Lone Anhøj
Lone Anhøj

Jeg blev født i 1962 og voksede op i Nordjylland i en lille by, der hedder Pandrup sammen med min far og mor og mine to søstre. Jeg har boet i København siden 1983 sammen med min mand, der hedder Jacob og er læge. Vi har to voksne børn, Ida og Mikkel og tre børnebørn.

Siden jeg var teenager, har jeg beskæftiget mig med børn og unge. Jeg har været spejderfører og ungdomsleder, og jeg har arbejdet i mange forskellige børneinstitutioner først som medhjælper og siden 1996 som pædagog.

Løgn og legender

Jeg elsker eventyr, og jeg elsker at fortælle dem for børn. Og børn elsker at høre mig fortælle – det er jeg nemlig god til. Når jeg fortæller eventyr, bruger jeg enkle, hjemmelavede rekvisitter til at gøre historierne levende.

Har du lyst at kigge i min eventyrkuffert?

Jeg er også god til at fortælle løgnehistorier – for eksempel om den gang jeg var guldgraver og vandt Jacob i et spil kort.

Til de mindre børn har jeg en trylleæske, som børnene hjælper mig med at trylle ting ud af.

Mad til hverdag

Nogle spiser for at leve, andre lever for at spise. Jeg spiser for at lave mad. Det er min passion. I køkkenet er jeg helt mig selv, og få ting i livet gør mig lykkeligere end at skrælle, snitte, koge og stege.

Jeg holder af hverdagsmad, og det gør mig glad, at få helt almindelige “kedelige” råvarer til at dufte og smage af hele verden.

I mit køkken er der altid masser af grove grøntsager som løg, kål og rodfrugter og rigeligt med gode danske kartofler og tørrede bælgfrugter som bønner, linser og kikærter.

Kød er sjældent det vigtigste, men det giver smag og fylde til retterne. Det samme gælder fisk og anden havmad, som ud over at smage godt har den gode egenskab, at man kan spise fantastisk meget uden at blive dvask og doven.

Sidst men allervigtigst er krydderrierne. Mad skal smage godt, og krydderrier er nøglen, der åbner verden og kan få ellers anonyme grøntsager til at smage himmelsk på tusinde måder. Jeg har skabet fyldt med krydderrier fra hele verden. Jeg laver mine egne krydderriblandinger, som jeg bruger, når jeg laver “mad fra de varme lande”.

Der går næppe en eneste dag, uden at jeg har fat i de fem grundkrydderier: salt, peber, sukker, citron og chili. Stærk sennep og riveost er også uundværlige elementer i mit køkken. Og bacon, naturligvis – livets krydderri. Om sommeren har jeg friske krydderurter på altanen, som bliver til tørrede urter og pesto, der bringer os sikkert gennem vinterens mørke.


© Anhøj 2023