Mille (✝) i et fredeligt øjeblik
Mille (✝) i et fredeligt øjeblik

Jeg så ham på lang afstand – og hundene. Der var to. Den ene var en bredbringet muskelhund af den slags man læser om i politirapporten, når den har taget en bid af naboen børn. Den anden var en gårdhund – sådan én, der kan knække nakken på en rotte, før rotten kan nå at tænke ”kloak”.

Problemet var, at jeg havde min hund med; og den har ikke meget til fælles med hverken rottedræber eller muskelhund. Lone bliver sikkert sur, når hun læser dette, for det er faktisk hendes hund, men i denne sammenhæng havde den mere til fælles med rotte end med hund. Og i forhold til muskelhunden var min (undskyld Lones) hund at sammenligne med en jordnød til en elefant.

Man siger, at hund og ejer kommer til at ligne hinanden. Det tror jeg på. Manden var stor som en blokvogn. Han var iført en stram t-shirt, som fremhævede hans svulmende muskelmasser, der næppe var kommet alene ved hård træning. Hans skaldede isse tydede i hvert fald på et vist testoteronoverskud af den slags man køber sig til.

Hvad han manglede i hårpragt havde han til gengæld i kropsudsmykning. De drabelige tatoveringer snoede sig op ad armene, og om halsen havde han en guldkæde af en tykkelse, der kunne holde en supertanker i havsnød.

Der var godt nok et stykke vej ned til muskelmanden med dræberhundene. Men det var ikke sådan lige at slippe væk. Stien var smal med tæt brombærkrat på begge sider, og dræberhundene var ikke i snor. Enhver, der er vokset op med grønspættebogen, ved, at flugtforsøg blot virker skærpende på vilde dyrs appetit. Flugt var udelukket. Vores eneste chance var kamp – kamp til døden.

Jeg slap Mille (det hedder Lones hund) fri. Så kunne vi i det mindste angribe fra hver sin side og måske forvirre modstanderne nok til at én af os kunne slippe væk med livet og en smule førlighed i behold.

Som den kvikke læser måske allerede nu aner, slap både Mille og jeg godt fra mødet. Og det skyldtes ikke vores kløgtige angrebsstrategi. Det skete nemlig noget helt uventet: Da der til sidst kun var få meter mellem os og manden med hundene, og jeg sådan set havde forberedt mig på et alt for tidligt møde med min skaber, stoppede ”dræberbanden” pludselig op. Rotterdræberen lagde sig med alle fire i vejret klar til at blive kløet på maven. Muskelhunden satte sig betuttet på halen, hvilket ikke forhindrede den i at fortsætte sin ivrige logren; og testoteronbomben standsede brat, lagde hovedet på skrå og slog med en stor, løs bevægelse sine håndflader mod hinanden, mens hans udbrød: ”Guuuud, hvor er den sød.” Det var Mille han hentydede til.

De tre hunde hilste høfligt men begejstret på hinanden, som hunde nu har for vane, og Mille blev kløet mere bag ørerne den dag end nogensinde både før og siden.

Det var den dag, jeg lærte ikke at skue hunden på hårene.


© Anhøj 2023