Søndag d. 29. januar døde Målfrid Anhøj, København, pludseligt i en alder af 73 år. Hun havde i en periode haft vanskeligheder med hjerte- og åndedrætsfunktion, men var ellers i klar bedring efter en indlæggelse i efteråret. Anhøjs havde om søndagen haft en dejlig dag hos deres ældste datter Gunhild og hendes mand i Greve og var på vej hjem, da Målfrid Anhøj pludselig blev meget dårlig og måtte bringes til hospitalet, hvor man efter et par timers intense genoplivningsforsøg måtte konstatere, at døden var indtrådt.

Målfrid Anhøj (f. Kappel Jensen) stammede fra Thisted, hvor hun via børne- og ungdomsarbejdet kom i kontakt med baptistmenigheden og senere med en ung præst på besøg, bornholmeren Niels Anhøj. De giftede sig i 1942, og Målfrid skulle nu, kun 21 år gammel, være præstekone i Frederikshavn, hvor Niels Anhøj havde været ansat siden 1939, men inden da ønskede hun - stærkt støttet af sin mand - at udvide sit kendskab til Baptistsamfundet og højskolen, så 8 dage efter brylluppet rejste hun til Tølløse for at deltage i det nyoprettede højskolekursus vinteren 42-43. En ret imponerende disposition, som viste noget af det stof, Målfrid var lavet af. Fra 1944 var Anhøjs præstefolk ved Kristuskirken, Kbh., indtil de i 1950 blev opfordret til at overtage ledelsen af højskolen i Tølløse, en opgave, der kom til at strække sig frem til 1973.

En del mennesker, som kun kom til at kende Målfrid i korte perioder, har måske ikke et klart billede af hendes personlighed, fordi hun foretrak at stå lidt i baggrunden. Hun havde valgt 2. position, fordi hun mente, det passede bedst til hende, men hvis man af den grund - og måske på grund af hendes legemsstørrelse - anså hende for at være en lille kvinde, tog man grueligt fejl. Målfrid var i sin stilfærdighed et stort menneske. Hun var helt sin egen og havde klare opfattelser af, hvad hun mente var ret og rigtigt. Vi, der oplevede hende i mindre sammenhænge eller endnu bedre på tomandshånd, har minder om hendes intuition og finhed, som fx. ved en lejlighed, da hun fornemmede, der var noget, man var meget ked af, og hun så forsigtigt og stille stak hovedet indenfor og spurgte: Er der noget, du vil tale om? Det ville man godt. Til Målfrid i hvert fald. Og så hjalp hun. Ved opmærksom lytten og kloge, besindige ord.

Udadvendt og interesseret i, hvad der foregik i verden omkring hende, var hun også. I 20 år havde vi således en sy- og læsekreds af damer fra skolen og kirken. Her var det mange gange hendes tanker og bidrag til samtalen, der var grundlag for nye initiativer. Men først og fremmest var hun en uvurderlig del af “forstanderskabet” på skolen, hvad hendes mand bestemt heller ikke lagde skjul på, når han fx. før en alvorlig og vigtig beslutning kunne sige: Det her vil jeg gerne tale med Målfrid om først.

Bisættelsen fra Kristuskirken blev en smuk mindehøjtidelighed, hvor bl.a. børnenes tale formuleret af Gunhild var en kærlig og næsten munter karakteristik og samtidig et stærkt vidnesbyrd om den betydning, Målfrid havde haft som mor.

Ægteparret Anhøj havde i efteråret den store sorg at miste den yngste datter Solveig, der var praktiserende læge og boede med sin familie i Århus.

De tre andre børn: Gunhild, der er lærer, Ingrid, der er socialrådgiver, og Jacob, der er læge, bor alle med deres familier i Københavnsområdet.

Vi er mange, der er taknemmelige for at have kendt Målfrid Anhøj, og hendes minde vil leve længe iblandt os.

Grethe Grarup

© Anhøj 2026