vi er taknemmelige for, at hun nåede hjem, og at hendes bortgang ikke skete hverken på rejse eller i hendes lejlighed, men her i vore stuer. – Du skal igen, Marie, have tak, fordi du var så sød mod hende, da hun kom til Kbh. fra U.S.A. Den dag og oplevelse talte hun tit med glæde og taknemmelighed om.

Her i vort hjem går alt i sin sædvanlige gænge. Vi er alle raske. Else går i disse dage til mellemskoleeksamen og skal derefter ud af skolen – som den første af vore, der slutter skolen. Hun har anlæg for det huslige og skal ikke for nuværende plages med flere skolebøger! Stanley læser til studentereksamen. Ruth går i mellemskolen og Olaf skal op i denne efter ferien. Esther forkæles stadig og spørger en gang imellem om ikke onkel Niels snart kommer. Han har et par gange givet hende en fem og tyveøre!!

Til Helga må jeg sige, at det nok heller ikke bliver i sommer jeg kommer til Bornholm. Helene har tilrettelagt så mange spejderlejre, at vi sikkert ikke samlet kommer på nogen ferie. Til Jørn vil jeg sige, at det er min agt engang i dette år at hjemsøge jer med et besøg. Til Jesper siger jeg, at det glæder mig, at han er blevet gennemskuet, og at han efter at have været på værksted, igen kan “arbejde, raave og skælde ud”. I øvrigt skal jeg besøge jer i forb. med årsmødet i Ringsted i juli, og det glæder jeg mit til.

Modt. Bogen 7/5-57, afs. 9/5-57

Kærlig hilsen til jer alle

Jens

Niels 1957-05-10

Da bogen nu er kommet så godt i skred, har jeg sat mig for, at den skal af sted omgående. Det er meget mere interessant at læse den, når sidste omgang indlæg ikke er så gamle. Jeg håber at få den postet i morgen.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal skrive om denne gang. Hvad interesserer jer andre? Det er det spørgsmål, jeg stiller mig selv hver gang! Arbejdet her har sin særlige rytme, som jeres virke har sin. Elevholdene skifter hvert halvår; stadig nye gæster og begivenheder. Men det vil føre for vidt at skrive om alt det – og det vil (trods det stadig nye) dog blive gentagelser, hver gang bogen kommer. Lad mig nøjes med at sige, at vi igen har haft et godt år på mange måder.

Af mere privat kan nævnes, at jeg fik holdt mit løfte om at besøge Jørn og Ingeborg og deres dejlige børn. Boede i hjemmet en nat. Vil længe mindes de hyggelige timer om aftenen og en del af natten. Tak! – I april måned rejste jeg ikke som ellers rundt i landet. Var blot i Rinkenæs i Sønderjylland sammen med Målfrid et par dage til generalforsamling. Lejede vil dernede en aften og kørte rundt til historiske steder. – I december var jeg en tur på Bornholm og boede som sædvanlig i Nylars. Dejlige dage! Tak!

Har i øvrigt besøgt alle søskende (undtagen Julie, som jeg dog har været sammen med en aften hos Marie og Knud) siden jeg sidst skrev i bogen. Elly besøgte jeg dagen før hun blev indlagt. Hun havde det ikke godt; det er ikke sådan at skulle forlade sin bedrift og overgive den til andres mere eller mindre gode omsorg.

Det kan ikke nytte at skjule, at et par indlæg er gået mig til hjerte på en meget ubehagelig måde. Jeg ville ønske, at jeg havde været stor nok til at ignorere og denne gang helt forbigå sagen. Men det kom så fuldstændig bag på mig; næsten som et stød under bæltestedet. Jeg syntes, det var så uberettiget og vulgært at møde mit indlæg på den måde. Jeg synes, jeg har mødt mine søskende med åbenlys glæde og uden reservation af nogen art. Hvis mit væsen er nogen imod, kan man vel unde mig samme ret som jeg under andre til at være som man er. At Målfrid er blevet blandet ind i det, forekommer mig så tarveligt, at jeg slet ikke her vil kommentere det.

Ja, intet er fuldkomment i denne verden. Jeg syntes ellers, at forholdet os imellem de senere år var blevet så godt. Den eneste mislyd, jeg vidste af (mig og mine søskende imellem), var lige ryddet af vejen. Men så kom dette. Det har bragt mig mange triste timer og tanker i vinter. Jeg kan kun trøste mig selv med, at også det må høre med til min opdragelse i livets skole.

Så har jeg spurgt mig selv mange gange i vinter, hvorfor dette har pint mig sådan! Jeg har dog i mit arbejde og på anden måde fået stød, som skulle synes mange fold hårdere. Men bortset fra de anfægtelser, Hans omtaler, har jeg ellers altid kunnet tage “overlegent” på modgang, især den modgang, andre har forårsaget. Svaret, jeg har fået, er for så vidt opmuntrende. Jeg har hver gang måttet svare mig selv, at sårbarheden i forholdet til søskendeflokken skyldes, at det drejer sig om hjerteforhold. Man kan ikke som i forholdet til andre sige: Jeg vil blæse dem en lang march! Det forhold, vi kommer til at stå i til andre mennesker, kan være mere eller mindre kortvarigt og overfladisk (selv om vi alle har venner, det ville gør os ondt at miste som venner; også det har vi vel alle prøvet). Men man løber aldrig fra de bånd, der binder til søskende, ægtefælle og børn.

I mørke stunder kan man tænke, at man vil afskrive en og anden, fordi man synes, at nu har den eller den alligevel været for grov, men det varer kun, til man får tænkt sig lidt om, eller til man oplever et eller andet, som sætter andre strenge i ens sind i bevægelse. En strofe af en sang eller toner fra et musikstykke eller passager i en bog eller noget andet, som vækker minder fra barndomshjemmet eller fra glade timer i søskendekredsen, er nok til at fjerne bitterheden og få en til at glemme misforståelser og sårende bemærkninger. For ikke at tale om, hvordan det kan forandre alt, når man kommer til at tænke på alle de gange man selv sårede de andre.

Så kan man jo heller ikke lade være med at tænke på sine egne børn. Hvor ville man gerne, at de i fremtiden vil holde sammen og være gode ved hinanden, også når man ikke selv er mere! Tænk, hvis en af dem skulle blive sat uden for fællesskabet og blive kanøflet ved enhver lejlighed. Det er ikke til at holde ud at tænke på.

Modt. 10/5 57
Afsendt 13/5 57 (Se senere)

Kærlig hilsen
Niels

Da jeg nu ikke fik sendt bogen i går, er der lige lidt mere, jeg gerne vil have med den på rejsen rundt i Norden!

Jeg bliver helt flov, når jeg blader tilbage til s. 88-99. Da jeg klæbede billedet i (billedet af Målfrid og børnene), og da jeg skrev bemærkningerne om mine personlige spekulationer, var det ud fra den forkerte forudsætning, at man kunne tillade sig af være glad for sig selv og sine, og at man nok kunne tillade sig at ironisere over sig selv og blotte sig selv lidt.

Vi mennesker er jo sjove; vi kan godt tåle at høre sandheden, når vi selv får lov at sige den. Men vi har svært ved at tage det, når andre siger noget om os. Jeg har oplevet, at forældre har afleveret deres børn til mig den 3. maj med stærke ord om børnenes skavanker; men de tålte ikke, at jeg bekræftede deres udsagn, når de hentede dem 3. 30. sept.!

– De selvafsløringer, jeg kom med, havde jeg jo ikke tænkt skulle forstærkes ved at kniven blev boret dybere ind af andre på områder, der slet ikke er berørt af mig. Ja, jeg ville ønske, jeg kunne fjerne billedet og i øvrigt mit sidste indlæg.

Især får jeg rødme i ansigtet og gåsehud andre steder, når jeg læser mine slutord om Målfrid. Det er den slags man skal holde for sig selv – eller sige til rette vedkommende. Men jeg ville bare med jer dele glæden over, at én i den grad har hjulpet mig i livet og i min gerning. Det skulle jeg ikke have gjort. Men nu er det jo læst – og opfattet af et par stykker næsten modsat som det var tænkt. Og jeg ser klart, at det måtte opfattes sådan, når man havde den indstilling til mig og Målfrid, som de nærmest følgende indlæg vidner om, og som jeg har fået bekræftet ved senere korrespondance og samtaler.

I øvrigt takker jeg Hans for dit gode indlæg – og ligeledes Jens og Jørn for jeres bemærkninger. Og for Helgas mere indirekte ord i “sagen”.

Julie har sendt mig et dejligt brev, som viser, at hun virkelig troede på skrønen om det “jerntæppe, Niels var ved at trække ned om sig og sin familie”, og at hun var ked af det. Hvis nogen virkelig har troet noget sådant, er det jo godt at få det frem i lyset. Blot kunne jeg ønske, hvad jeg også har skrevet til de tre, at det var sagt eller skrevet i brev til mig og ikke her i bogen. Selv om en sådan opfattelse bliver dementeret og af mig dokumenteret som falsk, føler jeg alligevel, at en og anden af mine andre søskende, som ikke kender de faktiske forhold, skal tænke i fremtiden, at der jo nok alligevel har været noget om snakken. Det ville jeg have troet, hvis jeg havde læst lignende udtalelser om andre. – Men det må jeg nu affinde mig med. Jeg kunne jo godt bruge nogle sier i bogen til dokumentation af, at al denne “jerntæppe”-snak både er grebet ud af den tomme luft og må have sin årsag i noget, som endnu ikke er nævnt. Hvad det sidste er (årsagen), aner jeg ikke og får det næppe at vide; hvad den tomme luft angår, så kan jeg slet ikke få mig til at opregne alle modbeviser: fx Målfrids og min gæstfrihed og modtagelse af gæstfrihed i årenes løb.

Nå, nu løber pennen løbsk igen. Jeg må standse – og jeg håber, der ikke skal ofres flere linier på den slags pladder i denne bog. Beklager dybt, at jeg har pladret med.

Endnu engang: Kærlig hilsen

Niels

Afsendt til Olga 14/5 57

Olga 1957-05-15

København, den 15. maj 1957

Så sandt, så sandt hvad du skriver, Jens. Men man kan nu godt være klar over en skavank uden derfor at kunne overvinde den. – Hvilken speciel skavank hos mig er der ingen grund til at uddybe.

Naturligvis var det ren og skær ærgrelse – hvad jeg for resten også gav klart udtryk. Jeg tænkte (og skrev): sådan og sådan er forholdene, det er der intet at sige til – men jeg vil ikke have siddende på mig, at jeg ikke skulde have opfattet det; for jeg er nok meget forskelligt, men så dum er jeg ikke. Til gengæld har jeg altså klart demonstreret – og fået demonstreret – hvor dum jeg er.

Ja, Niels, jeg pladrer altså videre. Det var min mening, at jeg, ligegyldigt hvilke angreb på mig fra dig eller andre mit indlæg måtte have affødt, intet mere vilde sige: når jeg skønnede forkert og skrev, som jeg gjorde, måtte jeg jo tage de klø, der fulgte med. Men dit indlæg denne gang har rystet mig endnu dybere end din reaktion sidste sommer.

Den 16. juni 1957

Det er dog forunderligt, som det kan gå. Da jeg begyndte at skrive, var det varmt, dejligt forår, nu er det den dejligste varme sommer. Det har været mange slags vejr siden sidst, også frost, og jeg har haft mange gange ondt i halsen, foruden at jeg har fået en god søvn, om end den ikke har varet i syv år. Og hvad enten det nu var en ko eller en hest, er jeg kommet til omtrent samme resultat som den tredje kæmpe.

Som Sommer Steffensen siger (om mig): jeg skriver jo så meget forkert (hvormed han dog særlig hentydede til min stædige fastholden af datidsendelserne i mine hjælpeverber). Fortrudt? parentes: Vor gamle Lærkefar i salig ihukommelse, ham mindes jeg stadig d. 16. juni.

Her i huset er alt så nogenlunde ved det gamle. I anledning af søndagen faldt Carl og jeg i snak på Østerport station. Da det ikke lod til, at vi inden for en overskuelig fremtid kunde enes om, hvorvidt vi skulde taget toget a) til Charlottenlund og gå til trav el. b) til Jyllingevej og besøge forældrene i Vanløse, tog vi hinanden i hånden og gik over gaden og i Østre anlæg. Da end ikke Carl i strålende sol og hen ved 30 graders varme vilde være bekendt at tale om snestorm, fik vi en længere spadseretur ud af det (for øvrigt er biler og den slags befordringsmidler ikke særlig bekvemme i parkerne, så skulle de – parkerne – i hvert fald bygges om. Derimod mente Carl, at man ved at fælde træerne godt kunde få en travbane ud af det. Hvorvidt han tænkte sig kunstmuseet lavet om til tilskuertribune, ved jeg ikke). Men til alt held fandt vi undervejs en kro? med en stor isbjørn i vinduet og et dejligt vinterlandskab på væggen.

Så har vi også kunnet glæde os over at have set jer alle her, dog desværre med undtagelse af Hans. Men når man har et helt skibsværft at tage sig af, må man vel være undskyldt. Du må ellers godt vide at her i byen har vi skam også et lille bådebyggeri ude på Refshaleøen. Men det var hyggeligt, at Helga og Elly tog af sted til 50-års fødselsdagen, synes jeg. I skal hver især have tak for besøgene her og være velkommen igen. Forhåbentlig har vi nu haft vort mål af sygdom og bekymringer, det knuger? os jo alle, når der er noget galt etsteds. Det var godt at få både Jesper og Elly på benene igen. Lad os så skønne på det, når vi er raske, og lære at tage vare på vort helbred.

Kærlige hilsener til jer alle

Olga

Marie 1957-07-26

juli 1957

Denne bog var ellers ved at være en hurtigløber og denne gang var det undtagelsesvis mig, der standsede den i flugten. Og det er kun fordi, jeg ikke altid vil være den, der skal bruge sommerferien til den.

Jeg har ind imellem haft stærk lyst til blot at lade bogen gå videre, men det ville være en lille smule af fejghed, hvis jeg gjorde det. På den anden side vil jeg ikke gerne røre mere i pladrede vande men kære alle sammen: blad om på side 127-29, læs det og fortæl mig om det virkelig er vulgært! Jeg selv mente det faktisk meget kærligt. Det gør mig mere ondt end det ærgrer mig, at du Niels har følt dig pint af det. For du har misforstået det. Vi har ikke haft nogen korrespondance som har bevist eller afklaret noget, derimod har vi set hinanden meget tit og har haft det både hyggeligt og morsomt. Og tilgiv så, hvad du ikke forstår. Og også hvad du forstår.

Og må jeg så mens jeg er ved Niels sige, at han blev valgt til forstander for skolen, fordi han var kvalificeret – at han så havde en kone, som viste sig at blive en strålende “højskolemutter”, (kunne ikke vides på forhånd) skulle det ikke hyldes? Og det mener jeg, at Niels først og fremmest skal, hvordan kan du få gåsehud ved at tænke på, at du har gjort det? Jeg selv kan ikke tit nok fortælle, at hvis ikke det var for Knuds både praktiske og psykiske støtte kunne jeg ikke bestride min forholdsvis krævende stilling. Mange gange har jeg måttet søge råd og vejledning hos ham i f.eks. bogholderimæssige spørgsmål, men jeg tænker også på de kander kaffe, han har måttet lave, når sælgerne opsøger mig privat for at få trøst og de gange han i flere dage må passe hus og unger, fordi jeg har rejst for firmaet.

Nå, men denne sommer har ellers skabt nogen trafik mellem familierne – det har kunnet være svært at finde ud af hos hvem hvis unger er i øjeblikket. Lars startede sin ferie med at tage til Tølløse, så rejste Gunhild til Helga og tog Marianne med, så fik jeg Agnete på ferie, og de to fra Bornholm, Marianne og Gunhild kom, men en dag da de “tilfældigt” traf Niels og Målfrid blev de enige om, at nu kunne de da tage til Tølløse. Så der er de i disse dage. Jeg har udspredt rygtet om, at Jørn og Ingeborg d. 10.ds. fik en datter, men det er altså en prinsesse, der blev født. Jeg var og besøge dem i maj måned og det synes jeg var dejligt! I øvrigt synes jeg lige som Finn Søborg, der siger: “Vi har det jo dejligt!”, at vi har det rart, når vi er sammen. Der kan være misforståelser og ærgrelser, som Niels skriver, men så sker der andre ting, som får en til at smelte og synes, at det er småting, der ærgrer en.

Jeg har ikke fået nogen “højere” uddannelse som nogen af jer har og det har gjort at jeg har udviklet et mægtig landsbyskolekompleks, som jeg er meget glad for og hæger om. Det får mig nemlig til at undersøge en ting til bunds, hvis der er nogen tvivl om moget. Det var dog ikke nødvendigt i forbindelse med Ain Rand. Jeg har været med til at udgive to af hendes bøger og hun er altså dame. Hun er inte køn, men hunkøn er hun!

Nu kunne jeg ellers fortælle en hel masse om denne sommer, oplevelser m.v. Men jeg vil slutte med det samme som sidst:

Julie er i byen og får bogen nu.

Mange kærlige hilsener

26. juli 1957 Marie

Julie 1957-08-11

Karlskrona 11-8-1957 På forhånd har jeg en følelse af at det ikke bliver noget vægtigt indlæg jeg kommer med denne gang. Men denne gang tager jeg tilbage alt hvad jeg i tidligere indlæg har lavet af strålende [?] do.

Jeg beklager at hele intermezzoet med Niels blev “offentligt”, da ingenting blev vundet derved, hvorimod Niels fik en masse spekulationer og sorg, som vi (de tre piger) ikke på nogen måde havde tilsigtet og absolut ikke på grund af hvad vi skrev kunne have haft anledning til at tro vi skulle blive skyld til. Om fejlen ligger hos os eller Niels skal være usagt, ét er givet: Niels har lagt andet i vore ord, end vi har ment!

Vi fra København (jeg på ferie) havde en dejlig aften hos Niels i sommer og Agnethe var på ferie der et par dage. Det er så morsomt, at de forskellige kusiner lærer hinanden at kende, mange er jo nu så store, at de kan rejse og besøge hinanden i ferierne. Som sagt holdt Nete og jeg ferie hos [?] Marie og Olga i København. Det var dejligt, jeg var hos Helga 1½ døgn, der var Elly og så glædelig rask ud, solbrændt og ungdommelig. Jeg har en ny stilling nu. På bogføringsafdelingen på L.M. Ericssons Tlf. [?] AB.

Det gik altså alligevel ikke med Sven og mig og vi er nu i al fredsommelighed enige om at skilles. Vi bestemte inden jeg rejste på sommerferie og de 2 ugers adskillelse havde ikke ændret på vor beslutning, så ansøgningen er skreven og skal indleveres i okt. d.a.

Tillykke Jørn med prinsessen!

Jeg håber I tilgiver at jeg knapt kan tænke på andet and mig selv og alt som skal forandres. Trods alt er det bånd som brutalt skal skæres over. Det er naturligvis mest Agnethe contra Sven, som gør ondt og hele svigerfamilien, som ikke vil godkende vor beslutning.

Kærlig hilsen til jer alle!

Julie

Sender bogen til Jørn 19/8 57

Jørn 1957-08-29

Torsdag den 29. aug. 1957

Modtaget bogen d. 26. august 1957

Kære søskende!

I disse dage for et år siden havde jeg også vandrebogen liggende, så nu er der ved at være lidt mere fart over den. For at begynde med den store ende, vil jeg til Helga sige, at vi var kede af, at vi ikke fik gennemført vores plan med at kommer over til Bornholm sidste vinter, men som det var bestemt fra begyndelsen skulde vi have haft vores ferie fra nytår. Imidlertid vilde [Madsen?] gerne om vi vilde vente til ugen før påske for ikke at risikere en frostperiode ligesom året før, da han skulde afløse mig. Ved påsketid var Ingeborg med tiden blevet for besværet til at ville ud at rejse, men turen til jer i Nylars vil vi med glæde senere gøre.

– I ferien ved påsketid var jeg så alene i København nogle dage blandt andet for at besøge Elly på hospitalet. Og havde i øvrigt nogle dejlige dage både hos Olga og Marie, som jeg hermed vil sige tak for. En af dagene kørte Carl og jeg ud til Tølløse hos Niels og Målfrid, og det var dejligt at se højskolen, (som jeg ikke før har set), ikke mindst fordi man bedre kan forestille sig, hvordan man går og [tuller?] rundt, når man kender lidt til lokaliteterne. Mange år var det også siden, at jeg havde set deres piger og har måske ikke engang set dem alle tidligere. En aften var jeg også sammen med Pussi og Olav samt søster henne hos Olga. På turen fra Tølløse lagde vi turen om til Jesper og Marie, men Jesper var samme dag indlagt til undersøgelse, men fik så set hans nye gård m.v.

Dernæst er der Hans’ indlæg som rigtignok er blevet noget længere end sidste gang, (og yderligere forlænget med ½ år), men mon ikke du har glemt at indskrive den omtalte kladde her i bogen? Men tillykke med din 50 års fødselsdag i vinter vil jeg ønske og en lykønskning til Pussis bryllup i foråret også, og jeg håber at hun befinder sig godt både i fremmed land- og ægteskab og alle andre skabe.

Jespers regnskaber har jeg revideret og godkendt og synes det er fint klaret på et år.

Vi er glade for, at Jens agter sig ned til os i løbet af året, og vi har også en Vendsysseltur i tankerne, men indtil videre kun i tankerne, vi skal have foretaget Bornholmerturen først.

Niels vil jeg takke for eftermiddagen i Tølløse og for hans besøg hos os sidste efterår.

13-9. Tiden løber stærkt, så nu må jeg gøre alvor af at færdiggøre bogen. Vi blev langt om længe færdig med høsten, og har forud skelpløjet? og pløjet 12 tdr. land til hvede. Bliver vejret ved på denne måde vil det være vanskeligt at få vintersæden i jorden her på disse fede jorder, men det linder? vel?

Grunden til mit lange ophold mellem nu og det førstskrevne beror på, at jeg pludselig kom i besiddelse af 30 nye duer foruden dem jeg havde i forvejen så aftenerne er gået med at udvide dueslaget hvori jeg blandt andet også har støbt gulv nu. Desuden spiller jeg med i et dilettantstykke som også tager noget af min fritid de aftener vi er sammen at øve, og så er det jo et [?] at få fat i [?].

Maries udspredte rygte med hensyn til fødselen hos os taler sandt, idet det er hende selv, der har lavet det om til prinsesse, som det selvfølgelig ikke bliver ringere af. Og hun (altså vores pige), som i øvrigt hedder Berit, er naturligvis den dejligste unge, som alle andre børn er det. Vi er meget, meget glade for, at det blev en pige denne gang, og da jordemoderen sagde lige efter fødselen, det er en lille tøs, nærmest henvendt til lægen, undslap der i Ingeborgs døs et befriende suk.

– En aften i begyndelsen af august måned, skal jeg love for, at vi fik uventede gæster, faktisk nogle, som vi aldrig havde forestillet os komme på besøg. Det var morbror Anthon og tante er det ikke Ingeborg hun hedder? De spiste så til aften her og drak aftenkaffe, hvorefter de så skulde hjemad.

Nu er der vist ellers ikke noget særligt mere at skrive så jeg slutter med de kærligste hilsener til jer alle og sender bogen til Helga snart.

Jørn

Helga 1957-10-24

“Helgahus” 24 okt. 1957

Kære alle sammen!

Ja, så er jeg her igen (som uldkræmmerne siger) med nogle dages forsinkelse, hvilket skyldes, at jeg mens vejret var godt “vejr” skulle have en sommers tøj især hvad der stadig var lagt til side i samme tidsrum vasket, hvilket skete ved at brønden løb tør så det lyder voldsomt.

Så skulle jeg lige have de asier, agurker, blommer, æbler og brombær, kunderne stadig kom med af vejen efterhånden. Nu ligger der et græskar på 40 pund og venter men det får vente nu, ville også være syltet om ikke A.sygen skulle hilse på Hans Otto og mig. Det tog mig 8 dage, og de var slemme; men nu er jeg kommet ud af at spise og nu håber jeg når appetitten melder sig igen at jeg kan tøjle den, så jeg kan svinde lidt ind, men må man se hvor karakterfast jeg er.

Ja, det var en dejlig tur til Jylland i febr. dejligt hos Hans, dejligt hos Jens og dejligt hos Kirsten, og jeg synes virkelig den dag familien Hans og fam. Jens var i Ålborg var en dejlig dag sådanne dage lever man længe videre på. Siden havde jeg festlige dage hos mine rare søstre i København Marie og Olga, de [gavde?] sig tid og ro til rigtig at feste. Og en herlig dag var turen ud til Jesper sammen med Olga/C – Marie/Kn. Og der var også hyggeligt og festligt. Jeg er glad for at Jesper nu er rask, jeg blev så ked af det, for jeg kunne se, at Jesper var rigtig syg og dårlig. Og hvor var det dejligt at Niels Målfrid og døtre kom også, det kunne minde om hos far og mor i de gode gamle dage at familien samledes. Den store gode steg kom på bordet, æblekage m/ rigtig flødeskum. Senere inden man kørte hjem kaffe og hjemmebagt kringle og igen æblekage. J

a, der var meget godt rundt om lige fra Jenses, Hanses, Kirsten og videre frem. Og så dette igen at få en rigtig gammeldags sludder med sine søskende svogre og svigerinder, og så dette at betragte børnene i familien det er det bedste jeg ved. Og så talte jeg så meget om også at rejse til Jørn; men da jeg var ifølge med Elly og hun hastede hjem p.gr.a. selvangivelse vendte jeg næsen hjemefter.

Men jeg glæder mig til at komme til Jørn og Ingeborg; men nu kommer de forhåbentlig her snart. Der er så meget at holde sammen på ved vandrebogen, det der er skrevet i den siden jeg gavde den fra sig, skal have tid at bundfælde sig hvis man skal kunne komme med evt. kommentarer, og ellers er vel meningen i grunden den, at vi hver især fortæller om hvordan vi har det hvordan det går os, og selvfølgelig skulle vi kunne tale ud om sagerne.

Jeg tænkte da jeg så billedet at Niels havde klæbet og læste hvad Niels i det hele taget havde skrevet, at det var en ide vi andre skulle tage op også, og hvis vi ikke selv vil sidde hos, skulle vi 10 søskende hver får lavet, hvis vi ikke har det, et bill. vi så kunne klæbe foran eller bag i bogen; men det skal være et billede der svarer til dagen i dag. Så har vi jo ellers lov til at sætte et andet i til skræk og advarsel hvis ikke det andet bliver, for det er det vel mere. Hvis Målfrid vil påtage sig at montere et korstingsbind på bogen, vil jeg sy et sådant efter bedste evne; men jeg er ikke sirlig og pertentlig nok til at montere et sådant omslag.

Mit vrøvl om foto skal forstås sådan f.eks. at der jo selvf. Ikke skal ét i af mig som 25årig af Hans som 50årig; mener at de foto der skal i som skal kunne give et indtryk af os i helhed skal være af samme årgang. Jeg sidder her og griner helt ubehersket fordi jeg pludselig så Jenses, Jespers, Julies og Maries reaktion på det fotovrøvl, Jesper vil i en vældig fart få spundet en lang ende af [?] og så vil han rejse sig og sige [?] ! Jeg ser også Jørn se ganske alvorlig og forstående på det spørgsmål. Tårerne triller ud af øjnene på Marie over at vi skal foreviges i vandrebogen I forstår det er lattertårer. Julie er ikke til at standse i sin vilde jagt? Over alle de billeder der skal i vandrebogen, og Jens sidder jo der og trækker på smilebåndet, Olga kan jeg ikke gradde i den sag, Hans ser faktisk halvskeptisk ud, og Niels ser meget resolut og bestemt ud i samme anledning. Men jeg synes da ideen er god nok. Og jeg kan sagtens forlange for jeg er nemlig selv nødt til at lade mig forevige nu i november, jeg skal nemlig have mit kørekort fornyet inden 25. nov. Wilh. fik sit fornyet i april og der kom forlangende om et nyt foto, så da mit foto er 10 år må jeg hellere få den sag fornyet. Joh, Olga siger ha! Kort og godt lige ude i kulisen.

decem. Uha, hvor tiden dog løber, hver dag har jeg tænkt på den bog og ikke mere. Men nu må jeg se at [?] mig ud af det. Kørekortet er trukket i land. H.O. passede forretningen herhjemme, han tog fridag. Så vi havde ordentlig samlet ærinder sammen det var 4½ å siden jeg havde været i nogen forretning i Rønne; men jeg skulle nu have nye briller, det kørekort og ellers blev der ikke handlet noget, jeg synes alt er så vanvittig dyrt. Wilh. og jeg spiste dineen i Rådhuskroen kl. 12 for kl. 1 skulle jeg til lægen og have lægeattest og et dårligt knæ undersøgt, hvortil der så skal kortbølgebehandlinger til, jeg faldt og slog knæet eftertrykkelig i sommers.

Og så fyldte onkel Viggo på Palmehøj 70 år i nov. Og så havde vi aftalt at komme derned og drikke eftermiddagskaffe, og så var onkel Harrys, Willy og Lundegårds der, det var en hyggelig eftm. På turen tilbage til Rønne var vi inde og hilse på m. Kristian, og han levede i bedste velgående. Det gjorde faster Julie også, William og hun havde fået fjernsyn. Faster Julie sagde, at hun hører og ser dårligt; men det synes jeg ikke man mærkede noget til. Hun passer stadig husholdningen og strikker i kilometervis.

Ærligt at jeg ikke har fået af sted, jeg skriver at jeg mente Jesper var rask, og så er han det alligevel ikke; men jeg synes man næsten ikke kan regne med noget mere så fik jeg den glædelige meddelelse af Marie, at det dog nu går fremad, det var søster Marie jeg talte med. Jeg vil pålægge jer alle at passe godt på helbredet, når man bliver ældre, bliver man først klar over det, jeg tror ikke det nytter, at man sløser med sine kræfter for det hævner sig. Man kan ikke gå på højeste gear altid, hvad enten det er på nyttig eller unyttig måde man udnytter sig selv.

Min ryg er sådan nu, at når jeg går oprejst i flere timer og arbejder, har jeg hele tiden brændende smerter, og så ved jeg ikke noget bedre end at sidde på en stol. Lægen siger det er knoglerne der er slidt, og at der intet er at gøre ved den sag. I skal se jeg har nok båret Jens f. m. da vi boede i Kristuskirken, måtte jeg bære ham, fordi han var syg så længe, måtte ofte bære ham, jeg kan huske mor havde sådan frygtelige ben i den tid. Nå, det skal nu du ikke tage så højtidelig Jens, for alle I små blev båret efter tur, der skulle for det meste være stille oppe i lejligheden p.gr.a. møder o.s.v. I den tid lod man jo heller ikke børn ligge og skråle som man gør nu. Mor plejede at sige til mig, at jeg ødelagte Jesper fordi jeg gavde ham lov at rulle. I det værelse der lå ved siden af bryggerset i Sorthat kunne Jesper rigtig rulle; men så kunne vi kigge ind til ham fra gården. Og når Hasleværket fløjtede kl. 6 om mrg. plejede Niels jo gerne at komme fra sin morgentur og mødte os andre i gård eller port, da var vi først på benene, og så fik vi meget bestemt at vide at det havde fløjtet. Og han havde altid fundet sin fine blå frakke frem og taget på, og den var ligeså blå som hans øjne. Ja, jeg tror nu nok at Hans havde været oppe og slidt i det i nogen tid, Jesper har sikkert havt nok i alle de løjer han havde for, og Jens skulle vel ind i Ankers have, hvad han nu skulle der efter, for vore æbler var da lige så gode, jeg håber dine børn har en trillebør, jeg mener for? skyld.

Nå, men der er måske andre der skal til nu. Jeg siger tak for det år, der nu er ved at være slut, tak for besøgene, i år var der flere af den nye generation. Det begyndte med Hanni og Birthe, kan ikke sige hvor glade vi var at de to søde piger kom. Gunhild og Marianne var her også to kære piger. Da Stanley kiggede ind havde det nær slået mig i jorden, begriber nu ikke at jeg ikke kendte ham jeg havde da set ham i Frdhvn. I februar; men det er det her kommer i sommerens løb så mange i kiosken el. ved kiosken, og så sådan helt uforberedt kan man altså overse at det er familie; men han fik da den kaffe han bestilte, det er morsomt at de kan finde os. Håber I stadig kan finde os!

Der var så meget jeg gerne ville have kommenteret; men i stedet blev det hvad der faldt mig ind i tankerne efterhånden fordi man nu sidder og kommer til at tænke tilbage i tiden, medens vi havde vore dejlige forældre, vi har vel lov at sige at de var sjældne. Højtiderne hjemme det være sig jul påske el. pinse var virkelig hvad højtider skulle være. Og jeg kan huske fra min barnetid og ind i ungdomstiden lige meget hvor meget slid og arbejde hverdagen kunne give (det har jeg måske følt mest fordi jeg er den ældste, og måske fordi jeg følte mig tilpas ved netop slid), så var lørdag aft. og søndag hvile, hvordan mor bar sig ad med at få den ro og fred over det hele, så man virkelig så hen til det som værende oaser, selv ungerne var fredelige, og kunne passe sig selv. Olga og Marie lavede kage af æggene i hønsehuset i alle tilfælde én gang. Julie og Jørn kender jeg kun som de mindste fra den tid, og de mindste var altid de bedste lige fra Jesper fra lille. Elly, Hans og ego har jeg altid regnet for at være lige store.

Hvis I synes jeg skal straffes, må I springe mig over næste gang, tiden er løbet fuldstændig fra mig, om 14 dage har vi julen her, og der er meget, meget der skal ordnes på de 14 dage først og fremmest skulle jeg gerne sælge en bunke.

Sender bogen til Hans i dag 10 dec.

Og så være I hilset på det kærligste

Helga

Hans 1958-01-12

Skovhuset den 12-1-1958

Kære allesammen

Så er klokken 23 søndag aften jeg er alene oppe vi har hørt radio lige til nu, der har været et godt program, Bothilde er lige gået i seng jeg kan høre hun rasler med et blad det er nok “Flittige Hænder” Lise har haft med hjem.

Nu må jeg se at få skrevet lidt i denne bog, det var min mening at få bogen af sted før jul, men så kom jeg på værftet igen, det har ellers været lidt sløjt der i efteråret, der var så dårlige udsikter så jeg spekulerede alvorligt på at tage ud med en norsk tankdamper, men jeg er her altså endnu. Jeg er glad nok for at være på værftet, der er mange slags mennesker og forbavsende flinke, i begyndelsen var jeg bange for at blive [ærtet?] og stukket til, men jeg har aldrig fået et ord, landsbyskolementaliteten er helt bandlyst, derimod har de på diskret måde gjort alt for at jeg skulle føle mig hjemme. Arbejdsmæssigt har jeg let for at klare mig, men der er andre ting jeg slæber på der gør, at jeg kunne have lyst til at komme helt væk et stykke tid, men bliver udsikterne på værftet bedre i det nye år, syntes jeg ikke jeg har lov til at stikke halen mellem benene, og fra marts måned er jeg understøttelsesberettiget, så mærkes det ikke så meget at blive fyret en gang imellem.

Det er underligt at tænke sig som alt kan forandres, vi havde færgen “Korsør” til eftersyn for noget siden, da jeg arbejdede på den tænkte jeg på at da jeg sidst sejlede over bæltet på den ville jeg have forsvoret at jeg om nogle år skulle være med at reparere den, og nu har vi “Broen” liggende.

Nå det var bogen her jeg kom fra jeg udsatte den altså til juledagene glemmende at i den tid kunne jeg slet intet skrive, dels af mangel på ro dels fordi jeg syntes jeg har så lidt at give, føler mig underlegen og flov.

Så har jeg sommetider nogen sære drømme, måske i relation til min sinsstemning, sjovt nok nu medens jeg skriver går der et lille lys op for mig, hvordan jeg også kan udlægge en drøm som jeg ellers har følt mig noget trykket af. Jeg var på Klipgård, oppe på loftet nussede jeg rundt med far, far var lige som man kunne tænke sig ham hvis han havde levet nu – en pæn ca. 80 årig mand, hvorfor far skulle optræde i billedet forstår jeg ikke rigtigt, vi havde om morgenen fået besked på at Olga ville komme i løbet af dagen, far kritiserede at der ikke var noget værelse i orden til hende. Nå jeg kom ned i stuen og så kom Olga, pludselig var både Julie Marie og Helga der også hvorfor Elly ikke var der ved jeg ikke, da det var kort tid efter at jeg fik vandrebogen var det måske fordi hun ikke skriver i den, men altså pludselig stod i fire, i en halvsirkel foran mig og i voksede helt op til loftet og jeg var en lille bitte en og endnu mindre blev jeg da i begyndte at grine af mig, i grinte og pegede fingre af mig så i var lige ved at knække sammen så lange i var med lange frakker på og jeg blev så flov og vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, jeg har også følt mig meget “bitte” siden men nu slår det mig pludseligt at sådan ville vi jo netop bære os ad hvis vi ville [narre?] En til at gøre noget. Slutningen af drømmen fik jeg ikke for i grinte så højt at jeg vågnede, det var måske også det i ville have mig til.

Det var forbavsende kan virkelig så lidt af det man funderer over fylde over tre sider. Ellers er alt sådan cirka ved det gamle vi har det rigtig rart, får imellem brev fra Pussi, de har det godt er godt tilfreds og har fået flere venner de kommer sammen med.

Thorbjørn er ringforlovet med en sød pige, hvis forældre har en lille landejendom tørvemose og maskinstation. Hanni er ved en skibsreder i Stavanger, er godt tilfreds, det er herskabet vist også sådan som de har overvældet hende med julegaver. Lise og Birgitte er her i nærheden. Hans Jørn går på gymnasiet 2.de mellem og er i kaninavlerforeningen, vist ikke i bestyrelsen endnu. Så har han et tryllesæt, næse og øjne, som Julie så har i vist ham i en “nøddeskal”. Kurt er bror Jørns udtrykte billede da han var i samme alder. Bodil sang i mikrofon til værft klubbens juletræsfest, så hvad hun bliver til ved jeg ikke i betraktning af at det var første gang hun var mellem andre mennesker.

Og Bothilde er den samme kærlige mor og hustru som hun altid har været såfremt altså tiden tillader det for der er jo meget at se til i et sådant skovhus. F e c. intil for nylig var der en høne der daglig skulle hjælpes op på klædeskabet i soveværelset for at lægge æg, efter endt gerning sad den og skræppede op til hun hjalp den ned igen. En dag det varede for længe inden den blev hjulpet derop sked den i sengen. Ellers er de dyr hun har rendende om benene yderst venlige, selv en stor kattekilling vi har er helt renlig?, når vi er kommen i seng om aftenen slikker den altid Bothilde på næsen inden den lægger sig til rette, kun når den kommer ind med en mus og vil aflevere da bliver der ballade og det kan lille mis ikke forstå.

Ellers ved jeg ikke noget særligt vi har jo også haft lidt besøg, Jens ser vi engang imellem det er morsomt og så har vi jævnaldrende børn. Morbror Anton og tante Laura var også her, det besøg var jeg meget glad for vi fik en god sludder, Bothilde var desværre ikke hjemme, men Søster havde ferie, hun lavede kaffe som tante roste i høje toner, “hun havde aldrig kunnet med den her stærke kaffe, men holdt mest af ganske almindelig kaffe!”

Nej, nu må jeg vist til at slutte, det var hyggeligt at læse bogen denne gang jeg siger tak til jer alle, særlig Jørns indlæg er jeg glad for at læse det er ligesom familieskabet bliver nærmere, mærkeligt nok men jeg indrømmer at jeg trods jeg ikke er den af familien der har haft minst at gøre med dig Jørn ikke syntes jeg har mærket de broderlige følelser som jeg burde haft, men vi har vel lov at give aldersforskellen skylden, så om også vi skriver meget sludder i denne bog så udfører den dog sin mission, at holde os – og ryste os sammen. Hav det godt alle og jeg slutter med at ønske os alle et godt nytår og at vi der ikke har det må få lidt mere ro og harmoni med os selv særlig kraftige ønsker for vores Julie derovre i Sverige.

Kærlig hilsen

Hans

Jens 1958-02-06

Fr. havn den 6/2 – 58

Kære alle.

Hans har udenfor tur overladt mig bogen til en lille hilsen – så spares der måske lidt tid og ihvert fald lidt porto. Jeg har ikke meget at skrive denne gang. Det er jo for øvrigt heller ikke længe siden, jeg skrev sidst.

– Elly og Kirsten gav os et hyggeligt besøg lige før jul en eftermiddag. Det var morsomt at se dem spise kryddersild med alle ti fingre og hele ansigtet – med ben og skind lige fra tønden – det var helt bornholmsk!

– Heller ikke i 1957 nåede jeg at besøge Ingeborg og Jørn – så i år lover jeg ingenting!

Jeg har været en del på glatis i vinter – især januar md. var skrap med is og sne. Men det gik godt hver gang.

Bortset fra dårlige halse og lange næser har vi det godt alle sammen.

Kærlig hilsen

Jens

Helga skal have tak for “Bornholms Tidende” forleden dag. Det var interessant – og det var tankevækkende, at det altså er 22 år siden.

Sender bogen til Jesper, der altså skal sende den til Niels.

Jesper 1958-02-09

Søtofte pr. Ringsted den 9. februar 1958

Kære alle sammen

Jeg har siddet på kontoret nogle dage i slutningen af januar grundet skattevæsenet og er ikke rigtigt kommet i gang med noget *positivt siden – det har også været så koldt – og så kom bogen her i går til behagelig afveksling.

Jeg har besluttet at udfylde mit blad med det samme og få den videre. I er ellers flinke til at komme med væktige indlæg.

Mit bliver ikke ret langt – der er vel ingen der gider høre om svigtende priser, dårligt høstvejr, sygdom o.m.a. Nu går det mod sommer og jeg håber det vil gå os, som jeg hørte en fallitbonde sagde engang i min ungdom – “jeg skal høste engang endnu”.

De allerbedste hilsener

Jesper

*) produktivt

Der var en meget gudfrygtig præst, der sagde til mig engang i efterår: “Nu er der altid meget der driller landmanden”.

Niels 1958-02-21

Tølløse, den 21.2.58

Jeg sidder på kontoret, har haft hyggelige minutter i selskab med de sidste indlæg i bogen. Det er så dejligt at få disse glimt fra jer alle. Nu da det er min tur til at føje et bidrag til, finder jeg det vanskeligt at vælge ud af det meget, man kunne have lyst til at skrive om. Det er stadig problemet: hvad kan interessere jer af alt det, som jeg roder rundt [i?] Men lad mig da skrive, at jeg lige har røget en stor cigar, som Målfrid forærede mig – vel for at dulme samvittigheden, fordi hun fik lyst til at købe sig et stykke chokolade (det gør hun nu meget sjældent; køber chokolade!). Et af børnene øver sig på klaver inde i stuen, det må være Ingrid eller Solveig, for Gunhild har jo for længst lagt klaverspil på hylden. Hun maler porcelæn i stedet o.m.a. I løbet af sommeren skal hun på vort præliminærkursus.

– Målfrid har været syg i vinter efter guldkuren; i julen og det meste af januar var hun i næsten konstant pine. Nu går det bedre, selv om det ikke er helt godt endnu. Om hun er af med leddegigten, ved vi ikke endnu, men den er i hvert fald ikke så slem som tidligere. (Jeg kom til at skrive gigtfeber ovenfor, vel fordi M. havde en slags gigtfeber i 16-17 års alderen, og hendes skrøbeligheder nu stammer muligvis derfra). Ja, Helga har ret, man skal passe på sit helbred; når først sygdom sætter ind, bliver andre bekymringer små. Og vi får jo åbenbart vor andel på forskellig måde. Mit helbred har hidtil været godt, men jeg er begyndt at mærke nogen træthed el. rettere en følelse af overspændthed og -anstrengelse, vel dels p.gr.a. overvægt og dels for ringe lejlighed til hvile og afslapning ind imellem; her på skolen går næsten alle døgnets timer på højeste gear.

Forleden var jeg (samt M. og børnene) til moster Hansines begravelse. Vi kunne kun være med til selve begivenheden i kirken (Roskilde baptistkirke), så jeg fik ikke talt ret meget med familien. Men der var mange af dem, og jeg fik da hilst på de fleste. Marie, som havde gjort mig opmærksom på, at moster var død, foreslog, at jeg skulle repræsentere familien foruden med min nærværelse ved en blomst “fra familien Anhøj”; det gjorde jeg så. Hvis I ville have bragt en sådan hilsen og ikke fik det gjort, er det altså sket på nævnte måde. Marie og jeg betaler, så kan I gøre gengæld i fremtidige lignende situationer. Pastor Harry Dannemand Sørensen forrettede begravelsen på stille og smuk måde.

Vi havde lejet bil og kørte bagefter til København. Ud på aftenen kørte vi tilbage til Tølløse – og fik en tur, vi ofte vil mindes. En snestorm, som jeg ikke kan mindes at have oplevet, gjorde hjemturen til en enestående oplevelse. Vi kom hjem på ca. 2 timer, men vor ungdomssekretær, der kom en halv time senere fra København brugte 2½ time blot for at komme de sidste 2 km. Vi var da også i grøften en gang, men kom hurtigt op igen ved hjælp af en anden bilist.

Nå nu må jeg slutte, jeg skal finde nogle matematikopgaver frem til et par undervisningstimer i morgen. Jeg fortsætter senere.

22.2.58

Så er lørdagskontortiden overstået. Der bliver nok lidt ro til at få afsluttet dette værk.

Vi har købt et vægur (!) fordi Målfrid arvede kr. 395,08 fra en faster! Det hjælper svært, når man sådan har giftet sig ind i en pengestærk familie!

Så har vi fået forskelligt at lege med i den sidste tid. Bl.a. har skolen fået en båndoptager, så nu kan jeg virkelig høre mig selv tale!! De første dage efter anskaffelsen fik jeg ikke lavet meget andet end at indtale og høre mig selv. Engang imellem lader jeg dog også andre prøve. Ja, så har jeg fået en ny hat og en skjorte. Derimod glemmer jeg stadig at få købt den bil, når jeg er i byen. En årsag til forglemmelsen er muligvis at jeg ikke kan få sparet ret mange penge fra. Jeg er begyndt at mærke, at der er noget om snakken, når man skælder ud over skatterne. Der bliver vist ikke andet at gøre end at tage et banklån. Men hvor får man kautionister fra?

Nå, nu skal det være slut!

Kærlig hilsen Niels Anhøj

Håber at få sendt bogen På mandag d. 24.2.58!

– det blev først 5/3 58!!!

Olga 1958-03-11

Gomorn! Det er i dag tirsdag den 11. marts 1958, Kongens fødselsdag. Hvorfor kongen nu har fødselsdag to gange om året ved jeg ikke, tidligere var det jo kun d. 26. sept.

– At jeg for en gangs skyld er så tidligt oppe, at jeg kan skrive på denne tid af dagen, har sin særlige forklaring: da jeg i søndags hørte at min nevø Hans Otto agtede sig på besøg her, skyndte jeg mig at koge en stor gryde tøj – jeg syntes jeg med nogen føje kunde gå ud fra, at H.O. vilde komme og skylle det for mig. Men i stedet skyndte han sig at rejse hjem. Vor lejlighed er imidlertid ikke så rummelig, så jeg kan dårligt have den gryde tøj stående, til det passer H.O. at bringe det af vejen, hvorfor jeg altså i morgendæmringen begav mig ned i vaskekælderen o.s.v. For en fuldstændigheds skyld må jeg måske tilføje, at det jo ser noget tosset ud at hænge tøj i gården i dette snevejr og -fog – derfor måtte det være halvvejs en mørkets gerning, at ingen opdager, det er mit værk. Ja, det er dog en værre vinter, jeg mærker det særlig, fordi jeg er ude i det hver dag, idet jeg kører som foged. Det er måske en sær bestilling, men det har også sine gode sider. I øvrigt kunde man ønske, at nogle flere kom med rundt i byens slumkvarterer og så, under hvilke forhold mange mennesker lever.

Men alt jævner sig (var det ikke det, grækerne mente?) ca. en gang om måneden må jeg indfinde mig hos lægen og gøre regnskab for min vægt. Så er jeg den lille. Men jeg kan fortælle dig, Niels, at det kun er de første 8-14 dage, der er virkelig vanskelige. Og det er vidunderligt igen at få blodtrykket ned i nærheden af det normale, så man kan gå hen ad en lige vej eller bare klæde sig på uden at gispe efter vejret, og uden at sveden perler på næse og læber.

Carl sover sødeligt. Han nærer en dødelig skræk for at vågne midt om natten (vist svarende til hvad vi andre kalder midt på formd.) og have udsovet, så han holder sig tappert oppe til engang efter midnat. Det lykkes ikke altid mig. For når først jeg har vundet vort daglige parti skak, bliver C. uselskabelig, og så går jeg i seng. Det hænder at jeg taber, og så er det naturligvis mig, der bliver tavs; men resultatet m.h.t. at gå i seng er det samme.

Fredag den 18. april 1958

Det anede mig, at den bog kom til at ligge, når ikke jeg straks gjorde mig færdig. Jeg kan fremføre mange grunde til, at tiden er forsvundet for mig: vaklen mellem tro og tvivl, påske, hospitalsophold o.lign. Til syvende og sidst er forholdet altså simpelthen, at jeg ikke har skrevet. Jeg har ellers ikke så store spekulationer m.h.t. hvad jeg skal skrive for jeg skriver det, som fylder eller anfægter mig selv uden hensyn til om det er noget som interesserer jer andre (mig interesserer det at høre (læse) netop hvad I andre føler trang til at skrive uden skelen til, om det interesserer andre.) Desværre har jeg intet at gøre vrøvl over. Alle har i så lang tid jeg kan huske været søde mod mig; Julie og Marie m. pårørende har været ganske særlig søde og opmærksomme i det sidste par mærkelige uger og ikke mindst efter at jeg var kommet på hospital. D.v.s. da det viste sig, at det hverken blev en pige el. en dreng denne gang, tabte de ligesom hospitalet det meste af interessen, – hvorefter jeg stod op og tog hjem og følte mig i bedste velgående, indtil lægen i dag ordinerede mig 8 dages rekreation. Dem har jeg tænkt at tilbringe hos Jens og Helene – hvad de svæver i lykkelig uvidenhed om.

Lørdag 19/4 58. Så står jeg i færd med at påbegynde rejsen til Frederikshavn. Jeg har meddelt det ved tlf.samtaler i formd.; at jeg bliver i 8 dage + 2 skal være en overraskelse! (Så tror de nok heller ikke, at jeg husker, de har en fødselsdag i morgen.)

Hav det godt alle sammen.

Kærlige hilsener fra os begge

Olga Aflev. til Marie 19/4 58

Ja! (skrevet af Marie)

Marie 1958-06-16

juni 1958

Kære alle sammen! Julie er begyndt at vise en vis utålmodighed med hensyn til denne bog, så jeg håber på sympati fra jer alle. Det er nemlig ikke sport rart at være den, der ikke kan få en ting gjort. Den bare ligger der! Og dukker af og til op i form af dårlig og trættende samvittighed!

Men jeg vil slet ikke fortælle noget alligevel, for nu har jeg talt med jer alle indenfor de sidste par måneder – derfor vil jeg heller ikke referere Hans’ sølvbryllup, men ser gerne han selv gør det!

Og så vil jeg foreslå, at vi snart tager op til debat, hvor denne bog skal parkeres, når den er udskrevet. Vel hos Jesper eller Niels??? Niels har endnu ikke fået min andel i kransen til moster Hansigne!

Det beroligede mig, at Helga også havde et græskar til syltning liggende – ellers tror jeg ikke rigtig på hendes travlhed!

Måske må jeg alligevel fortælle, at min søn, Lars, har bestået mellemskoleexamen i år og begynder i realklassen efter sommerferien – jeg havde håbet på gymnasiet, men hans lærer rådede meget til realexamen først, bl.a. fordi de fleste i 1. g nu til dags er 16-17 år. (Han fik nu også bare 13,42 i gennemsnit; til interesserede kan jeg fortælle, at mg- (mg-minus)= 13-13.60, så vi står ikke på ét ben og skriger hurra for ham). Han skal 12 dage til Østrig nu – med sine klassekammerater, har selv sparet sammen til det gennem de sidste 3 år. Jeg sidder på kontoret og skriver – og det kunne jeg bare have gjort for seks uger siden!

Rent rygtevis har jeg hørt, at Niels nu har købt bil, så hvis du tror jeg er “go’nok” vil jeg gerne kautionere!

Og så vil jeg ellers takke for festlige dage i Frederikshavn. Det gælder både Hans og Jens – vi kan altså endnu!

Julie er (jo) i byen – og får bogen d. 17. juni 1958

Kærlig hilsen

Marie

Julie 1958-07-11

Ja, jeg er i byen. D.v.s. lige nu er jeg på besøg hos Jørn og hans prægtige familie, det er oven i købet pigen Berits 1 års fødselsdag i dag.

Siden sidst jeg skrev er jeg, som det vel efterhånden er kendt i vide kredse, flyttet til København, hvor jeg har fået en god stilling på: Forlaget Ivar, Vesterbrogade 19, Kbh. V. tlf. Hilda nr. 1. Om nogen vil henvende sig til mig skriftligt eller mundtligt, bedes man anvende ovenstående adresse resp. telefonnr. Rent privat traf jeg, som det vel også er bekendt, sidste år en mand, som jeg kendte allerede i 1948 og kom sammen med, da var han altså en meget ung medicinsk student. I årene der er gået er han blevet læge og er ansat på Rigshospitalets neuro-kir.afdeling. Navn: Jørn Overgaard.

Han er alle tiders! Bare vent og se. Lidt efter lidt dukker jeg op med ham hos jer! Sven har været meget flink i dette separationsår og vi er stadig de bedste venner. Agnethe er i Bromölla og skal blive der også næste år. Det er min overbevisning at det er bedst for hende at blive i Sverige der bliver meget nyt for hende, om hun skal til Danmark.

Det kommende ½ år vil blive afgørende for meget i fremtiden for både hende og mig, og jeg håber at jeg vil være i stand til at gøre det rette også set på lang sigt.

11-7-58

Ja, nu har jeg siddet og fordybet mig i tidligere indlæg og klart set hvor tomme mine egne har været. Det er næsten det samme hver gang: Jeg er flyttet, har fået nyt arbejde o.s.v. Jeg håber sandelig at fred og harmoni skal sænke sig over mig i de kommende år, så jeg udad kan vise mig lidt mere positiv og givende. Noget sådant som fx Olgas indlæg kan jeg selvfølgelig aldrig producere, dertil er min interesse for mig selv contra mine søskende for stor, netop derfor er det hyggeligt at læse om da Jørn og jeg kom til verden og Olgas forestillinger i den anledning. Dette år kommer jeg vel ikke så meget rundt, men jeg kunne snart tænke mig at komme til Jens og Hans, særlig efter jeg her hos Jørn har hørt om Jens og Co’s besøg her i søndags.

Om jeg ellers kan få vendt Jørn O.’s bil ad Tølløse til på vejen hjem (han skal komme hertil i dag) og (hvis?) man er hjemme har jeg skumle planer om at drikke eftermiddagskaffe hos Niels på vejen, det ved han bare ikke – og jeg ved ikke om man er hjemme på højskolen.

Mine åndsevner er nedsat til ferieaktivitet så jeg skal ikke udbrede mig mere denne gang!

Kærlig hilsen til jer alle

Julie

Rækker bogen over bordet til Jørn nu 11/7-58 kl. 18.15

Modtaget bogen den 11/7-58 kl. 18.15.10

Jørn Anhøj

Jørn 1958-08-06

Det er grueligt, som vejret bliver ved at stille sig med regn. Så sent som nu den 6. august står alt frøet? på marken og det plejer at være inde og tærsket for længst ved denne tid. I den sidste uge har jeg malet alle vinduerne henne på gården både udhuse og stuehus samt kittet dem; alene til stuehuset har jeg brugt 6 pund kit. Men dette arbejde har jeg også måttet snyde mig til ind mellem bygerne. Men nu har vi heller ikke noget at lave inden det giver tørvejr, men så har vi til gengæld også nok at gøre indtil jul. Vi har? 40 tdr. land med korn, 2 med hør og 6 med græsfrø og så kommer skrælpløjning, vintersædsåning og roeoptagning, vinterpløjning, såning af kunstgødning, samt ajle- og staldgødningskørsel, så jeg får nok at rive i de kommende 4 mdr., når jeg skal være ene om det. Han hjælper lige med binderen og få kornet kørt hjem, ellers holder han sig passiv. Godt vejr havde vi ellers til 1. og 2. gang hakning af roerne, så det har vi jo at se tilbage til og glæde sig over. Flere glæder har vi også haft i årets løb.

Siden vandrebogen var her sidst har følgende været at besøge os på kortere og længere visitter. Først Marie et par timer, så Elly 4 dage, så Knud og Marie i 5 timer, så Helga (til stor overraskelse) og Marie i 2½ time, så Jens m. familie i knapt 1 døgn, så Niels m. familie i 4 timer, nå Julie var her nu forinden Niels i 4½ døgn + hendes Jørn ½ dag og nu sluttelig Thorbjørn med kæreste i omtrent 2 døgn. Og mange, mange tak skal i alle sammen have for jeres besøg og velkommen igen, så mangler bare Hans, Jesper og Olga at komme, og også i er velkommen til at besøge jer, og overnatningsvanskeligheder bliver der næppe, vi husede da Jenses familie et døgn og det gik godt nok for os, men hvordan det gik for dem må i? forhøre dem selv om.

– Der har været rettet forespørgsel om, hvad skæbne denne bog skal lide ved dens færdigbehandling men ingen er fremkommet med forslag; nu vil jeg fremkomme med mit, og det er, at den hele tiden opbevares ved den ældste af søskende, således at forstå, ved eventuelle dødsfald den så skal overgå til næste ældste søskende, kort sagt at den sidstlevende af os tager den eventuelt med i graven eller tilintetgør den på anden måde.

Ellers er her såmænd ikke passeret noget nævneværdigt siden sidst, for jeg regner at årstiderne falder hos jer som hos os. Med vinter, efterår, sommer, forår, efterår vinter.

Sender bogen i dag til Helga og hermed de bedste hilsener til jer alle.

Den 6. august 1958

Jørn

Helga 1958-08-08

“Helgahus” 8 august 1958

Kære alle sammen!

Dennegang skal jeg fatte mig i korthed. Jeg som I alle ved omtrent rendt dørene ned hos søskende over hele landet, og føler mig fyldt med gode indtryk og taknemmelighed for den [gave?] og som jeg føler virkelige glæde over at se “storesøster”. Jeg kom hjem i foråret og var så glad og tilfreds og fyldt med fornyet energi og glæde over vort eget her. Det er det gode ved, at komme fra hjemmet engang imellem, at komme hjem igen. Målfrid og Niels har jeg truffet af og til; men næste gang jeg er ude at rejse er målet til højskolen.

Jeg har moret mig meget over de forskellige indlæg, bl.a. Jørns kvittering for modtagelsen af bogen, det hører til sjældenhederne at vi andre kunne få lejlighed til det på anførte måde. Trods Hanses onde drømme, håber jeg, han føler hvor vi alle står om ham, og hans rare, gode kone og børn, derfor det evige rend i Skovhuset.

Mit vrøvl om billeder og bogbind, er der ingen der har reageret overfor, så derfor går jeg let hen over det denne gang, og føler mig tilmed lettet. Jeg har for tiden en visdomstand at tage mig af, så derfor slipper I let over mine skriverier, og det er jo heller ikke mig der skal fylde bogen.

I går d. 7. aug. Holdt jeg i tankerne vor fars 79årsdag, det er i denne måned 19 år siden Hans og jeg rejste hver med sin damper over for at se til far, og så traf hinanden i Kbhn. om morgenen uden at ane, at den anden var på rejse.

Som sædvanlig rigtig mange kærlige hilsener til jer alle

Helga

Sender bogen til Hans mandag 11. aug 1958

P.S. Jeg har lige siddet og læst Julies indlæg igen, og du “Julle” har ingen grund til at føle at du er flyttet fra plads til plads, du har da i højeste grad vist, at du i et fremmed land har udfyldt en plads en fin plads i flere år. Jeg personlig har tillige beundret din økonomiske sans, de år du boede i Lund m/ Agnete vækker kun beundring og agtelse. Helga

Hans 1958-09-18

“Skovhuset” den 18-9-58

Kære alle

Ja så har jeg fået høsten vel overstået hos naboerne; i dag – det er morgen nu – skal jeg sammen med en makker tage 1 td.l. kartofler op ved en bonde, på part, vi skal have en syvendedel, vi ville have haft en ottendedel men det kunne vi ikke presse ham op til den “fettede bonde”.

Det har ellers været en rar sommer syntes jeg det var nok den gode start med vores sølvbryllup der gjorde det, vi var glade for al den opmærksomhed familien viste os ja det er rart med så mange søskende og jeg syntes nu også vi er helt flinke til at vedligeholde kontakten.

Nu ved vel snart hele familien at mine svigerforældre er bleven oldeforældre og det nye familiemedlem hedder Hans Christian og kaldes Hans.

Jeg må hellere på arbejde jeg troede jeg kunne få bogen med Hans Jørn, men han skal af sted nu

Mandag morgen d. 22-9-58

Kærlig hilsen til alle

Hans

Jesper 1958-11-09

Søtofte den 9/11 – 58

Lørdag eftermiddag. Det er regnvejr. Jeg var ellers ude at pløje – men det fettede – så kan jeg jo passende forsyne bogen med en hilsen.

De tre hjemmeværende drenge har fodret grise og strøet og har nu trukket i uniformer og skal til spejdermøde. Birthe er kommet hjem på weekend og Birche kommer i aften. Jo – der kan godt være sådan en fredelig hygge ved en “Løverdawettermed”. Marie har for resten også snakket om, at hun vil bage en klisterkage til i aften. Når jeg er færdig med mit indlæg her skal jeg have ryddet op i min skrivebordsskuffe og have fordelt en slagtericheck på 716 kr. på de mest frække rykkere. Den hygge er der også ved dette tidspunkt i ugen, at man kan ikke vente flere førend på mandag.

Om min gøren og laden her på det sidste kan meddeles, at jeg her i efteråret har købt en sukkerroeoptager “Rational” den har jeg kørt og lavet lidt sjov med – og fået tjent halvt ind. I sommers købte jeg en traktorsprøjte – den fik jeg tjent helt ind + sprøjtet mit eget . Mejetærskningens [?] gav ikke så meget [?] som sidst. Ellers har jeg stubharvet? lidt for folk og nu vil jeg se om jeg kan få noget at pløje. For det lader jo til at det er ved arbejde, man skal tjene til føden. At have landbrug er jo kun for velhavere.

I dette høstår havde jeg det hele sået til med sæd – men man kommer jo ikke uden om, at man må have lidt vekseldrift (ikke at forveksle med vekselrytteri for det har jeg haft længe) Er der nogen i familien der har nogen erfaring i [suppevisker?] – hvad det mon kan give på en tønde land?

Ellers er vi ved hælsen og godt huld både børnene, Marie og jeg selv og med hensyn til mine søskende synes det som om der ikke er nogen der er gale på nogen for tiden.

Hilsen

Jesper

Vi har det uhuu-u – så dejligt uhuuu og nu skal vi arve

Jens 1959-02-26

Fr.havn 26/2-59

Så lakker vinteren. Viben er kommen, lærkerne og stæren synger, jorden er bar og solen skinner. De sidste 14 dage har været usædvanlig milde – bortset fra et par dages forårsstorm. Om denne idyl varer påsken over, kan jeg derimod ikke sige noget om. Som stor dreng har jeg engang været med til at grave biler fri i snedriver den 22. april ved [Mølle?]gård! Det var den gang man stillede en eller to mand fra gården til gratis rådighed for snekastning – og drak dejlig varm kaffe med wienerbrød hos husmændene!

Jeg undlader ikke på nuværende tidspunkt med at ile til at fortælle, at vi sidste år har besøgt Jørn. Det var i vor sommerferie. “Popi” bragte os forskellige steder hen. På vej til Tåsinge kørte vi om “Langholtgård”, men fandt kun nogle [duer?] og en bjørn hjemme. På hjemturen 14 dage senere tilbragte vi et hyggeligt døgn hos samme familie. Drengene var især interesseret i et medbragt telt, men kun til de havde lokket mig til at stille det op – så var de borte med blæsten! Lidt før jul hørte vi, at Jørn var bleven syg og kom et par måneder på sygehuset. For nogle dage siden hørte vi, at han var begyndt fragtmandskørsel til Kbh. Vi håber, at helbredet kommer igen med sundhed og kræfter. Og lad os alle, så længe det står til os selv, værne åndens hylster.

På grund af trafikale og geografiske årsager er det jo Hans og Bothilde vi kommer mest sammen med af familien. Vi får os en hyggelig kaffetår sammen nu og da og spørger hinanden ud, om der er noget nyt fra familien. Helga har været flink til at holde os underrettet. Jeg morede mig kosteligt over skildringen af første skiftesamling ved morbror Christians bo.

– Olga fortæller i sit indlæg om planerne med at overraske os med otte dages besøg. Det skal du have tak for, Olga. Det var noget så hyggeligt for os alle. At Carl trods udsigten til snestorm o.m.a. også forlod sit elskede C o p e n h a g e n rørte os til tårer (næsten). At den virkelige årsag til flugten var den, at han havde haft akkord på at hyppe kartofler i en kolonihave med kun én øl for hver tiende kartoffel og desårsag i tre dage havde været ved at dø af tørst, fik vi først at vide senere.*

I samme uge fik vi p.gr.a. Bothilde og Hans’s sølvbryllup (d. 28. april) også besøg af Marie, Knud, Helga og Kirsten. Vi havde en dejlig dag sammen i “Skovhuset” d. 28. Det var vist den dag Knud for første gang fik øjnene op for verdens storhed. I hvert fald udbrød han, da han stod ud af bilen ved “Skovhuset” og kastede blikket opad i luften: “Aldrig havde jeg troet at verden var så stor”.

– Af andre familiefester kan nævnes Toves og Thorbjørns bryllup d. 30. oktb. Og Lises og Ewalds bryllup 3. juledag. Andre familieopløb deltog jeg i i Tølløse og Kbh. i efteråret.

Hos os selv er alt i bedste velgående. På børnenes alder kan vi bemærke os, at tiden går. Stanley fyldte 18 år i novb. I aftes fejrede Else sin 17 års fødselsdag med ungt selskab. Hun har plads i huset, men agter sig på “onkel Niels’s højskole” til maj. Stanley venter sin studentereksamen i juni og agter til efteråret at fortsætte studierne på guld, lykke og fromme. Der vil jo også for ham komme nogle vanskelige år, inden han kan få folkepension.

* Olga og Carl kom igen en lille uges tid og vogtede vor lejlighed, da vi var på ferie. Velkommen igen!

Modtag alle med kærlig hilsen

Jens

NB. M.h.t. Jespers forespørgsel ang. suppevisker – så vil jeg for mit vedk. mene, at der kan blive mange.

Niels 1959-05-17

17.-5.-59

Der sker meget på et år – sådan godt og vel er der gået siden jeg sidst skrev i bogen. Meget af det, der er sket, har vi jo oplevet sammen. Det forekommer mig at vi har mere kontakt med hinanden over hele landet end før. 7 af os var sammen en aften sidst i april hos Knud og Mie; de tre “gamle” manglede. Københavnerne ser vi jo ret ofte; og jeg har set og været sammen med jyderne mange gange i årets løb. En aftentur til Jesper er jo let at tage. Turen til Bornholm med mange hyggelige timer hos Helga og Vilhelm står som et dejligt minde. Det var vist i nov., jeg var derovre en søndag-mandag.

En del af tiden har jeg brugt til at slide ministeriets trapper gennem vinter og vår; sågar Jørgen Jørgensen kan prale af mit besøg hos ham i undervisningsministeriet – andre steder har han haft æren mange gange. Anledningen til trappeslidningen er nogle ændringer, vi ønsker på skolen. Hvornår disse udvidelser og ændringer finder sted, kan der ikke siges noget om, men de kommer – – –

Blandt eleverne på skolen har vi jo nu 4 af “vore egne”, Gunhild, Lars, Birthe og Else. Fra august er også Ingrid med. Så har vi for vort vedkommende kun Solveig tilbage i barneskolen – og det varer kun et år, så skal også hun på præliminærkursus.

I onsdags blev fru Valborg Gjerrild begravet. Nogle af jer ved, at hun har været syg det meste af det sidste år. Det, som nu er sket, betyder jo en stor forandring i Henry Gjerrilds tilværelse. Hidtil (gennem sygdomsperioden og i disse dage) har han båret skæbnen med enestående styrke – i den forstand, at han har passet sit store arbejde på fantastisk god måde – derimod har han ikke let kunnet tale om sagen uden at bryde sammen.

Aflev. til Marie 30/5 1959

Niels A.

Olga 1959-05-31

maj 1959.

Vi har tilbragt en dejlig søndag sammen med Knud, Marie og Marianne og bl.a. været på travbanen. Det har imidlertid taget så hårdt på Carl, at han nu er gået i seng. Hvordan det hele egtl. gik til, blev vist ingen rigtigt klar over – men alle trænerne af flere forskellige nationaliteter var kommet i et vældigt slagsmål inde på banen; Carl så chancen for at tjene en formue og var begyndt at modtage indskud. Som kampen var på det højeste og kunde se ud til at ende med hvad som helst, havde Knud imidlertid fået fat på en brandslange, som han kom løbende med i fuld fart, sprang ind på banen og sprøjtede vand med på de ophidsede og fik dem skilt ad. Men ih! Hvor blev folk gale. Carl måtte aflevere alle pengene igen. Sikken ballade! Vi måtte jo skynde os at gå, men vi kunde ikke have Knud og Carl i samme vogn hjem.

Nu er de to altså gale – men hvad hjælper det os andre?? I er endda så kedelige, at I ikke engang skriver det udtrykkeligt: at det er noget trist noget med al den fredsommelighed.

Onsdag d. 16. sept.

Jeg har her i sommer gået og tænkt på, at det var rart, da vi havde fået Niels ud af byen, så ordenen med drengene vest og pigerne øst for Valby bakke blev genoprettet; men at tiden vist var inde at få sammenkaldt et råd i anledning af al den infiltration, der finder sted mere el. mindre i det skjulte: Maries farten rundt i Jylland, Jørns køren rundt her i byen hver hver anden dag m. overnatning, foruden at jo også Julie, om hvem man dog troede, at hun holdt sig øst for Øresund, nu stikker næsen ret langt mod vest. Der er sikkert flere, der leget kættersk med ilden, fx er jeg sikker på, at Niels er meget mere her i byen, end vi får ren besked om. Og nu har Marie tilmed lagt sig på Roskilde amtssygehus. Om dette sidste henvises i øvrigt til dagbladene, men jeg kan bemærke, at det forhold var slutstødet til, at jeg virkelig gjorde alvor af, at få bogen frem, efter at den nu har oversomret hos mig. Jeg begyndte selv at fordybe mig i tidligere indlæg, men blev hurtigt klar over, at det kunde der gå megen tid med og tænkes mange tanker i forbindelse med, så det opgav jeg hurtigt og vil nu skynde mig at slutte af, så [Mi?] kan få bogen at studere.

Mærkeligt nok var det mit eget sidste ord for mere end 3½ måned siden, der slog mig stærkest. Lad os nu kun glæde os over, at der (så vidt jeg da ved) hersker fred og fordragelighed os imellem. For mig i hvert fald er det en oplevelse hver gang, jeg gør mig det klart, at der er en så stærk samhørighed, om end det ikke altid viser sig på overfladen, og det er en lige så stor oplevelse at se jer af og til og glæde sig over den kønne flok (herunder ikke mindst jere børn). Men så meget mere rykker det jo i hjertebåndene, når der sker noget* her og der – og for så vidt har sommeren ikke henslæbt sig i idyllisk fred og ro. Vi besøgte Hans og Bothilde i deres nye hjem i Grejsdalen på B.s 50 års fødselsdag, fejrede Ingrids 14-års fødselsdag i Tivoli, sendte blomster til Stanley, da han blev student, og har ellers setes flere af os med og uden anledning forskellige steder i løbet af sommeren. Det skal jeg ellers ikke brede mig om, men vil til slut takke alle hele og delte øst og vestboere** for deltagelse på min 40-års fødselsdag. Det tog I alle overordentlig nydeligt og glædede mig meget dermed.

De kærligste hilsener til jer alle

Olga

* el. står noget på spil

** måske mest de øst og mest østprægede Kære Mi! Har lige fået din hilsen gennem Marianne. Vidste altså ikke, at muddermængden kunde tillægges betydning. Havde du målt den på forhånd?

Marie 1960-08-20

20. aug. 1960

Kære alle søskende!

Da jeg for godt 11 mdr. siden fik bogen kunne jeg ikke skrive særlig godt (altså heller ikke dengang) det var mistænkeligt svært bare p.g.a. et knækket skulderblad og et brækket kraveben, men senere viste det sig, at der også havde været en brækket arm. Og så vil jeg – under henv. til vort ordskifte vedr. vandrebogen i mandags (fam.komsammen i anledning af Julles bryllup) give Jesper ret i, at der ikke er nogen undskyldning for at beholde bogen – og jeg burde have sendt den videre straks. For jeg kunne enten ikke skrive eller kun skrive overfladisk og det sidste ville næsten ha´ været det værste. Så jeg synes, det er nød’en der bryder alle love! (Denne nød skulle altså have været knækket ved at lade være med at skrive og sende bogen – den ville så have været her igen nu). Det kan være slemt nok, når nogen af os er syge eller sidder “strengt i det” med økonomi, arbejde o.l. Men det er ikke til at bære – ell. gøre noget som helst ved, når en er ulykkelig. Så tænker man kun på det, man vil gerne snakke med og om vedkommende – for om man dog kunne finde en løsning. Da den nu endelig er kommet, ser det helt anderledes ud! Til gengæld ved vel alle, hvor slemt Julie havde det – fra tidlig sidste forår og indtil dette. Jeg forstår så godt hendes følelse af nederlag, af at have gjort en stor indsats og så tabt. Og – ih – hvor jeg tror at Julie nu er kommet hjem – og har fået en mand, som bygger på gensidighed. Det er måske nok en ensidig betragtning af mig, at synes at en af Leos gode sider er hans mening om, at familien betyder noget, altså også den man gifter sig til. Dog tror jeg, at Julie med årene vil skønne også på dette. Noget helt nyt er det vel også for hende, ikke altid at skulle være den, der har “slævet” både med at tage stilling til problemer – og rent korporligt.

Nå, men i alle tilfælde: selv om lidt håndkraft og snilde er godt, så, Julie, ønsker vi dig al mulig lykke til. Og hvor det skal blive rart, at komme og besøge dig i Nørresundby – og vide at din mand også vil glæde sig over besøg. Og så er der ydermere en fordel for Kirsten, når Julie bor i nærheden er der vel chance for at Helga også besøger Kirsten.

Jeg begav mig ellers på læsning i bogen, men som Olga skriver, man kommer til at gøre sig så mange tanker, at man næsten ikke kan rumme dem. Jeg vil dog bemærke, at Helga skal vide, at det er vældig rart, når hun sådan skriver om løst og fast fra tidligere tid, dels er der ting fra før vi yngre blev født og dels fra den tid, vi ikke husker. Sådan hvad der sker af mere dagligdags ting, som har interesse får vi alligevel talt om langs ad vejen. Derfor er det nu så kedeligt, at Elly ikke giver sit besyv med. Ville det dog ikke være rart om vi kunne få hende overtalt? Jeg er bange for, at det er om ikke min skyld så, på grund af mig, hun hidtil ikke har villet haft bogen – og den grund er der vist ikke mere.

Jeg sidder i en sen nattetime og skriver, Julie og Leo kom tilbage fra Bornholm i aften – og selv om jeg ikke kan give Julie “Bogen” med i morgen tidlig, kan hun da få den om et par dage. Ikke desto mindre må jeg hellere vente med at fortsætte dette skriveri til dagens klare lys!

Jeg er dog blevet klar over, hvor dumt mit spørgsmål om, hvor bogen skulle parkeres var, da den fortsat skal cirkulere (med fortsættelsen).

Ved “gennemlæsningen” fandt jeg et indlæg fra Olga, hvori hun ikke skriver noget om at Carl sover (sub. er i seng).

23/8-1960

Jeg må sige, at i dagens klare lys, i upåvirket og nøgtern tilstand, mener jeg stadig at vi nu alle har grund til at være glade og lykkelige igen. Om sorgerne er store ell. små er de store nok for dem, de berører. Jeg har i dag fået brev fra Elly (fra Belgien) hvor hun fortæller om en dejlig udenlandstur, men skriver (noget lignende) at hun tit i familien har måttet holde på én hest (ad gangen) – og at hun synes det er rart at have mange søstre at skrive til. Det glæder mig uhyre at høre – og jeg kan her for åbent forum tilstå, at jeg uretfærdigt – mange gange – ikke kunne tage Ellys “vanskelige sind”. Der er virkelig mange tilfælde, hvor jeg ved nærmere eftertanke har måttet give hende ret. Uanset om det var nok så meget hendes egen skyld, at man ikke gjorde det, mens det var aktuelt!

Har læst Jespers forord – og er indforstået med, at jeg må træde uden for nummer et par omgange. Af den grund vil jeg nu fortælle, at vor Lars i sommer tog præliminærexamen i Tølløse (sammen med Niels’s Gunhild og Jespers Birthe) og at han 1. sept. i år begynder på Polyteknisk Læreanstalt for at stile mod adgangsexamen til det egentlige ingeniørstudium.

Og så skal Niels og Målfrid have tak for disse to dejlige år – dels for Lars og dels for de mange gange, vi kom rendende på uofficielt forældrebesøg. Jeg ved ikke, hvad årsagen til Lars’ samhørighedsfølelse med Målfrid først skyldtes, men jeg blev klar over, at de vist spillede “dam” i deres fritid og da jeg spurgte om han sådan gik ned og spillede dam med Målfrid, svarede han: “Ja, ja, hun kan ikke li’ at komme op på værelset hos mig!”

Marianne er lige begyndt i 6. b. Det er hvad vi for et par år siden kaldte “1. mellem”.

For et år siden øgedes a/s Forlagscentralen til fem forlag – fra tre! Mine to nye chefer står også i Den blå Bog.

“Hjemme hos vos” er alt ellers ved det gamle. Det er nu altså så dejligt at ha’ Lars hjemme igen. Desværre er han mere interesseret i at lave musik, når han skal læse, men vi skal forsøge at holde ham i ørerne. Da jeg har dårlig samvittighed over hvert eneste minut jeg beholder bogen blir´ den pakket nu og sendt til Julie.

24/8 1960

Pakkeposten var gået i går – i dag er det lige så fint vejr, som samme dag i 1939.

De sidste mindelser fra mine knoglebrud fra sept. Sidste år har nu fortaget sig. Men følelsen af at se tilværelsen i et andet lys holder sig. Det er som at se den i en anden dimension, når man nogle sekunder følte sig på vej ud af den.

Sendt bogen til Julie nu: [Rømers?] Have 6, Nr.sundby

Marie

Julie 1960-12-13

Med beskæmmelse må jeg erkende, at jeg fik bogen i august 60, og at vi nu er nået til december uden den er kommet videre. Undskyld!

Nørresundby 13/12-60

Kære alle sammen

Ja, jeg ved ikke hvorfor bogen har ligget så længe hos mig, som Marie sagde i tlf. for nylig, var der jo ingen grund til at jeg beholdt den, eftersom hun havde skrevet, hvad jeg skulle skrive.

Som sædvanlig er jeg altså flyttet siden sidst og også været og blevet gift.

Selvfølgelig er jeg selv klar over hvilken behagelighed, det er, når ens mand accepteres og er glad for ens pukkelryggede familie. Så I kan alle roligt regne med at være velkomne både om I kommer forbi og kommer hertil!

Alle nærmere enkeltheder kendes vist af alle. Jeg var glad for at nogle af mine søskende var med til brylluppet. Resten har vi truffet efter ved den dejlige middag Marie arrangerede i vores bryllupsrejse. Der er altså én, vi ikke har set siden: Jens! Han er til gengæld den der bor nærmest. Vi var meget glade for at Helene kom med den 13. aug.

Vi har haft besøg af Helga og Elly og var glade for at de tog den tur inden Elly blev indlagt. Desværre er det ikke godt med hende og trist at man intet kan gøre for at hjælpe. Her er alt fryd og gammen. Jeg nyder hver lykkelig dag – og har vel til gengæld for tidligere besværligheder åbent sind for at kunne vurdere, hvad der er værdifuldt

Kærlig hilsen til alle. Julie Go’ jul!

Sender bogen til Jørn 14/12-60

Jørn 1961-03-28

marts 1961

Ja, hvis nu Julie havde undladt at skrive dato for hendes afsendelse af bogen til mig, kunde hun have fået [større?] Skyld for, at den endnu er hos mig, og jeg kunne have bedre samvittighed.

– Der er gået 2½ år siden, jeg sidst skrev her i bogen, – og sikke en masse, der er passeret siden da for mig. Faktisk en hel omvæltning. Det begyndte med, at jeg 14 dage efter jeg havde videresendt bogen sidst (altså ca. 20 aug) blev syg og som så resulterede i indlæggelse på sygehus d. 2. december til 24. januar, og det resulterede i fuldstændigt brud med landbruget. Så var det ikke sket havde jeg ikke haft det så godt i dag med en dejlig let plads med ret god løn. Det kan tit gå underligt til. Vi har solgt vores hus i Hammerum og har købt et hus her i Agtrup?, som vi er uh så ovenud glade for.

– Her i de senere år har søskende været så flinke til at besøge os og det skal i have tak for alle sammen, og nu har Julie og Leo bebudet deres ankomst sammen med Agnete og “Kisser” til Skærtorsdag. Det er så skønt at nogle kommer og besøger én direkte. Om aftenen på min fødselsdag kom Julie og Leo stikkende? Ganske uventet (ja de har jo nok selv været klar over det), kedeligt var det bare at vi den aften havde inviteret vores bekendte, det havde været hyggeligere med en sludder med Julie og Leo alene. Men mange tak skal i have for det. Og mange tak skal Olga og Marie have for al deres besvær med at ordne vor søster Ellys begravelse og bo. Og også for den tid på sygehuset inden hendes død.

– Tak! Jeg vil heller ikke undlade her i bogen at sige Olga og Carl mange, mange tak for alle de dejlige timer og overnatninger hos dem og for den store omsorg de viste mig, i den tid jeg kørte til København. Det var så dejligt at komme hos Olga mere eller mindre træt efter køreturen, og så få nogle “mellemmadder” og en passiar. Det var ligesom trætheden fuldstændig forlod mig. Og så kunde jeg ganske rolige gå i seng. Olga skulde nok sørge for at få mig til tiden og serverede forinden kaffe på sengen og sørgede for, jeg fik min tablet. Mange tak for det alt sammen, Olga. Men nu vil jeg slutte og skal alle sammen være velkomne hertil når i har lyst og lejlighed, nu skal vi nok huse jer om også i flere familier ad gangen. Hav det godt, for det har vi. Vi er så glade for tilværelsen. De kærligste hilsener til jer alle fra os seks nedenfor påklistrede og påtegnede.

(Påklæbet billede af Jørn og Ingeborgs 4 børn) (ved siden af billedet to tegnede personer – Jørn og Ingeborg)

(efterskrift)

Siden Olga har været her nogle gange og Marie 1 gang og Julie mange gange og alle har glemt at tage bogen med for at sende den til Helga, ser jeg mig nu omsider nødsaget til selv at rejse over med den, hvilket sker i aften.

Torsdag d. 17/8-61 Hilsen Jørn

Helga 1961-09-08

“Helgahus” 8 september 1961

Ja, det er som et eventyr, at jeg d. 18. aug. om natten har læst vandrebogen, medens Olga, Jørn og Leo var her i huset hos os.

Vi er rigtig i de senere år ude at valfarte. Nu har jeg været landet rundt ved Olgas godhed, idet hun som bekendt har lagt bil til. Tak Olga for din godhed.

Søndag 15 april 1962

Der er så meget der har holdt mig tilbage, jeg har ikke rigtig kunnet skrive i bogen, desuden har vi søskende truffet hinanden så ofte i den tid der er gået, siden jeg sidst skrev i bogen.

Det er sådan et stort savn at Elly er død. Da vores kære “Olle” og Carl rejste til Italien nu i foråret, tænkte jeg “mon ikke [?] (oversat Marie) vil savne Olga meget, de to har i alle disse år bestandig kunnet få hinanden i tale, og som Elly utallige gange sagde til mig, Olga og Marie har det gode fremfor os to (Elly og mig) at de kan gå hver til sit, Elly og jeg var altid tvunget til at være sammen ustandselig enten her på Bornholm eller i Kbhvn. når vi var sammen. Så derfor mente Elly, at det var sværere for dem at blive uenige end for Elly og mig. Og så var mine anelser rigtige, for Marie sagde til mig i tlf. jeg har skrevet til Olga flere gange for det er så underligt, at hun er eller de er så langt væk, meningen var noget lign. jeg kan ikke huske ordret.

Man ville så gerne være Elly tilpas; men det var så svært, svært også at hjælpe hende tilrette med besværligheder og sygdom..

Og så var Elly selv så hjælpsom og forstående, når der var noed der hikkede, så var hun der straks. Alt det Elly [og?] jeg havde planlagt, at vi skulle foretage os når vi blev gamle blev så ikke til noget. Men jeg er glad for, at den rejse blev gennemført og at den gik godt, for den var nervepirrende, det var en hasarderet køretur, Elly sagde flere gange om jeg ikke ville køre, men jeg tænkte, at skulle det gå galt måtte det hellere være med Elly ved rattet, jeg ville vel blive nervøs, hvis [hun?] kom med kommentarer.

Elly var glad for sine søskende og familie det viste sig. Hun skrev til mig at da hun kørte ud af Danmark på sin udenlandsrejse, at da ønskede hun bare at en automobilulykke ville gøre ende på hendes liv så hun blev fri for de sidste stadier af sin sygdom. Men da hun begyndte at få smerter i arme o.s.v. tænkte hun kun på at komme hjem. Man havde svært ved at forstå at det var så sløjt med Elly som det var. Men hun havde en energi (som Jens også bemærkede om hende ved hendes båre). Når jeg tænker på de strålende aftener, vi havde sammen med Elly rundt om i familien på rejsen, er det ikke til at forstå, at det i virkeligheden var for at bruge hendes egne ord “et dødssygt menneske”. Og så alt i mens kunne Elly sige, ja, jeg får jo nok nogle år endnu; men det var måske for at trøste. Elly har sagt så mange pæne og gode ord til mig, og jeg gik ikke lov at gøre gengæld for så vrissede hun ad mig; men jeg tror det var en slags beskedenhed hos hende der fik hende til det. Jeg er altid glad for ros.

Elly var så tilfreds med besøgene vi var på rundt til familien, og synes at alle søskende med samt deres mænd koner og børn var helt rigtige. Elly snakkede og snakkede i bilen på turen både ud og hjem, jeg vil også sige at I alle var søde gode og venlige, og overalt var der så festligt, og Ellys appetit var jo enestående, hun nød den gode mad og stemning der var overalt, det må I tro jeg også gjorde og jeg siger tak til alle.

Vi startede hos Olga til morgenkaffe efter at Elly havde hentet mig ved damperen, hvor hun stod med ét stort smil, og råbte “godda” og velkommen, hun ofrede sig så tidligt om morgenen, for at gøre mig tilpas. Og, [Japyt?] [Marie?] hvis du vidste hvor Elly tiggede og bad mig om at blive i Kbhvn. Til om søndagen, så vi kunne slutte af hos jer; men jeg ved du forstod, jeg var så dødtræt af den eller efter den rejse, jeg forstår ikke, at Elly kunne holde til det; men hun sagde dog selv at hun godt mærkede at det var på høje tid, at komme hjem. Alle var så hjælpsomme imod Elly, og det glædede mig sådan, fordi som sagt var (det) så svært for mig at hjælpe Elly fordi, ja, jeg ved ikke hvorfor. Jeg var så glad at Helene tog Elly under armen, da de gik ind til lægen i Frdrh. Og Julie var et godt mellemled da vi var i Aalborg, fordi hun kunne tale med hende om tingene, og jeg så på den måde kunne vide hvordan jeg bedst kunne te mig. Og den tid vi var hos Jørn var Ingeborg enestående. [Dejligt?] hos Niels. Og så vil jeg også i denne bog takke vore to gode og søde søstre i Kbhv. Fordi de så helt ofrede sig for Elly hendes sidste tid, jeg ved at de så galt måtte købe nyt tøj i stedet for at vaske, for at kunne være hos vores syge søster, det kan vi aldrig takke nok for, jeg ville have gået i mørke hvis jeg ikke havde kunnet følge Ellys sidste tid fra Olga og Marie. Man kunne jo også mærke hvor Elly var tilfreds og glad for det, de gange jeg besøgte Elly på hospitalet var hun trods sygdom glad og tilfreds og kroede sig i skæret af al den virak omkring hende.

Ved nedsættelse af Ellys urne fik vi ordnet lidt om ved gravstedet og vi fik en sten lagt på graven med Ellys navn og årstal, og Olga har til det betalt kr. 200,00 har forstået, at Ellys bo klarede det, Elly gik pænt herfra, det må respekteres, når man tænker på alle hendes modgange og sygdom i årenes løb, hvor man faktisk ikke kunne hjælpe hende; men hun var altid den første til at hjælpe. Hun efterlader hos mig et stort savn.

Vor søster Elly Sofie Anhøj

Født 27. september 1905 i København

Død 4. februar 1961 på Bispebjerg hospital

Tak for alt – og ære være dit minde.

Siden jeg sidst skrev i bogen er faster Julie død og farbror Kristian.

Hermed er alle fars søskende døde. Onkel Viggo døde i marts i år og blev begravet søndag 11 marts. F.J. og f.Kr.s dødsdage har jeg ikke lige ved hånden.

Til faster Julies båre sendte vi en dekoration i familien Anhøjs navn.

Også til onkel Viggos begravelse (hvilken Wilh. og jeg var til) var sendt en dekoration, og disse står Wilh. og jeg for, da I tager jer af det ovre hos jer håber Marie har klaret sit med Niels! Da farbror Kr. ligefrem fornægtede far, syntes jeg det ville være en hån at vise deltagelse ved hans død og begravelse, og lod altså være. Faster Julie og farbror Kristian var begge ved de 90 år, mener f. Kr. var fyldt. Onkel Viggo ville i år være fyldt 75 år. 22 nov. Det var en blodprop der gjorde en ende på o. Viggos lidelser. Til onkel Viggos begravelse som blev averteret foregår i stilhed var den nærmeste familie indbudt, og der var kaffedrikning i forsamlingshuset; men ingen taler det havde m. Emma i forvejen frabedt sig. En fætter Riis?, Kjøllergård havde hilsen fra garderforeningen, og sagde lige et par ord og Villy takkede for deltagelsen, og sagde “mor har sagt der skal ikke siges noget om far i dag.”

Det var så rart at være sammen med familien i deres sorg, man følte at det var på sin plads, at vi var der, Villy ringede og spurgte e. sagde at de håbede vi kom og var sammen med dem. Havde aldrig tænkt mig at o. Harry kunne være så langt nede; men for hans part var det den sidste bror, nu er der kun søsteren Hedvig tilbage. (*Onkel Harry har også en søster i Allinge Helene.) Moster Emma var så nedbøjet så det gjorde ondt at se. M. Kristi- er så lille og sart at se til nu. Men der er jo alligevel en del unge i Olsker nu af den familie, og de er så flinke og rare man føler det som om de tager

april

Ja resten må I tænke jer til om ovenstående nu har jeg småsovet i aften, skal have pakket strøget og toet alt, jeg skal nemlig ud at rejse i morgen aften, denne gang er det Knud og Marie der er så rare at tage mig med på langfart, og jeg glæder, glæder mig til at se og snakke med jer alle og mine [bella?] m. comp.

Der var så meget jeg ville have sagt tak for fra de foregående gange, Nørresundby’s Hans, Bothilde og Jørns familie der var vi jo samlede i Jørns dejlige hus, og lærte rigtig hans fortryllende børn at kende. Den dejlige fødselsdag vi var til hos Jesper, hvor jeg efter 35 års forløb fik opfrisket minder med fætrene. Jesper har også en dejlig børneflok, dygtige kan man jo forstå at de er. Og så er der Nielses døtre “?” der tør jeg ikke udtale mig som jeg ville. Og så er der vores “[Japyts?]” dejlige børn, og de er jo ligeså dejlige i Frhvn. Og Nørresundby. Hanses børn længes jeg snart efter at træffe, den jeg kender bedst til og står i forbindelse med er Pussi i Canada. Hans og Bothilde har jeg jo de senere år truffet alle andre steder end i deres hjem, derfor ikke opfrisket gensyn m/ børnene; men de bor jo også rundt omkring snart, og det jeg så til dem i “skovfogedhuset” er bevaret som gode minder. Det må være det gode og de gode hjem og vores svogre og svigerinder stammer fra der gør at alle har gode og dygtige børn.

Tilføjet i margenen: Jeg syntes også vi have dejlig aften hos Målfrid og Niels da Elly og jeg var der, der var der som andre steder lavet så meget godt og så var Jespers der med børn, Elly var så tilfreds selv om Jesper måske synes det modsatte vi gennemgik i rygesalonen på damperen hvor rart vi havde havt det overalt, det var jo også en anspændelse for Elly at tænke på det sidste stk. til Kbhvn.

Så håber jeg Helene snart er over det værste, og har det gode; men jeg har forstået, at det går fremad.

Og at Jesper også har overstået en operation er en lettelse at vide, og nu glæder jeg mig sådan til at se jer alle, og så er der noget at fortælle mine gode rare mand, når jeg kommer hjem. Det bliver ikke ferie for ham i påsken, der er jo de benzintanke at tage sig af. Jeg håber at Wilhelm og jeg dog engang kan tage hjemmefra sammen og besøge familien på både hans og min side. Jeg skrev til Hanses fødselsdag, at jeg også ville prøve at komme med vandrebogen, det har I vel nu set, at det er praktiseret nogle gange.

Hvis I synes at det jeg har skrevet virker lidt forvirret og usammenhængende vil jeg indrømme at jeg tror der er no’et galt med “hodet” bl.a. har jeg en hård, uplejet influenza bag mig, jeg gik og drattede en dag jeg skulle ned i forretningen, og der er noget galt. * De sidste år har også bragt nogen chok med sig, og det var særlig slemt at Elly døde, selvom hun havde en god tid, den sidste tid med søskende og hendes venner var også trofaste ved hende. Jeg er da også klar over at der kan ske værre ting end det der efterhånden skulde være kommet i baggrunden; men det tager tid. Jeg tænker så ofte på at Wilhelm kan vel ikke blive ved med det jageri vi har her, han får aldrig hvilet sig i ferier el. lign., og er alligevel altid i godt humør og slagfærdig og siger “[?]” der er ikke noget at være ked af, det er der heller ikke. H.O. og Kirsten har det godt, den syge familie har det overstået. Elly har fået fred, og tror jeg som skrevet, det kunne man forstå når man var hos hende, i virkeligheden havde en god tid til slut. Olga og Marie var enestående, tak begge to. Og så mange kærlige hilsener til jer alle, og tak for besøgene og på gensyn.

Helga 17. april 1962

* (Tilføjet i venstre margen): Og hvor jeg glæder mig over Olles? Og Carls udenlandsrejse, håber at Carl er rigtig rask, når de kommer hjem.

På side 267 prøver jeg at være livligere i det (jeg?) ellers har skrevet, og fordi da jeg kom i seng kom til at tænke på at jeg kunne da godt prøve lidt margen mener jeg og jeg vil ikke bruge flere sider.

(Tilføjet i venstre margen): 18/4 [?], jeg har da også været til Maries fødselsdag i februar hvor også Leo, Julie, Kitte Jespers, Nielses Carls og alle de andre – dejlige dage hos Marie og Olga. I ved godt Julie og Leo var her på bryllupsrejse, de havde det dejligt her, og der stod 1 fin kransekage en ditto sherry, åh de havde det så rart her, dette i relation til den fine middag Marie havde lavet. Næh, hvor er jeg dog sød!

Hans 1962-05-13

Vork den 13-5-1962

Kære alle søskende: jeg har en af de dage hvor jeg ikke rigtig kan komme i gang med noget, det er godt nok også søndag eftermiddag men tiden skulle jo udnyttes til noget udendørs.

Har siddet og læst lidt hist og her i denne vandrebog og kommer til at spekulere over mangt og meget, håbede på jeg kunne blive inspireret lidt til at skrive noget fornøjeligt men den inspiration lader vente på sig.

Men som Marie skriver er det rart at Helga skriver så meget løst-fast og de mere alvorlige ting som dødsfald videre ud i familien og videre, jeg ved nok at Helga som den lidt ældre kender lidt bedre til familien end mig men forholdet mellem far og farbror Christian har jeg ofte tænkt på. Far kom jo faktisk ikke sammen med sine søskende. Kan aldrig huske farbror Jens har besøgt os og slet ikke faster Marie, derimod var farbr. Chr. og besøge os i Sorthat jeg kan tydeligt huske jeg løb bag enden på far og farbror da de gik marktur farbror gik og drillede og [småsnærtede?] far, akkurat (undskyld Jesper og Niels) som Jesper har kunnet overfor Niels, uden vel at mene noget med det, far ville gerne i de tider brillere lidt og har nok i farbrors øjne været lidt af en “prås”, på bunden har han nok været lidt stolt af sin bror som var nået noget videre, ligesom jeg er af mine yngre søskende. Far blev på sin vis også stolt af sin bror da farbror ikke blev kasseret som valgmand, da det gjalt fars mandat, alene hans stemme, det blev der talt meget om den gang, det viser klart at vælgerne vidste hvad støbning de begge var af. Farbror Christian var en rar mand, kom til min store forbavselse spadserende med stok i hånd og besøgte os på Maegård, hans søn Emil der bor i Olsker kom vi sammen med til stadighed, dejlige mennesker som jeg håber at træffe igen.

Kapitlet Skræderbakken er jo som bekendt udskrevet, jeg nåede ikke at få vandrebogen i de tre år, vi boede der, det var sådan et lille trintrinbræt på vejen, mærkeligt som det hele går, nu sidder vi her i Egtved kommune her håber vi så at blive så længe vi kan [?] os, håber familien rigtig ofte finder vej hertil Jørn, Marie og Helga ikke at forglemme Ingeborg og Knud har allerede været her. Jenses og Helenes tidligere hyppige besøg har vi savnet meget siden vi rejste fra Bangsbo, det viser jo at det familiekomsammen betyder noget.

Af nyt er der ellers intet, Pussi og Olaf har ganske vist forp. en farm ca. 300td.l. rigtig på prærievis, så nu skal de for alvor vise hvad de duer til.

Det kunne syntes som om interessen for vandrebogen er dalet lidt, det syntes jeg er helt naturligt, det ligger vel i at vore søstre i København har bil nu og er bleven så ovenud flinke til at besøge og formidle besøg, det er alligevel nr. 1 nu er det bare mig der må rumpe mig op, det kommer nok. Jeg har ikke besøgt hverken Jesper Hanni eller Lise der hvor de nu bor.

Skal det være en vane med Olga at rejse til udlandet til enhver tid skal jo bogen til at cirkulere lidt hurtigere, ellers syntes jeg såmænd godt bogen kunne ligge fast lidt hos en der så til gengæld forpligtede sig til at skrive lidt i den fra tid til anden og så sendte den rundt til sin tid eller når vi ikke får besøgt hverandre så meget, hvad mener i om – Jesper, Jens, Niels, Olga, Marie, Julie og Jørn – at lade det gå lidt kvikt med at befordre bogen, og så lade Helga bestemme når den skal på en rundtur igen.

Kærlig hilsen sendes jer alle fra

Hans

Niels 1962-07-05

Tølløse, den 5. juli 1962

I aften har jeg været til tvillingernes 14 års fødselsdag hos Jesper og Marie i Søtofte. Jesper bad mig tage bogen med, da han ikke kunne få tid til at skrive i den. Jeg skriver så nu, inden den går til Jens, der så må lade den gå til Olga.

Siden jeg sidst skrev i bogen for 3 år siden, er der sket meget her i vort hjem og på skolen. Ingrid tog præliminæreksamen sidste år, begyndte på gymnasiet i Roskilde, men holdt op til efterårsferien, har så været i huset i Glostrup et halvt år, nu hjælper hun mig lidt med kontorarbejde. Tænker på at blive sygeplejerske. Solveig tog præliminæreksamen i år og begynder i gymnasiet efter ferien. Gunhild har lige bestået optagelsesprøven (præparandklassen) på Holbæk seminarium og har så 4 års læsning dér foran sig.

På skolen har vi faktisk næsten uafbrudt i 2-3 år haft håndværkere. Vi er snart færdige med moderniseringen af de “gamle” bygninger; en ny økonomibygning blev indviet til jul. Vi er i gang med at opføre et hus til os selv. En elevfløj med lærerbolig er planlagt, men naturligvis rammes disse planer af byggestoppet.

Midt i juli skal vi alle 5 på en lille biltur sydpå, kombineret ferie- og konferencetur.

Lige inden jeg kørte ud til Jespers i aften, ringede jeg til Marie for at høre, om vi skulle mødes i Søtofte, men Marie var ved at pakke, da hun i morgen tidlig skal til Jylland (var det vist).

Marie, Jesper og jeg repræsenterede familien ved begravelsen i Jonstrup. Marie betalte kransen fra “familien Anhøj”. Hun hævdede, det var hendes tur.

I øvrigt synes jeg, at jeg har god kontakt med en del af vore fætre og kusiner her på Sjælland, altså kun nogle af dem; der er jo mange – og så deres børn igen. I søndags var jeg på Atterupgård; ganske vist for at holde gudstjeneste ved en spejderlejr, men jeg fik da en hyggelig samtale over en kop kaffe sammen med Elly, Niels m.fl. I aften traf jeg som nogle gange før fætter Hans (fra Vanløse) i Søtofte o.s.v. o.s.v. Anders bor jo her i Tølløse, så ham træffer jeg meget ofte. Agnes ([Stærkind?]) taler jeg med ret jævnligt. – og så igen: o.s.v.!

Det er dejligt at læse Helgas oplysninger. Tak! Bare synes jeg godt, du kunne lade være med at tale i gåder, når du omtaler vore døtre. Jeg kunne da virkelig godt have lyst til at vide, hvad det er, du ikke tør udtale. (Jeg har prøvet at finde ud, hvad det er, der står i anførselstegn for at se, om nøglen til gåden findes dér; men jeg kan altså ikke tyde det! Hvad står der?) Jeg går nærmest ud fra, at det er noget godt; jeg synes selv, der er vellykkede. Men det kan jo også være noget mindre fordelagtigt, der er jo meget, man ikke selv kan se. Hvis det skulle være, at du synes, de lader storsnudede (vigtige) – det har jeg jo selv fået revet i næsen hos mig selv – så kan jeg forsikre dig, at du tager fejl. Især Ingrid og Solveig er i virkeligheden ret generte og tror kun lidt om sig selv. Gunhild har måttet slå sig igennem på en lidt anden måde p.gr.a. visse hæmninger, som hun vist nu stort set helt har overvundet. Nå, som skrevet, jeg går nærmest ud fra, at det er noget fordelagtigt, du tænker på. Og det vigtigste er jo, at vi selv har det godt og fornøjeligt med hinanden. Selv om jeg nok ind imellem synes de kan være lidt (meget) respektløse overfor deres far (hvad der er ret forståeligt!), så glæder jeg mig hver dag over dem alle tre.

Det er også dejligt med vore små og store nevøer og niecer. Alle, vi har haft her på skolen, og det er efterhånden mange, har vi haft megen glæde af. Både lærerne og kammeraterne har syntes om dem alle. Jeg vil ikke nævne navne, for faktisk har de alle været fornøjelige og meget populære i elevflokken. Jeg håber strømmen mod Tølløse fortsætter.

Nu er kl. over 24. Jeg må slutte.

Kærlig hilsen

Niels

(Niels har klæbet et billede af højskolen og den nye spisesal ind i bogen efter ovenstående indlæg).

(På modstående side har Olga indklæbet billeder til illustration af Niels og familiens farefulde køretur på smalle bjergveje sydpå over alperne med teksten “her kørte Niels! Samt et billede af et biltog, hvor Olga nedenunder har skrevet”her kørte vi – mageligt tilbagelænede” (om turen til Italien))

9.-8.-62

Da jeg ikke fik sendt bogen før afrejsen, kan jeg lige føje et par linier til om vores tur til udlandet. Vi startede her fra Tølløse den 20. juli og var hjemme 7. aug. På udturen havde vi et par fornøjelige timer hos Knud og Marie i deres feriehus i Strib. På nedturen gennem Tyskland gav vi os god tid i Schwartzwald. En uge tilbragte vi i Rüschlikon v/ Zürich; det var turens egentlige mål, idet jeg skulle holde et par foredrag ved en lærerkonference. Derefter tog vi længere sydpå over nogle pas til Norditalien. På hjemturen tog vi over Østrig. I mellemtiden var vi begyndt at længes mod Tølløse, så vi tog turen gennem Tyskland meget hurtigt.

Jeg har i mange år glædet mig til en sådan tur sammen med vore børn, mens de er hjemme – derfor greb jeg chancen, da den kom. Vi har haft mange dejlige ture sammen før, men aldrig som denne. Vi hyggede os sammen time efter time; vi oplevede sammen; vi lo sammen – det var dejligt. Vores mad lavede vi selv i en grøft eller eng eller på en bjergskråning. Børnene boede på vandrehjem; vi på billige kroer. Så det var økonomisk overkommeligt. Ugen i Schweits gav overskud p.gr.a. mit honorar for foredragene.

Nu er vi hjemme igen, solbrune og udhvilede.

Niels

Jens 1962-09-02

Fr. havn søndag den 2/9 – 62

Kære søskende

For ikke at komme helt ved siden af har jeg lige læst Jespers forord fra 1953 igennem, især for at mærke mig, hvad bogens formål egentlig er. Jeg har især bemærket mig sætningen: “hvilke store kærlighedsgerninger man i gerning, tanke, tale og skrift har forøvet mod sine samtidige”!

Det var jo egentlig slet ikke så lidt (eller var det?)!

Idet jeg forudsætter, at mine største bedrifter i den henseende er kendt viden om (!), vil jeg dog nøjes med i løse og fast form at skrive et ganske almindeligt familiebrev.

I sommer har jeg haft den forret at mødes med og sludre med alle søskende på nær Helga og Jesper.

I vores ferie var vi hos Marie og Knud (stakkels ham!) i 2½ døgn, da de holdt ferie på Strib. På samme tur hjemsøgte vi Jørn og Hans. På Strib var vi en lørdag eftm. Til familieopløb, idet familierne Olga, Jørn, Julie, Hans og vi mødtes fra øst, vest, syd og nord (Marie og Knud var der vist nok også – i hvert fald var det dem, der måtte punge ud). Fornylig mødtes jeg igen med Marie og Olga + Niels, idet jeg en lørdag eftm. var i Tølløse – på vej til et kursus for fængselslærere på Hørsholm højskole. Vores datter Ruth er på “onkel Niels’s højskole” i sommer, så hende fik jeg besøgt samtidig. Lørdagen efter, da vi i bil var på vej hjem fra nævnte kursus (“vi” var tre kolleger fra Kragskovhede) kom der en soldat og spurgte, om han måtte komme med til Nordjylland, da han skulle hjem på week-end. På det tidspunkt holdt vi i Hundested og skulle med “skiv” til Grenå. I henhold til førnævnte citat af Jespers forord sa´ vi ja. Men ved spisningen på skibet blev vi enige om, at det egentlig var noget pjat, at en ung mand ikke kunne blive i Nordsjælland en week-end, men absolut skulle ud på farten – og tigge sig frem. Da jeg kom hjem til Fr.havn sidder Ruth i stuen. Hun var taget hjem fra Tølløse på week-end – og havde været på stop fra Aalborg. Tja!

Fornævnte kursus, der varede otte dage, var for øvrigt meget interessant – og jeg tør nok sige, at blandt de ca 40 [?], var jeg ikke den største original! Man huske immer, at alt er relativt. Vi havde nogle af vore bedste pædagoger til at undervise, holde foredrag og lede gruppearbejde.

Og så lidt status vedr. børnene. For at begynde fra toppen, så er Stanley begyndt i Aarhus efter ferien for at tage det sidste år på seminariet. Han var 6 uger i England på kursus, og forinden havde han været vikar i Strandby v. Fr.havn i 6 md. og tjent en god skilling. Else rejste fredag aften til Kbh. for at læse til børnehavelærerinde. Ruth er som sagt på højskole. Olaf har snart været væk et år. Han sejler på de store have med “A. P. Møller” som styrmandsaspirant. Esther går i skole i Fr.havn, men har planer om ligesom Else og Ruth at skulle på “onkel Niels´s højskole” – og ikke mindst at skulle plukke æbler en md. efter højskolens afslutning!! Børnene er i den alder, hvor de koster meget, hvis man skal hjælpe dem til en uddannelse. I går f.eks. kom der besked om, at Olaf skal begynde på skoleskib i oktb., og at man i den anledning skulle have tilsendt kr. 800 – til beklædning, undervisning mv.! Det behøver heller ikke at være nogen hemmelighed, at én af årsagerne til at jeg i hvert fald i arbejdstiden har skiftet arbejde er, at jeg føler mig lidt forpligtet til at tjene så meget, at jeg i hvert fald på nogle områder kan hjælpe børnene lidt i gang. I øvrigt er jeg glad for det nye arbejde, hvor jeg hver dag har brug for min uddannelse og min erfaring. Jeg føler ikke, at jeg har svigtet nogen eller noget, så meget mere som jeg stadig er med i menigheds- og prædikearbejde. Vor nye præst tiltrådte pr. 1/7 d.a., hvilket var en stor lettelse, da jeg faktisk havde for meget at se til i den periode, hvor jeg også skulle have et slags præstearbejde i menigheden samtidig med fuldt job på Kragskovhede.

Det er planen, at vi i løbet af efteråret flytter i tjenestebolig på Kragskovhede. Man er i gang med at udvide og modernisere et hus til os. Huset ligger fredeligt og smukt inde i en plantage. – Med det samme jeg husker det, så er “vor” telefon overdraget til min efterfølger. Vi har altså ikke telefon privat, men man kan til hver en tid ringe til mig i arbejdstiden (alm. 8-17 – lørdag 8-12) Man ringer til Elling nr. 170 og beder om at få stillet ind til Anhøj.

Helene har haft det nogenlunde de sidste måneder. Men hun skal stadig passe på både psykisk og fysisk. Vi er taknemmelige for, at hun endelig kom til kræfter igen.

Og nu er Esther ved at dække bord. Over middag skal jeg til Jerup og Skagen og holde gudstjeneste. –

Og så er medisterpølsen gået kødets gang. Jeg vil nu slutte med at sige jer tak for hyggeligt samvær – et sådant brev er jo en lille rundgang i familien –, men også tak for hver gang vi mødtes gennem året til hyggelig sludder. Det glædede mig at se Jesper så rask da vi mødtes i januar i Nr. Sundby. Og det var dejligt at se Helga i Aalborg langfredag stadig så? og omsorgsfuld.

Sender bogen til Olga 4/9-62 – håber Carl er i bedring.

Kærlig hilsen til jer alle. Jens

Olga 1962-09-09

Søndag formd. d. 9/9 1962

Kære alle! Når vandrebogen kommer ind ad døren kaster jeg mig naturligvis over den, mens alt andet flyder. Jeg har et par gange fået pålagt at tage den med fra Jørn og sende den til Helga, men da jeg end ikke i den anledning har fået lov at se skyggen af den, har jeg altså ikke set bogen, siden jeg for 3 år siden (på få dage nær) sendte den til Roskilde Amtssygehus. Meget er der sket i den tid – men ét er åbenbart uforandret: Carl ligger i sengen, om han sover el. blot “lurer lidt”, som han selv kalder det, skal jeg ikke kunne sige. Men han har også taget et vældigt nap til morgen: han har siddet på sengekanten og drukket det meste af en kop kærnemælk og spist en kvart skal af et rundstykke. Derefter drak han en kop te. Så nu nyder han altså en velfortjent hvile. (Vi har også store planer om, at han skal have tøj og sutsko på og ud at sidde i vognen.)

– Men altså, jeg kastede mig over bogen, og hvor var det befriende. Da jeg bl.a. lo højt af Hans’s indlæg og fortalte C. lidt af det, så jeg også for første gang i flere dage et smil på hans ansigt. Nu ved jeg ganske vist ikke rigtigt, om jeg skal protestere mod el. tiltræde Hans’s forslag. Indebærer det, at jeg, hvis bogen skal ligge stille af og til, ligefrem har pligt til (stadigvæk) at ringe rundt og formidle nyheder??

– Nu er jeg heller ikke sådan, at jeg altid fortæller alt, hvad jeg ved. Alligevel synes jeg, den øvrige del af familien har krav på at få at vide, at Niels’s referat af udenlandsfærden er endnu mere summarisk end det umiddelbart ser ud til. Egtl. vil jeg henstille, Niels, at du, hvis du en anden gang giver dig af sted med hele din familie, ikke nøjes med at sige farvel til Knud og Marie, men også os andre. Allerhelst vil jeg naturligvis, at du simpelthen blev hjemme. – Men altså: “nogle pas” på side 289 betyder “Schweiz’s vanskeligste pas” – så mange han overhovedet kunde finde ved at køre nogle gange frem og tilbage. Til almindelig beroligelse kan jeg dog fortælle, at hvordan Målfrid end havde haft det af skræk, så hun efter hjemkomsten til Tølløse ud til at være kommet over det igen, hvilket nok skyldtes, at Niels efter besøget i Milano skyndte sig at køre familien på rekreation i St. Mouritz – som bekendt Europas dyreste feriested. Det er det “billige kroer” på side 290 betyder! Og den, der har hørt Gunhild, kvidrende og lattermild, komme og referere sin far, gengive hans mimik, så man rigtigt forestillede sig, hvordan han så ud, når aftenen nærmede sig: “Nåj!” sa´far, “vi ta’r dem med på hotel, det er måjet billigere – så hår vi dem hos os!”, spekulerer jo lidt på, hvor mange gange de børn fik lov at sove på vandrehjem. – Men morsomt og glædeligt var det at høre om – og for mig havde det den særlige fordel, at jeg så benyttede det meste af aftenen til at fortælle familien i Tølløse om vores Italienstur – men det tog de såmænd meget pænt. Nære sig kunde de dog ikke helt for at trække lidt fra og lægge lidt til hist og her. – I øvrigt henvises til de af Niels okkuperede sider.

Der er mange andre glædelige (også mindre glædelige) begivenheder at berette om fra disse sidste år. Men C. har lige sagt, at jeg jo ikke behøvede skrive bogen fuld. Han sov altså ikke, jeg har måttet springe ud og ind af sengen utallige gange for at hente så det ene, så det andet til ham. Og så forunderlig kan tilværelsen altså arte sig, at det kun kan glæde en, når man kan gøre sådan noget, hente ganske mikroskopiske mundfulde af et el. andet. Det får mig til at tænke på den dejlige rekreation jeg tilbragte hos Jens og Helene i 1958 – da Jens flyttede ud af sin seng og sov på en divan; så kom han om morgenen med bakker til Helene og mig, og da jeg på det tidspunkt led af forestillinger om at skulle slankes, havde Jens indrettet serveringen derefter. Jeg kan endnu more mig højt ved tanken om brød skåret ud i størrelse med ½ hyben o.s.v. – Det er så rart med de oplevelser fra besøg og sammenkomster, som dukker op af og til i tankerne og både glæder en og stemmer en vemodigt. Forleden, en af de første dage efter at C. var kommet hjem fra sit sidste hospitalsophold (tænk, i marts måned kunde jeg endnu tælle, hvor mange gange jeg var kørt frem og tilbage til Bispebjerg i dette år), stod jeg i køkkenet og en el. anden lyd fik mig pludselig til lyslevende at mindes Elly, som hun kunde komme skratgrinende ind ad døren (vores entredør står næsten altid åben, hvad I vel efterhånden alle ved) og næsten ikke have luft til at råbe: “Er her da ingen hjemme?”

Mine egne gode gerninger må jeg skrive om en anden gang.

Kærlige hilsener til jer alle

Olga

Marie 1962-09-12

Har modtaget bogen i aften d. 12. sept. 1962, –

Det glæder mig, at der står respekt om Hans’ ønsker om den nye fart!

Kære alle – det er frygteligt, når der er så meget, man skal have skrevet allerførst. Især da jeg stadig ikke kan skrive om nogen udenlandsrejse for mit eget vedkommende. Olgas sådan var nok én af mine største oplevelser i år, selv om jeg følte mig noget ensom om den, indtil Julie ringede og i forsigtige vendinger spurgte, om vi fik Carl og Olga standsmæssigt af sted! At vi fik det glæder mig så meget mere, som jeg nu ser, at Niels og Olga virkelig og i så meget højere grad kan glæde sig over deres egne oplevelser.

Olga slutter så brat, synes jeg! Jeg ved ikke, om det var tanken om Elly, hvis personlighed vi tit snakker om. Sommetider tager jeg mig selv i det, når jeg fortæller om den sidste tid med hende, fordi jeg føler, at det kan se ud som om, det er fordi hun nu er væk, at det var så godt! Så jeg blev nu så glad for at se, at jeg allerede før vi vidste, hvor det bar hen – og så hurtigt – havde givet nogle “indrømmelser”, så kan jeg med mere vægt fastslå, at trods den slemme tid, det var under Ellys sygdom, var den på mange måder god! Bortset fra en lille tid lige efter hendes operation (vistnok 20. dec. 60) var hun så enestående. Der var ind imellem noget henrivende over hende! Hun havde som regel et ell.a., hun straks sagde, når vi kom – og som begyndte med: “Jeg har tænkt på……” f.eks.: “Jeg har tænkt på, at der stod slet ikke den festivitas om far!!” ell. “Jeg har tænkt på, at det nok betyder et stort afbræk for dig og Olga, at I løber her altid, men det skal I nu alligevel gøre!”. En anden gang “….dette er noget vi skal igennem sammen!” Jeg kan fortælle masser af sådanne småbemærkninger, som alle gav udtryk for, at det virkelig betød noget for hende, at hun havde os om sig. Hun tænkte meget – hun vidste hvad hun fejlede, og selv om hun havde sine håb ind imellem, var meget af det, hun sagde, udtryk for, at vi jo nok selv ville være glade for den tid, når først hun var væk!

Ja, der er mange ting, som man kan smile ad og som man samtidig fælder tårer over. Den første gang, Helga skulle besøge hende på sygehuset! Det skulle være d. 7. jan. Og Elly havde sagt, at nu skulle Helga ikke komme farende, det kunne vente til Elly kom hjem! Ja, vi anede ikke vore levende råd, Helga kunne vi jo give nervetabletter, men Elly skulle næsten også forberedes. Helga var bange for at komme til at græde! Jeg var bange for at Elly skulle blive gal! Og, så skød jeg hjertet op i livet – og gik den søndag først (før Helga) ind og sagde til Elly: “Nå, det er d. 7. i dag”! Så røg hun op med hovedet: “Er Helga her?” Jeg nikkede og Elly stortudede: “Ja, men jeg skulle jo hjem først!”. “Så, så, du må ikke græde, Elly, du kender jo Helga, så brøler hun også!” Så sagde hun: “Ja, men jeg græder af glæde, sig jeg græder af glæde!” Og så stod Helga der og de brølede begge to – og så gik ellers snakken og latteren! Jeg kan nu ikke skille alt ud, men kan du huske næste gang, du kom, Helga? Elly glinsede i huden og jeg spurgte om hun havde smurt sig. “Ja, jeg skulle jo pyntes til Helga kom!” Måske var det netop det, der glædede os sådan i den tid, at Elly viste, at hun også kunne tage imod! Og de mange glimt af hendes humor, vi så. F.eks. den sidste aften, hun var så syg, Niels var der, (+ Olga og mig), jeg husker ikke hvad det var. Men hun fik da revet en vittighed af sig!

Man føler vel altid døden som noget stærkt, den kan også være ynkelig, men der var intet ynkeligt ved Ellys død. Den lørdag eftermiddag, da Olga og jeg (takket være Baungaard Thomsen) sad og holdt Ellys hænder – og hun pludselig trak vejret for sidste gang, var der noget storslået ved hende! Og hvad der end kan have været tidligere af kedelige ting, kan de ikke have været så slemme, at de ikke blev overgået af det gode fra Ellys sidste uger! (Selv om hun sagde, at koge æg så godt som Olga kunne jeg ikke) ja – Helga, du kan tro, hun var glad for dine æg! Selv om du nok tuder lidt nu igen, så var det vel nok dejlige dage, vi havde hos Elly, de søndage, du kom herover. Nu kommer der så mange minder fra den tid frem! Jeg skulle måske ikke have skrevet så meget, men nu er det første gang, jeg skriver siden Ellys død. Både Jørn og Helga skriver “tak” fordi vi “tog os af” det, vi kunne jo ikke lade være. Hun lønnede os selv så rigeligt. Jeg bliver helt varm om hjertet, bl.a. ved tanken om æggene. Elly spiste ikke sin aftensmad, men ventede til enten Olga ell. jeg kom og gav hende dette nylagte, nykogte æg. Som jeg altså ikke kogte så tilpas, som Olga gjorde. Det er jo det med Olgas omsorg! Julie og jeg har her gennem årene forsøgt at bibringe Olga forståelsen af, at hun har andre små søskende end Jørn, men det er rart, at hun kan skelne mellem, hvem der trænger mest!

Ja, det er vel bilerne, der gør, at vi har haft lidt mere samkvem, husene imellem, men i lørdags cyklede jeg forsøgsvis til Zinnsgade. Olga har så en cykle i byretten, en knallert i Hvidovre, en cykle på grønttorvet og en bil i Zinnsgade.

Jeg har allerede været i Vork 4 gange, men jeg var nu altid så glad for at komme på Skræderbakken, det lå så dejligt nær min alfarvej, og jeg stak tit ind bare for et kvarterstid – og for den sags skyld også for hele aftenen. Som regel har jeg så travlt, hvis jeg futter rundt, ikke desto mindre nyder jeg at “kigge ind” og har det nogenlunde som Helga, der synes, at det er dejligt at følge alle de kønne og velbegavede børn, der er i familien! De mindre kønne og mindre begavede holder både Knud og jeg nu allermest af f.eks. Tølløse-pigerne! Når Knud skyder mig i skoene, at det altid er mig, der tager mig af hans brors børn, kan jeg køre frem med Gunhild, som i mange år har været hans specielle yndling. I øvrigt har jeg også spekuleret på, hvad det dog kan være, Helga har skrevet på s. 274, men mon ikke det må være noget fra mytologien! På næste lørdag, d. 22. ds., skal vi have samlet nogle af skønhederne her! Tænk det var ikke, hvad jeg ville have skrevet! Jeg ville skrive “kusinerne”. Der kommer nok også et par fætre, mest af alt ønskede vi, at Nete kunne være med også, men hun er jo så lille endnu – og for langt væk! Men Marianne sagde en gang sidste forår: “Det forstår I ikke, men jeg var altså meget ked af det, da Nete flyttede fra København igen – det er noget særligt med Nete, som jeg ikke har med mine andre kammerater. Vi behøver ingenting lave eller snakke om!” Jo vist forstår jeg det!

Jeg må så lige nævne, at hvis Jens endelig skal være smålig og nævne i halve døgn, hvor længe Knud holdt ham ud, så var det i 2 hele og 2 halve døgn! Men Ester og Else var der også, og det bærer – under henvisning til omstående – over alt.

3.10.1962

Da Olga og Carl nu har været en tur i Nørresundby, må Julie hellere få bogen op, men det sinker vældigt (ell. går ud over nattesøvnen at få den. I mellemtiden havde jeg egentlig fået lyst til at referere lidt mere om Ellys sidste dage. Men det er ikke let at udskille alle episoder og genfortælle dem klart. Helga nævner, at Olga og jeg købte nyt tøj for at være fri for at vaske! Det var jo ikke bare derfor – men jeg husker en aften vi kom hos Elly. Begge med nye bluser og Elly sagde, vi var så fine (det var én af de allersidste dage, og Elly så meget dårligt) og da vi gik sagde hun: “Men – gå nu lige hjem – selv om I er pyntede!” Jeg tror nok, at det var samme dag, da jeg lige var kommet, at hun spurgte efter Olga – og sagde: “Nu vil jeg egentlig gerne have, at I kommer begge to – så er I to om at høre, hvad jeg siger.” Hun spurgte så: “Hvad er du herud på?” “Ja, jeg er på din bil” – så spurgte hun, om jeg ikke ville køre efter Olga. Jeg gik i stedet ned og ringede efter hende – og hun var der meget hurtigt. Derefter var der egentlig ikke noget bestemt, hun sagde, men jeg ved, at hun syntes det var rart at have os der – jeg tror i øvrigt at det var samme aften, at Niels også kom, men i alle tilfælde var Niels der også Ellys sidste aften. Olga fortalte, at den lørdag eftermiddag, da Elly døde, havde hun straks spurgt, om jeg også kom. Olga var nået derud en halv times tid før jeg kom. Det var den sidste rigtige kontakt, vi havde med Elly. Da Olga sagde: “Nu er Marie her” og Elly lige åbnede øjnene så på mig. I forstår sikkert alle, at da det gik sådan med Elly, var det noget af en gave at få den tid med hende – og mærke hendes tilfreds og ro – udelukkende ved det at være der.

Og når jeg så tænker på de stridspunkter og misforståelser, der har været med Elly gennem årene, kunne det let være gået sådan, at jeg i alle tilfælde ikke havde fået denne tid med min søster! Den tanke bærer over alt, hvad der måtte være at fortryde. Det kunne jo i hvert fald ikke være anderledes – for som Helga skriver, Elly kunne man ikke hjælpe, hun måtte selv gøre sine tilnærmelser. Men til gengæld forstod hun nu også selv det hele. Alle de besværligheder hun kunne lave for sig selv – og også at det var slutningen, da den nærmede sig. Der var et brev fra Hans, som jeg læste højt for Elly, han skrev og fortalte en del og sluttede med at nu skulle han i seng og det var godt at have en god seng, når den tid kom. Da flød der et par tårer – og jeg sagde, at det var da morsomt at høre om det derovre og om Hans’ børnebørn. Da sagde Elly – ja men det er jo også rigtigt, det med sengen. Jeg tror nok at det var 10 dage før hun døde – og hun var så glad for dit brev, Hans, fordi alle ellers enten havde været der eller havde skrevet.

Nå, men nu vil jeg altså slutte igen – vi skal vel snart til at spare på papiret.

Pr. post Julie 3/10 62

Kærlig hilsen fra Marie

Julie 1962-12-14

Kære Alle sammen! Nsby 14/12 – 62

Der var jo mange kommentarer, man kunne komme, men da mit hoved ikke er, hvad det burde være i denne tid, vil jeg afholde mig og ikke sinke bogens svimlende fart – i alle tilfælde sørge for at Jørn får julelæsning og hurtigst at sende, vi kunne jo have sparet portoen, ved at køre ned til ham med den, men det har vi altså ikke tid til i denne md. Vi har da ellers haft nogle hyggelige ture til samme med familie. Det er imponerende så pænt Ingeborg tager det, når vi kommer myldrende. Mon alle er klar over, at Jørn har et meget fint hus – med LILLA striber??

Jens har også et meget fint hus at bo i nu og mange nye fine ting i det. Helene er så glad for det hele at hun må tage nervepiller for at dæmpe sig ned. Det fylder for meget inden i En, siger hun.

– Leo og jeg var til Jenses fødselsdag den 12 ds. Ingen af os kunne huske, hvornår det sidst er sket, at vi har været sammen hans fødselsdag, det må ligge helt tilbage til da jeg var barn og før han havde flyttet sin fødselsdag fra d 20. til d. 12 dec!

Det var en dejlig bryllupsrejse, vi havde til jer i Nylars og du havde gjort det så pænt for os med flot kransekage [?] Og vin!!

Ja, ellers har vel alle føjtet rundt og besøgt alle – sådan da, jeg har da ikke været hos Hans, Jesper, Niels og Helga på [?] længe, men vi har dog set hinanden.

Vi har det godt her hos os og håber I alle har det også

Kærlig hilsen

Julie

Pr. post til Jørn 14/12-62

Jørn 1962-12-22

[Agtrup?] d. 22 December 1962

Der er en fremgang at spore, som drengen, da han fra tg gik op til tg+, nu har bogen indvundet et helt år, idet det blot er 1½ år siden, jeg sidst skrev. Forrige gang gik der 2½. Ingeborg sidder og syer dukkekjole på maskine ved samme bord som jeg skriver ved, så det er “rystende”, det jeg skriver.

Her hos os går ellers den ene dag lig den anden uden større omvæltninger, men her op til jul har vi, vel som de fleste har det, travlt med at få alt, som man har [?] i årets løb færdigt til jul, så man næsten skulle tro der ingen dage kom efter. Juleaften og juledag holder vi hos Ingeborgs forældre ved Sønderborg. I det år har vi i grunden været noget mere omkring end vi plejer, men det skyldes jo nok, at vi selv har bil nu. Jeg var kørende til Knuds fødselsdag, hvor der i øvrigt var flere af søskende samlet. Vi har været i Sønderborg 3-4 gange i sommerens løb, nogle gange over hos Hans og Bothilde i Strib til sommerfest i Knud og Maries feriehus, en udflugtstur til Thurø og så en tur til København her i efteråret (Ingeborg og jeg). Det passede så godt sammen, at Lars og hans kæreste skulle til Askov højskole på besøg i den weekend. Så overnattede de her og tog så vores børn med til Askov om søndagen og kørte dem tilbage igen og sørgede for dem. Det syntes de jo var en dejlig dag sådan at fætter Lars passede.

Julie og Leo er stadig flinke til at komme kørende herned. Og sikkert er det også, hvis Julie ikke havde det mas med sine ører som hun har, havde de bestemt ikke ofret porto på forsendelse af vandrebogen, når de selv har bil. Det er jo meningsløst at leje postvæsenet til en sådan transport.

– Det er ellers en ret bidende kulde og frost vi har i denne tid, men heldigvis blev jeg sidste lørdag-søndag færdig med haven så det nåede jeg da inden det nu er begyndt at fryse.

Jeg synes, jeg er fuldstændig tom for skrivestof, så derfor vil jeg slutte nu, at det ikke bliver mere springende end det er i forvejen. Klokken er også snart 1.30 nat, så hermed de bedste hilsener til jer alle sammen

Jørn

P.S. Afsender bogen til Helga mandag (juleaftensdag).

Helga 1967-02-07

“Helgahus” 7. februar 1967

Da det ser ud til at familien stævner til vor broder Hanse’s fødselsdag d. 10.ds. tager jeg bogen med til Hans, og tænker at han få den i gang igen.

Eventyr har vi trods alt i familien, at vi sådan af og til kan være sammen. Jeg er inviteret med af københavnerne, og det er jeg meget taknemlig for. Wilhelm og jeg har som I alle ved været i Jylland hos vore kære børn hele julen og ind i januar, og der vankede jo ture rundt til familien.

Niels og Målfrid nåede vi ikke, Jesper* og Marie var vi hos på en omstigningsbillet ved igen vore 2 kære søstres i Kbhvn.s hjælp, og det var jo lige på falderebet ved bornholmerbåden.

Det er sen aften og jeg er træt så det bliver ikke så godt dette her. Men altså på glædeligt gensyn i Jylland.

* I kan nok se at temperaturen svinger lige her.

Kærlige hilsener

Helga