Kære Alfred

Det er ikke en let opgave, du har sat mig på - at holde tale for dig. Ikke fordi, der ikke er meget godt at sige om dig. Det er der bestemt. Jeg kunne tale i time- og dagevis om dine kvaliteter. Men en konfirmationstale skal jo helst handle om mere end det indlysende. Og problemet med dig - ihvertfald når man skal holde tale - er, at det meste er så indlysende. På den gode måde, forstås.

I går sad Momse og jeg og talte om dig. Vi forsøgte at finde frem til det, der gør dig til noget særligt. Alle mennesker er jo særlige på hver deres måde. Men du? På en eller anden måde er du gået under radaren. Du var den nemmeste baby i verden. Du sov og spiste og var glad, og gjorde sjældent meget væsen af dig. Og så er du vokset op i en familie, hvor far ved alt, og mor kan alt, og lillebror fylder det hele.

Men så slog det os. Det særlige ved dig er dine meget store ører og en usædvanligt lang næse. Her taler jeg ikke om din anatomi men om dit væsen. Dine store ører opfatter alt, hvad er foregår i din nærhed. Du kan høre, hvad de voksne taler om gennem tre lukkede døre; og du ved, hvordan vi allesammen har det, før vi selv gør.

Til dine store ører hører også et stort hjerte. Som du sagde til Momse en dag: “jeg har så megen medlidenhed”. Jeg tror ikke. det var ment som selvros, snarere et hjertesuk. Du tager andres følelser og behov på dig. Det er en stor velsignelse for dine omgivelser, men kan også være en byrde for dig selv. Det er prisen for at være et godt menneske.

Så er der din lange næse. Den du stikker i alting. Man kan se det på dig, før det sker. Du kan ikke lade være at blande dig. Altid er du klar med en frisk bemærkning, et godt råd eller din vurdering af situationen. Men det er ikke altid dine bidrag bliver modtaget med tak. I skolen - og herhjemme for den sags skyld - blev det hurtigt en standardreplik: “Alfred, pas din egen butik!” Jeg kan ikke sige mig selv fri for at have brugt den i ny og næ. Men i dag vil jeg bede dig om aldrig nogensinde kun at passe din egen butik.

Verden er fyldt med mennesker - jeg er selv en af dem - som helst passer sig selv og blander sig uden om andres sager. Dem har vi nok af. Men vi har brug for sådan nogen som dig, der med store ører, bankende hjerter og lange næser blander sig i andres liv. Bliv ved med det. Øv dig i at gøre det nænsomt og med nysgerrighed. Du behøver ikke kunne svare på alt, som din far eller at kunne magte alt som din mor. Nogle gange er den bedste hjælp at stille det rigtige spørgsmål: “hvordan har du det?”, “er der noget, jeg kan hjælpe med?”, “hvad tænker du?” osv. Andre gange er det bedst bare at være til stede og måske tie helt stille.

Til sidst vil jeg give dig nogle ord, som hang på væggen i mit bardomshjem. Jeg ved ikke, hvor de stammer fra, men far, din oldefar, havde gjort dem til sit motto for sit liv og arbejde. Jeg ønsker, du vil tage ordene til dig og gøre dem til rettesnor i dit liv.

At tænke klart
At føle varmt
At handle rigtigt

© Anhøj 2026