Kære Merete og Mikkel

Tillykke med ægteskabet – bedre sent end aldrig.

“Ægteskab” – et ord om hvilket det siges, at det danske sprog har sagt sin eneste vittighed: GIFT. Men så er det jo godt, at den ene af jer har erfaring fra giftlinjen, hvor man kan få gode råd til at overleve både det ene og det andet.

Merete, dig kender jeg i sagens natur ikke så godt, som jeg kender Mikkel. Men netop fordi jeg kender Mikkel godt, ved jeg, at du er noget ganske særligt. Med din ro, dit gode humør og din mere end gennemsnitligt gode forstand formår du at få det bedste frem i ham. Når Mikkels bekymringer for fremtiden tager overhånd, er du en fornuftens stemme, som tøjler hans uro og bringer ham ned på jorden. Og når begejstring, engagement og måske lidt for gode ideer griber ham, står du klar med opmuntrende tilråb og kærlig støtte.

Du møder dine medmennesker med en tillid og nysgerrighed, som gør det rart at være i dit selskab. Jeg har nydt – og håber fortsat at nyde – mange gode samtaler med dig om vores fælles interesser om bl.a. sygdom og sundhed, videnskab og om, hvordan man overlever alene i den akademiske vildmark.

Det har også været en forhøjelse at følge din udvikling udi kunsten at være mor. Sikke et par dejlige unger, du har bragt til verden. Hvilke viljer, hvilke temperamenter, og dog så harmoniske og velopdragne for nu at bruge et boomer-ord fra øverste skuffe.

Lone og jeg er glade og taknemmelige, fordi du har valgt at leve livet med Mikkel – og for at du tager hans familie med i købet.

Om dig Mikkel har jeg også meget godt at sige. Dig har jeg jo kendt hele dit liv og mere end halvdelen af mit eget. Jeg skal prøve at begrænse mig; men jeg synes, at jeg skylder Merete og hendes familie at vide lidt mere om dig end, hvad du måske selv ved eller vil ud med.

Som spæd var du det blideste barn, man kan forestille sig. Så længe du fik dækket dine basale behov, var du tilfreds og kunne underholde dig selv i timevis på dit lille tæppe på gulvet. Senere så vi dog andre sider af “det blide barn”. Man er i hvertfald ikke i tvivl om, hvorfra Niels og Anna har deres temperamenter.

Allerede tidligt udviste du et særligt talent for at få tingene sagt. Engang faster Gunhild havde taget dig og Ida med på tur – det var den sommer, du blev 3 år – pralede Ida med, at når hun blev stor, ville hun få bryster ligesom mor. Efter lidt betænkningstid tog du stikket hjem med en bemærkning om, at når du blev stor, skulle du have en stor kniv – og skære løg ligesom far. I fik begge to jeres ønsker opfyldt.

Og tænksom var du. Ida havde lige fået sin første seksårstand, da du spurgte mig, om du så havde fireårstænder. “Nej, du har mælketænder”, svarede jeg, hvortil du stillede det indlysende spørgsmål: “Far, har du så øltænder?”

Rap i replikken har du også altid været. Engang, da du var blevet lidt større, spurgte jeg, om ikke vi to skulle have os en rigtig far-søn-oplevelse – noget med biograf og burger eller fisketur og fritter. Du kiggede overbærende på mig og sagde: “Kan du ikke bare stikke mig 100 kroner til en søn-oplevelse?”

Jeg husker ikke meget fra din skoletid. Jeg tror, du kedede dig. Men ellers – med en enkelt undtagelse – lykkedes du med at gå under radaren. Så blev du pludselig kok med diplom som “skolens bedste kammerat”. Og inden vi fik set os om, havde du også lige taget en HF-eksamen med supplerende valgfag og gennemført et lægestudie – begge dele med karakterer i den helt rigtige ende af skalaen og på trods af dine evindelige forventninger om at dumpe både den ene og den anden eksamen.

Nu er du blevet stor og har – foruden to gode uddannelser og to vidunderlige “møgunger” – både fået en kniv til at skære løg med, dine egne øltænder og, nu i dag, din helt egen Merete. Godt gået, søn.

Til sidst ville det vel være passende, om gommens far sagde nogle kloge ord om kærligheden og kunsten at leve sammen til døden skiller. Men dertil rækker min forstand ikke, så det vil jeg afholde mig fra.

I stedet vil jeg ønske jer alt det bedste, at I altid vil være der for hinanden, dele hinandens glæder og bære hinandens byrder – til døden jer skiller.

Tillykke!

© Anhøj 2026