Vores store nationale digter, H. C. Andersen har begået et lille smukt eventyr. Den Sidste Perle hedder det.
Kort fortalt går det ud på, at en lykkelig kvinde føder et barn. Alt var godt og velsignet. Hen over barnets bryst bredte der sig et net af funklende perler. De var så smukke alle sammen, thi hver var en lykkens perle bragt af livets gode feer. Her funklede sundhed, rigdom, lykke, kærlighed. Alt, hvad et menneske kunne ønske sig. Dog én perle manglede. Den, der kunne lukke kæden, så barnet kunne bære den. Den blev ikke givet ved denne lejlighed. Den skulle erhverves af den nyfødte, når det havde levet, elsket og mistet.
Det var sorgens perle. Men, der blev lovet, at den ville forhøje de andres glans og magt, og at den ville forbinde jorden med himlen.
Jeg fik som dette barn skænket så mange perler. Min første erindring om min far er så tæt forbundet med dette sted. Far på prædikestolen. Mor med tre små piger på forreste række. Fars blå, blå blik, der vandrede hen over loftet – eller var det himlen? Tankerne fordybet i dagens tekst.
Far var evangelist. Ville være det. Han ville udbrede det glade budskab til alverden. Men altid afpasset tid og sted. Det lå så langt fra ham at pådutte andre noget. Blot dette: ”Frygt ikke, thi jeg forkynder jer en stor glæde!”
Hans tro var tillid. Tillid til verden og sine medmennesker. En tillid der, hvis man ikke kendte ham godt, kunne virke naiv. Det var han ikke. Han vidste godt, hvordan verden var skruet sammen. Men han havde en urokkelig tro på, at der fandtes en skaber, der elskede sine børn.
Jeg fik en perle, der hedder Højskolen i 50’erne. Verdens centrum oplevet med barnets sanser. Alt på sin rette plads. Frk. Sørensen i køkkenet. Familien Holm for enden af Holmens Kanal med barndomsveninden Helga. Man skulle passere frk. Olesens værelse og Ejner Jensens lille eksperimentarium på vej derover. Agtværdige (i vore øjne ældre) herrer Gjerrild, Nørgård, Bankbestyrer Petersen. De klappede os på håret og ønskede os Guds velsignelse.
Elever, der blev hentet og bragt på stationen af karlen med hestevogn. Og min far, der gungrede overalt. Vildt engageret og inderligt stolt over dette foretagende.
Foredrag, Åbent Hus-aftener, søndagsskole med Marie Nørgård og kirkegang på helligdage – altid.
Ella og Orla som præstepar og fars og mors fortrolige venner.
Morgenandagter og aftensang, Brosons alvorstunge salmer og Thøger Larsens Lykke og Lyse nætter.
Det var eleverne omkring P. Olsens grav, hvor far med dyb pietetsfølelse gav indblik i Baptistsamfundets rødder. Og det var en tackling af en smart journalist, der sagde, at man vel havde oprettet højskolen for at holde de unge inden for folden! Min kloge far svarede, at vi holdt skole for at få de unge ud af folden, så de kunne blive ansvarsbevidste borgere i samfundet.
En anden perle var vores aftenture. Han forklarede mig om det uendelige stjernehav og de svimlende begreber, som lysår er. ”Du skal ikke være bange Gunhild, stjernerne falder ikke ned. De er jo Guds skaberværk.” Alligevel var det godt at mærke hans store hånd om min lille.
Jeg var stolt af min far. Jeg var stolt, når han kunne holde en stor forsamling i ånde med sine foredrag. Han var selvbevidst som få, men man tålte det, fordi han havde noget at have det i.
Ydmyg var han også. Dybt ydmyg og lykkelig over, at samfundet betroede ham så store opgaver.
Tydeligt husker jeg ham, når han kom hjem fra sine turneer rundt om i landet. Så vandrede han frem og tilbage i stuerne og berettede om Sindal, Vårst, Brande, Givskud. Det var jo New York, London, Paris og slægterne Næsby, Grarup, Ryding og mange andre, det var jo gamle, ædle adelsslægter.
Tro ikke han led af proportionsforvrængning. Alt dette var stort i hans øjne.
Der var sandelig også elevstævnerne. Fremkaldelser på plænene foran hovedbygningen. ”Er der nogen fra Gistrup?” Så var dagen reddet.
Årsmøderne. Over 60 deltog han i. Vores ferier blev altid tilrettelagt efter disse. Jeg ser ham på podiet, når spørgsmålene regnede ned over ham. Han holdt hovedet koldt og svarede klart. Han elskede disse store forsamlinger, hvor det fælles mål var Baptistsamfundets sag.
En anden side af ham oplevede jeg sidste år efter mors død. Vores ture på Garnisons Kirkegård er en perle i sig selv. Vi talte så godt sammen vi to på disse ture. Han var overbevidst om, at gartnerne holdt mors grav ekstra fint, hvilket de nok også gjorde, da han altid roste dem for deres arbejde. ”Jeg skal sige dig Gunhild, jeg har været betaget af din mor, siden jeg så hende for første gang. Da var hun kun 17 år. Kan du se, der er plads til mit navn under hendes?”
Han var så afklaret omkring døden, som kun et menneske, der har elsket livet kan være.
”Har jeg for øvrigt fortalt dig, at mor besøgte mig forleden morgen. Jeg vågnede med et sæt, og da gik hun rundt i stuen. Hun tømte askebægre, rystede puder og ordnede planter. ”Jeg skulle bare se, hvordan du klarer dig”, sagde hun, og så var hun borte.”
Min far klarede sig fint, fordi han var så helstøbt et menneske. Samtidig med at han fandt rødder frem, skabte han nye kontakter, som berigede hans sidste år. Præster fra en nærliggende kirke, en fjern slægtning, skæve eksistenser fra Jesu Hjerte Plads, islamiske grønthandlere fra Nordre Frihavnsgade. De, jeg har talt med efter hans død, har samstemmende sagt, at de var glade for, at de lærte ham at kende.
Jeg tør påstå, at han var så ærlig, at vi ikke behøvede nedskrevne love, hvis alle var som han.
Han var så ægte, at han aldrig sagde et ord, han ikke kunne stå inde for.
Det sidste glimt af far i levende live. Vi satte ham på toget i Greve efter en dejlig dag i haven med familien. Udefra kunne man se, at der kom liv i kupeen. Folk smilede, et barn viste sine fine nye sko. Man rykkede sammen, gav plads, og han var allerede et naturligt midtpunkt, da toget rullede mod Østerbro.
Min sidste perle, sorgens. Ind på Rigshospitalet for at se ham en sidste gang. Der lå han. Fredfyldt.
Han kunne være en bonde, bragt ind fra høstarbejde og anbragt på familiens spisebord.
Han kunne også være en vikingehøvding lagt på sit skib for at sejle til verdens ende. Nu lå han der i sit mørkeblå søndagstøj, og han var bragt ind fra sin elskede kirke, hvor han var født, havde virket og tilbragt så mange lykkelige stunder.
Den sidste perle var fundet. Kæden kunne lukkes. Denne perle forbandt Jorden med Himlen.
Tak også for den, far!
© Anhøj 2024