For et stykke tid siden sad jeg sammen med at par gode kolleger. Vi talte om løst og fast; men på et tidspunkt drejede samtalen sig om vores mødre og deres tid og generation. Én spurgte mig direkte: Hvordan er din mor? Jeg havde så ofte stillet mine elever denne opgave: Giv en personlig karakteristik af den eller den. Men min mor! Tankerne gik tilbage i tiden. Min mormor fortalte mig om hende som barn. Hun var lille, spinkel og spids. I skolen var hun meget dygtig; men det var ikke altid, hun gad være der. Morfar lod hende selv styre sin skolegang. De to var lavet af samme stof.

En dag kom førstelæreren på besøg (han var for øvrigt Ghita Nørbys bedstefar). Mor sad på køkkenbordet, dinglende med de små ben, skrålende danske sange. Førstelæreren og morfar fik sig en lang sludder – vist nok om alt andet end det selvrådende pigebarn. Alligevel blev resultatet, at mor derefter passede sin undervisning, når det nu betød så meget for de fleste voksne.

Som 17-årig tog hun i huset i København. Her brugte hun sin beskedne løn på at få ordnet sine tænder og på at leje et klaver. Fridagene brugte hun på at gå på museer, og der blev lånt stakkevis af klassisk musik og litteratur. Hun vidste godt, hvorledes hendes liv skulle forvaltes.

Sådan var det også, da vi var små. Vi var tit sure på hende, fordi hun ikke ville klæde os i taftkjoler og laksko, binde sløjfer i vores hår eller krølle det efter sidste mode. Næ, hun havde en bestemt teknik med at stille os op på række, trække en lige skilning i højre side på os. Så fik vi småternede viyellakjoler på (blå) syet af hende selv og byens bedste syerske i forening. Dertil nypudsede brune sko og skinnende hvide knæstrømper. Skulle vi være rigtig fine, f.eks. til jultræsfest i menigheden, fik vi hver en nystrøget hvid krave på. Så var vi gode nok til verden. Verden kunne derimod aldrig blive god nok til os.

Mor læste skam som alle andre mødre dameblade, men det hjalp ikke spor. Intet kunne få hende til at påtage sig tidens anmassende traditionelle moderrolle. Der er vist ikke mange børn, der har haft en mor, der lokkede med en dejlig dag, hvis man valgte at blive hjemme fra skole for at snakke med hende. Ord og begreber blev forklaret os af hende, ikke af pædagoger. Hun havde tid til os, oceaner af tid. Hun skulle ikke gøre karriere eller på anden måde frem i rampelyset.

Vi havde vidunderlige eftermiddage sammen. Her væltede vi vores bekymringer over på hende, som kunne hun rumme alt. Altid havde hun tid til at høre på os. Altid var hun villig til at parlamentere med os. Vi kunne løbe lettede for bekymringer ud at lege – hun sad tilbage med dem.

Alligevel slap hun os på et tidligt tidspunkt vel vidende, at hun selv kunne komme til at sidde tomhændet tilbage. Vi skulle ikke fylde hendes liv med vores oplevelser.

Vores såkaldte standpunktskarakterer var hun fuldkommen ligeglad med. Lærerne kunne alligevel ikke vurdere hendes børn. Til gengæld gav hun os et selvværd, som var aldeles uhørt og upassende i tiden. Til hjælp for os i en broget verden og måske til irritation for andre.

Mor tog os med i kirke. Alle fire piger sad på første række og hørte på præsten. Hun troede på Gud, men undertiden kunne hun være så vred på Ham. ”Hvad skal vi med sult, nød, krig, had?” Så sagde hun til os, at hun egentlig gerne ville have en samtale med Ham.

Det var også hende, der med hænderne i siden fik forklaret en overlæge på et sygehus, at hun aldeles ikke skulle sættes til at flette peddigrør eller sy stramaj i dagtimerne. Hun kunne godt udfylde sin tid med andet.

Min mor, ja, når jeg tænker på hende, så tænker jeg uvilkårligt, at der er så meget, hun ikke går op i. Jeg ser hende for mig som en, der ikke deltager i sladder og bagateller. Jeg ser en kvinde, der ikke ønsker magt, en mor, der elsker sine svigerbørn – og forstår dem.

Hun er et univers i sig selv. For eksempel når hun strikker nyttige uldne sokker til Jørgen. Så har hun en pære og sine fødder på bordet. Hun skærer en bid af pæren, vipper lidt med storetåen, lægger stikketøjet til side, læser en novelle af Martha Christensen eller et uddrag af et af Ipsens dramaer. Hun kan også lytte til en sang af Benny Andersen eller overvære en dialog i den lille letbetjente transistorradio.

Fredfyldt er hun – ikke noget med at lade sig rive med af tidens malstrøm. Hun kan også være et paradoks. Som for eksempel når hun bliver gal på far for hans udadvendte, åbne, rungende personlighed. Og samtidig elsker hun ham derfor. Så er hun ikke nem at greje. Der er heldigvis dybder i hende, der kan undre. Hvilken lykke at have hende iblandt os.

Jeg har sagt, at hun er et univers i sig selv – fredfyldt. Derfor går hun op i den globale fredsbevægelse. Forestil jer, kære tilhørere, en pæn dame iført støvgrå cottoncoat, brun alpehue, nydelige skindhansker, skuldertaske, sko med officershæle i en påskemarch – ikke helt fra Vedbæk, næ, næ det er at gå for vidt. Hun støder til på Østerbro og gør sit indtog på Rådhuspladsen omgivet af en broget flok: christianitter, barnevogne, hunde, gamle og unge. En lille kriger i en fredsmarch. Og mit hjerte svulmer af stolthed.

Følger man hende hjem til hendes domæne, køkkenet, så vil man ikke kunne undgå at se en stor hvid telefonliste. Vigtige telefonnumre står der. Nu tror I naturligvis, at det er numre til den lokale købmand, frisøren, tandlægen – nej, nej – det er direkte opkald til Vatikanet, Det Hvide Hus i Washington, Folketinget osv. Ja, der bliver holdt godt øje med magtens mænd og kvinder fra det lille køkken.

Men mor har også andre cirkler end de hjemlige. Man kan være heldig at få et glimt af hende på Hjertepladsen, når hun en lun sommeraften snakker med en bums eller en gæstearbejder. Den første får at vide, at det er dumt at drikke så meget, den sidste, at han godt kan lufte sin kone – det ligner ikke noget, at hun skal gå derhjemme altid.

Mor lytter til folk, og til deres store forskrækkelse siger hun derefter sin mening. Ingen kan imponere hende med status, job, bolig, bil, position i samfundet – det rager hende en høstblomst. Det eneste, hun vurderer, er et menneskes menneskelige kvalifikationer.

Se, det var historien om en moder. Jeg har fortalt den både i nutid og datid. Det kan være en uskøn blanding tiderne og noget, der vanligt får den røde blyant frem i en lærerhånd. Jeg forsvarer mig med, at min mor lever i mig og i os alle, så længe vi selv er og ikke var.

Lad mig slutte med at takke jer alle, fordi I er her. Tak til denne menighed, som omslutter vores forældre med så stor, ægte varme. Baptistsamfundet og dets lyse tro danner grundlag for, at min far, da han efter en lang lykkelig dag tog afsked med mor ikke sagde farvel men på gensyn.

© Anhøj 2024